Takketale ved tildelingen onsdag af årets Nairobi-pris, danske globale journalisters hædersbevisning:
Af Jørgen Harboe
journalist og forfatter
Først en stor tak til jer alle sammen!
Jeg har prøvet at uddele en pris – til Tom Heinemann forleden dag – men aldrig prøvet at få en pris før; og så endda at få den af sine egne nærmeste kolleger! Det gør mig meget, meget glad!
Dernæst kan jeg ikke la vær at gisne lidt om præmisserne for, hvorfor det netop blev mig denne gang.
Som medlem af klubben ved jeg jo, at det var bestyrelsen, der var så venlig at pege på mig. Og så gik tankerne tilbage til vores sidste generalforsamling.
Den gang sad jeg skråt overfor Jan Kjær og skubbede lidt til ham, da vi nåede det punkt på dagsordenen, der hed “valg af medlemmer til bestyrelsen”. Jan stillede op. Han blev valgt og knageme også formand! …. Og i dag har bestyrelsen så peget på mig som modtager af klubbens pris!
Det mindste man kan sige er, at det er heldigt. I alt fald skal Jan og resten af bestyrelsen have tak for indstillingen.
Den anden præmis er, at min far helt tilbage i 1966 ragede uklar med Københavns Universitet, hvor han var ansat. Han starterde så sin egen virksomhed. Få år efter gav han sine børn aktier i virksomheden.
Da far døde, blev virksomheden solgt, og jeg fik råd til at starte Timbuktufonden, der støtter udviklingsjournalistik.
Det er nok en væsentlig årsag til, at netop jeg står her og holder takketale i aften.
I alt fald vil jeg – lidt forsinket – sige tak til far, der satte en masse i gang, mens han levede, og knageme også indirekte udløser hæder og ære til sin søn, nu flere år efter sin død.
Det væsentligste man kan sige om min egen indsats er nok, at jeg holdt ved.
Jeg har faktisk været udviklingsjournalist fra jeg begyndte med at skrive om luftbroen til Biafra i 1968 og lige til nu, hvor Jesper Søe har tilbudt mig at blogge for U-landsnyt.dk.
Har det været sjovt? Svaret er ja.
U-landsbistanden var stadig ny, da jeg begyndte, og det var faktisk sjovt at være med til at starte noget op. Selv på sidelinjen og sågar som journalistelev fik jeg indtryk af, at jeg var med til at give små skub til udviklingen af en spændende nyskabelse i dansk udenrigspolitik.
Det har også været sjovt at blive gammel med udviklingsbistanden: At kunne begynde at se de større linjer, og blie lidt af et genfærd fra de gode gamle dage.
Selv om resultatet af den bistand, der startede som Maos 1.000 glade blomster, somme tider nu minder mere om Tage Skou Hansens Bitre Frugter.
Har det været svært? Ja! Somme tider, i alt fald. Men ikke utaknemmeligt.
Efter 1980erne er udviklingsbistanden ikke længere en folkesag, der optager almindelige mennesker. Derfor blev det også sværere for for mig at leve af at skrive om Den 3. Verden ud fra en udviklingsvinkel.
Der er mange grunde til, at det gik sådan, men det førte i alt fald til, at jeg måtte udvide mit virksomhedområde, hvis jeg stadig skulle leve af mit arbejde, og hvis jeg stadig ville bevare min identitet som udviklingsjournalist.
Det blev dog nødvendigt at udvande det journalistiske element, det kan jeg lige så godt indrømme.
Jeg har været informationsmedarbejder i i flere frivillige organisationer, ikke mindst i Folkekirkens Nødhjælp. Jeg har holdt foredrag om udvikling alle de steder, der ville have mig: På Danidas gamle kursuscenter i Hornbækhus, i skoler, i Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, og i menighedshuset på Endelave.
Jeg har sågar været aktiv bistandsmand for U-landsforeningen Svalerne og løsarbejder for Udenrigsministeriets Internationale Humanitære Beredskab som valgobservatør i bl.a. Bangladesh og Niger, menneskeretsobservatør i Rwanda og forbindelsesmand mellem De Tamilske Tigre og en norsk våbenhvilemission i Sri Lanka.
Sammenfattende kan jeg sige, at det faktisk ikke var så ringe endda.
Selv om det langt fra var journalistik alt sammen, var det, jeg lavede, noget mere spændende end at holde den journalistiske fane højt over at skrive om f.eks. kongehuset eller fodbold eller sådan noget.
Det har givet mig et rigt liv med udvikling, selv om jeg blev nødt til at give køb på journalistikken i perioder. Jeg tror endda, jeg er blevet en bedre journalist, fordi jeg somme tider har været nødt til at træde ved siden af og gå ind i de aktiviteter, vi ellers kun skriver om og ser udefra som udviklingsjournalister.
Så lidt a la admiralen på den gode fregat Pinafore, kan jeg sige:
I unge her der gerne vil nå op
på udviklingsjournalistikkens allerhøjeste top
brug arme og ben og alle mulige fag
men hold fast i den centrale udviklings-sag
Den maksime har givet mig et godt liv omkring noget, det var værd at leve for. Og nu har I altså også givet mig kors og bånd og stjerner. Hvad kan man ønske sig mere?
Til sidst kan jeg konstatere, at af klubbens herboende founding fathers har Jesper Søe og jeg nu fået prisen.
Så mangler vi bare Knud Vilby, Uffe Torm og Kristian Nystrøm, der alle har markeret sig stærkt på vores område. Knud og Uffe har osse arbejdet aktivt i selve u-landsbistanden og er fortalere for mere af samme slags.
Der kan absolut argumenteres for hver af dem som prismodtagere, men det er nu ikke mit ærinde.
For selv om det er godt for mig og andre at glæde os over anerkendelse på vore gamle dage, så flytter en Nairobi-pris ikke milepæle for os, når vi har passeret de 60.
Det gør den derimod måske for unge journalister, omkring de 30, der forsøger at bide sig fast og skaffe sig et navn på vores felt.
Så: Endnu en gang tak!
Og må Nairobi-prisen næste gang gå til en ung og lovende udviklingsjournalist, som vi i klubben er de første, der får øje på, og som vi – som publicister – har særlig mulighed for at gi en ærlig chance.
(SLUT)
