Mozambiques præsident på officielt besøg i Danmark fra torsdag

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Mozambiques præsident Armando Emilio Guebuza kommer på officielt besøg i Danmark torsdag til lørdag (30. okt. – 1. nov.).

Under besøget mødes han med dronningen samt med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og repræsentanter for Folketinget.

Herudover vil der blive lejlighed til at aflægge virksomhedsbesøg samt føre samtaler i Dansk Industri og Landbrugsrådet. Præsident Guebuza vil under sit ophold desuden mødes med danske NGOer, som er aktive i Mozambique.

Emnerne for samtalerne vil bl.a. være den Afrikakommission, som regeringen har nedsat, og som Mozambiques ministerpræsident er et vigtigt medlem af og udviklingen i Zimbabwe.

Andre vigtige emner er en drøftelse af det langvarige og tætte partnerskab mellem Mozambique og Danmark på bistandsområdet; kvinders rolle i udvikling samt klima og COP15.

Mozambique blev programsamarbejdsland for Danida i 1994, men Danmark har støttet det store land i Sydøstafrika siden uafhængigheden fra Portugal i 1975.

Den danske bistand udgjorde 320,8 mio. kr. i 2007. Hovedområderne i samarbejdet er landbrug, uddannelse, energi og sundhed samt bekæmpelse af hiv/aids. Hertil kommer større programmer indenfor retsvæsenet, reform af den offentlige sektor, herunder økonomiforvaltning og miljø.

65-årige Guebuza repræsenterer det regerende FRELIMO-parti og tog over som præsident efter Joaquim Chissano i februar 2005. Han er tillige en velstående forretningsmand med vidtforgrenede interesser.

Læs mere om Mozambique på
www.um.dk/da/menu/Udenrigspolitik/Landefakta/LandefaktaAfrika/MOZAMBIQUE.htm

Kilde: Udenrigsministeriet