En zoolog og en dyrlæge fra København Zoo er netop vendt hjem fra verdens største nationalpark i det nordøstlige Grønland. Her er 14 moskusokser blevet vigtige deltagere i et nyt og omfattende forskningsprojekt, der skal give unikke informationer om klimaforandringernes effekt på den sårbare arktiske natur.
Det skriver ZOO i København i en pressemeddelelse fredag.
For første gang nogensinde er det lykkedes at sætte satellithalsbånd på vildtlevende moskusokser i Grønland. Gennembruddet kan afsløre vigtig viden om den arktiske natur.
Tidligere har forskere kun kunnet følge den grønlandske moskusokses bevægelser om sommeren, hvor vejret på Grønland er relativt mildt. Men på baggrund af en yderst succesrig ekspedition, kan danske forskere nu følge de arktiske dyr året rundt.
Succes i ekstreme vejrforhold
Fra 3. oktober til 21. oktober har Zoos to udsendte medarbejdere samt forskere fra Aarhus Universitet opholdt sig i den arktiske nationalpark i Zackenberg-dalen i det nordøstlige Grønland.
Trods ekstreme vejrforhold med temperaturer langt under frysepunktet og kraftig blæst er det lykkedes holdet at sætte satellithalsbånd på de 14 moskusokser.
Med påsætningen af satellithalsbåndene kan forskerholdet følge moskusoksernes adfærd de næste to år.
Moskusokser har som de eneste store landlevende planteædere i Arktis stor betydning for økosystemet. Viden om moskusoksernes udbredelse og adfærd i nationalparken er derfor vigtig, når det gælder om at forvalte de betydningsfulde naturressourcer i Grønland.
Projektet er et samarbejde mellem København Zoo og Arktisk forskningscenter på Aarhus Universitet og gennemføres med støtte fra 15. juni fonden og Miljøstyrelsen.
Som led i ombygning og renovering af moskusoksernes anlæg i Nyt Norden i København Zoo vil det snart være muligt at følge projektet og dets resultater via en ny interaktiv formidling i Zoo – ”Vindue til Grønland”.
Yderligere oplysninger hos:
Zoolog Mikkel Stelvig på 30 16 73 25