I en menneskealder har konflikten mellem Israel og Palæstina været en af de mest ødelæggende og omsiggribende konflikter i verden. Over 100.000 mennesker har mistet livet, millioner er fordrevet og konflikten er så vidtrækkende, at store dele af verden er præget af den. Sådan skriver Mellemfolkeligt Samvirke i en pressemeddelelse.
Danmark har i flere årtier officielt arbejdet for en sammenhængende og bæredygtig palæstinensisk stat. Og Danmark og EU hører blandt de største bidragsydere til palæstinensisk statsopbygning og udvikling i de besatte palæstinensiske områder.
Derfor bør Danmark anerkende Palæstina som en selvstændig stat nu, mener organisationen.
Vibeke Vinter, national chef i Mellemfolkeligt Samvirke siger:
”Hvis Folketingets politikere forpasser denne mulighed for at gøre det rigtige, svigter de ikke bare palæstinenserne og israelerne, som hver dag lider under konsekvenserne af den årtier lange konflikt. Man sigter også den åbenlyse danske interesse, der er i at opnå et mere fredeligt og stabilt Mellemøsten.”
”Den konfliktskabte humanitære krise bl.a. i Gaza, er vand på de fundamentalistiske kræfters mølle – på begge sider af konflikten. Den er en garant for, at konflikten vil fortsætte og det er kun et spørgsmål om tid, før volden vil blusse op igen.”
”Det er i høj grad i Danmarks interesse at anerkende Palæstina som stat. Konflikten mellem Palæstina og Israel har stået på i årtier. Det er en humanitær og politisk hårdknude, som skal løses gennem stærkt internationalt pres på begge parter.”
48 procent af befolkningen er for en dansk anerkendelse af Palæstina, ifølge en Norstat undersøgelse for Altinget i 2015. Blot 18 procent var imod.
Og over 45.000 har specifikt skrevet under på Mellemfolkeligt Samvirkes appel om Danmark skal anerkende Palæstina – ligesom 138 andre lande allerede har gjort.
En gruppe danske, israelske og palæstinensiske aktivister fra Mellemfolkeligt Samvirke stod onsdag morgen klar ved indgangen til Christiansborg for at overrække politikerne en olivengren og minde folketingsmedlemmerne om det store ansvar, der ligger på deres skuldre, som det hedder i pressemeddelelsen.