Af Nils Brøgger Jakobsen,
næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke
indlæg i Information 1. august
De danske udviklingsorganisationers engagement i Irak har været til debat, dels i Information den 25. juli, dels i DRs deadline hvor Venstres udenrigs- og udviklingspolitiske ordfører, Jens Hald Madsen, kritiserede danske NGOer for ikke at engagere sig i genopbygningen af Irak.
For organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke er det helt afgørende, at forskellene mellem militære interventioner og humanitært arbejde fremstår soleklare.
En militær aktion har altid et politisk sigte og adskiller sig alene herved fra det humanitære arbejde. Hvis der kan stilles spørgsmålstegn ved de humanitære organisationers politiske neutralitet, forringes deres troværdighed og deres arbejde med lokalbefolkningen vanskeliggøres.
Desværre er det dog ikke nogen overraskende nyhed, at Hald Madsen ønsker at politisere dansk udviklingspolitik.
Generel udvikling
Under VK-regeringen har vi set en konstant udvikling i retning af tættere kobling mellem udviklings- og udenrigspolitik.
Samtidig med de generelle nedskæringer af udviklingsbistanden har man således set et voksende fokus på nærområdeprogrammer, som til dels har til formål at bremse flygtningestrømmen til EU. Også regeringens såkaldte Offensive Handelsstrategi bidrager til en tættere kobling mellem dansk erhvervspolitik og udviklingspolitik.
Et tredje eksempel er regeringens netop offentliggjorte Afrika strategi, hvor der fokuseres på jobskabelse for unge.
Dette emne er selvfølgelig yderst relevant i en region af verden, hvor den reelle arbejdsløshed opnår højder, som vi på vore breddegrader slet ikke kan forestille os.
Man fornemmer dog, at baggrunden for det valgte fokus handler om mere end lokale afrikanske interesser og også har til formål at bremse immigrationen til Danmark og resten af EU.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) involvering i sagen omkring den dræbte irakiske tolk er endnu et eksempel på, hvordan grænsen mellem udviklingspolitik og udenrigspolitik er blevet flydende.
Denne varme kartoffel i tolkesagen endte ikke bare hos Tørnæs på grund af kollegiale forhold i regeringen, men fordi der blev brugt danske bistandsmidler i forbindelse med det danske engagement i Irak.
Dansk bistand har traditionelt modtaget meget høj international anerkendelse. Hvilket skyldes, at Danmark altid har givet kvalificeret bistand ud fra faglige argumenter, baseret på baggrund af lokale behov frem for nationale egeninteresser.
Afvigelse fra dette princip kan resultere i, at der ikke blot er sket en kvantitativ nedskæring af dansk bistand, men også en kvalitativ udhuling.
Dette synspunkt understøttes af OECDs seneste evaluering af dansk bistand, hvor netop de mange politiske initiativer kritiseres for at undergrave de langsigtede strategier i dansk udviklingspolitik.
For at bremse den negative og stigende politisering af dansk udviklingsbistand har Mellemfolkeligt Samvirke foreslået det, vi kalder “en ren procent”. Vi ønsker, at den danske bistand igen sættes op på en procent af BNI (som under SR-regeringen, red.) og samtidig kvalitetssikres.
Hermed vil bl.a. forskellen mellem udviklingspolitik og udenrigspolitik igen blive tydelig, og det vil ikke længere være muligt, at danske bistandskroner bruges på tvivlsomme projekter, som hører til under forsvarsministeren.
Indlægget stod i dagbladet Information onsdag den 1. august 2007
Kilde: www.ms.dk
