Moi påstås impliceret i Kenyas største korruptionssag – Goldenberg-skandalen

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Kenyas præsident i næsten 25 år, Daniel arap Moi, beordrede udbetalinger for omregnet 76 millioner dollars (450-460 mio. kr.) til et selskab, Goldenberg International, som var involveret i fiktiv eksport af guld og diamanter. Det sagde en fremtrædende embedsmand mandag under en kommissionshøring i Nairobi, rapporterer BBC Online tirsdag.

Tidl. departementschef (permanent secretary) i finansministeriet, Wilfred Koinange, sagde under høringen, at den daværende præsident havde givet ham instruks herom over telefonen.

Kenya mistede mindst 600 mio. dollars til Goldenberg. Pengene blev udbetalt til firmaet som tilskud til ikke-eksisterende eksport af guld og diamanter. Beløbet svarer til over 10 procent af det østafrikanske lands samlede bruttonationalprodukt, eller den totale økonomiske aktivitet, i et år.

Iagttagere sagde, at afsløringerne øger presset på den tidligere præsident for at aflægge vidneforklaring foran kommissionen, som blev udpeget af Mois efterfølger, præsident Mwai Kibaki, i februar sidste år.

Koinange er topembedsmand nummer 2, der peger på Moi som den myndighedsperson, som autoriserede udbetalingerne til Goldenberg – en anklage, der åbner en pandoras æske af mistanker mod eks-præsidenten, hvis styre (1978-2002) blev anset for usædvanligt korrupt.

Det spørgsmål, der nu rejses i Kenya er: Hvad fik Moi til gengæld for de 76 mio. dollars?, siger flere iagttagere.

I januar afgav dav. chef for embedsværket (head of civil service), professor Phillip Mbithi, forklaring for kommissionen og sagde, at han i september 1992 fik besked af Moi om at sørge for en overførsel af 76 mio. dollars til Goldenberg.

Koinange sagde til kommissionen, som gransker Goldenberg-skandalen, at han først fik besked af professor Mbithi på at sørge for udbetalingerne.

– Jeg ringede så til præsidenten og sagde til ham, at jeg var blevet informeret af professor Mbithi om, at jeg skulle udbetale alle de penge, som Goldenberg havde udestående. Præsidenten svarede “Ja, jeg har allerede talt med professor Mbithi om det”.

Goldenberg-skandalen fandt sted i et land, der angiveligt hverken producerer guld og diamanter, alligevel kunne firmaet opnå enorme tilskud til at eksportere begge dele, anfører BBC Online.

Adskillige af de indblandede i skandalen, herunder ejeren af Goldenberg International, Kamlesh Pattni, og en række højtstående embedsfolk og politikere, er blevet sigtet ved domstolene i sagen, men ingen af dem er nogensinde dømt.

Kenya har i over 35 år været hovedmodtager af dansk udvklingsbistand og i den senere tid har store dele af bistanden været rettet mod demokratisering, bedre forvaltning og menneskerettigheder.