Det Danske Hus i Palæstina (DHIP) inviterer danskere på kombineret arbejds-og kulturophold, hvor de tager del i Palæstinas olivenhøst.
Ifølge DHIP er oliventræet ikke bare en afgørende indtægtskilde for palæstinensiske landmænd med ca. 25% af landets samlede landbrugsproduktion. Oliven og oliventræet har også en central kulturel betydning som går igen i palæstinensisk litteratur og kunst.
DHIP blev startet med en målsætning om at fremme “det interkulturelle møde og den faglige udveksling”. Det betyder projekter, hvor deltagere deler erfaringer inden for et fælles arbejdsområde. Og nu får danskerne altså mulighed for prøve kræfter med olivenhøsten og se, hvilken rollen produktionen og planten spiller i lokalområdet.
Opholdet løber fra fredag den 14. oktober til fredag 21. oktober 2011.
Tilmelding og program kan findes på DHIPs hjemmeside (se link nederst).