Mongoliet vil i partnerskab med EU

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) deltager mandag i EU-udenrigsministermødet i Bruxelles. På dagsordenen er bl.a. forberedelsen af mødet i Det Europæiske Råd den 19.-20. marts og den økonomiske genopretningsplan.

Blandt emnerne er også Mongoliet, det fjerne land på grænsen mellem Rusland og Kina, som en overgang modtog dansk udviklingsbistand, men til flere aktørers utilfredshed røg ud af den danske bistandsvarme igen.

Vi bringer her det såkaldte samlenotat om Mongoliet, som er fremstillet af regeringens embedsmænd som DOKUMENT (lettere forkortet)

MONGOLIET

Der forventes vedtagelse af forhandlingsmandat til (Europa)Kommissionen med henblik på at forhandle en partnerskabs- og samarbejdsaftale med Mongoliet.

Det er første gang der indgås en partnerskabs- og samarbejdsaftale med Mongoliet, og med aftalen udvides området for den eksisterende handels- og samarbejdsaftale indgået i 1993.

Danske prioriteter er indeholdt i forhandlingsmandatet, herunder fsva. menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø, ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben, kampen mod terrorisme og international kriminalitet.

Baggrund

Mongoliet rejste første gang ønsket om at indgå en partnerskabs- og samarbejdsaftale med EU i september 2002 under den 6. EU-Mongoliet blandede komité møde i Bruxelles og har sidenhen rejst spørgsmålet.

Under den 10. EU-Mongoliet blandede komité møde i Bruxelles i september 2007 nåede man til enighed om at indlede sonderende drøftelser om indgåelse af en partnerskabs- og samarbejdsaftale med henblik på at udvide og styrke den eksisterende handels- og samarbejdsaftale.

Handels- og samarbejdsaftalen mellem EU og Mongoliet blev indgået i 1993. Aftalen omfatter primært handels- og økonomisk samarbejde, men dækker ikke andre potentielle samarbejdsområder som det retlige område, frihed og sikkerhed, bæredygtig udvikling og god regeringsførelse.

En rammeaftale vil sikre, at alle områder af betydning for det bilaterale samarbejde bliver dækket og vil tilvejebringe en passende overordnet ramme for samarbejdet.

Forhandlingsmandatet til partnerskabs- og samarbejdsaftalen indeholder områder som beskyttelse af menneskerettighederne, herunder mindretals rettigheder, fremme af demokrati, god regeringsførelse og bekæmpelse af korruption, ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben, respekten for den internationale retsorden samt fremme af arbejdstagerrettigheder.

Også fremme af international fred og sikkerhed indenfor en effektiv multilateral ramme er inkluderet i mandatet. Hertil kommer økonomisk og social bæredygtig udvikling, sundhed, landbrug og fremme af civilsamfundets rolle.

Hjemmelsgrundlag

Det forventes, at en rammeaftale mellem EU og Mongoliet vil få status af en blandet aftale. Hjemmelsgrundlaget vil først blive endeligt afgjort, når en færdigforhandlet tekst foreligger, men forventes at være TEF artikel 300.

Formål og indhold

Formålet er at sikre, at de overordnede bilaterale forbindelser mellem EU og Mongoliet er baseret på et tilstrækkeligt og globalt aftalemæssigt grundlag. Det inkluderer mere tidssvarende og udtømmende bestemmelser om samarbejde på både det politiske, økonomiske og handelsmæssige område.

Mandatet omfatter miljøbeskyttelse, klimahensyn, bæredygtig udvikling, fødevaresikkerhed og energisamarbejde. Endelig er styrkelse af handels- og investeringssamarbejdet indeholdt i mandatet, herunder internationale handelsaftaler og deres gennemførelse samt at bilateral dialog og forhandlinger skal komplementere multilaterale forhandlinger, ikke mindst i forhold til WTO.

Høring

Sagen er sendt i høring i det handelspolitiske specialudvalg (HPS) med frist 2. marts 2009.

Regeringens foreløbige generelle holdning

Det er i Danmarks, som i de øvrige EU-landes, interesse at udbygge samarbejdet med Mongoliet, verdens 19. største land, der grænser op til Kina og Rusland, og som har betydelige naturressourcer.

En styrkelse af det politiske samarbejde med Mongoliet er vigtigt, ikke mindst på grund af Mongoliets geostrategiske betydning. Desuden vil en partnerskabs- og samarbejdsaftale udgøre en potentiel politisk støtte til en fortsættelse af den gode udvikling, der har fundet sted siden Mongoliets demokratisering i 1990erne.

Det vil også styrke Mongoliets potentiale som forbillede i regionen, navnlig i forhold til respekt for politiske rettigheder.

Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der er bred tilslutning til afgivelse af forhandlingsmandat til Kommissionen med henblik på indgåelse af en partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem EU og Mongoliet, der vil udvide det eksisterende aftalegrundlag og gøre det mere tidssvarende for det aktuelle samarbejde.