Mellemfolkeligt Samvirkes formand, Søren Hougaard, går i et indlæg i Berlingske tirsdag i rette med udviklingsministeren for at tage en amerikansk tænketanks konklusioner om dansk u-landsbistand til indtægt for VK-regeringens politik.
Af Søren Hougaard
Berlingske Tidende skriver den 31. august, at Danmark har en topplacering i u-landsbistand ifølge den amerikanske tænketank, Center for Global Development.
Artiklen refererer udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) for, at hun ser tænketankens førsteplads til Danmark som et skulderklap til den kurs, regeringen bevidst er slået ind på i u-landspolitikken.
I Mellemfolkeligt Samvirke mener vi ikke, at regeringen burde glæde sig så meget.
For det første er det ikke nogen nyhed, at Danmark indtager førstepladsen; det har vi gjort i nogle år. Vi har haft god grund til at være meget stolte af dansk bistand, som har gjort gavn for mange i de fattige lande – og det kan vi heldigvis stadig være.
Men situationen har ændret sig, og man skal ikke langt ned i Center for Global Developments statistikker – www.cgd.org – for at se, at glansbilledet falmer.
Det er korrekt, at Danmark fortsat ligger i førerfeltet foran Holland og Sverige, men ser man på tallene de foregående år, kan man konstatere, at de 2 lande haler ind på os, og at Danmarks indsats er dalet de sidste par år.
Helt konkret er Danmark på en fjerde sidste plads ud af 21 lande, når det gælder lande, der har forbedret deres indsats. Med andre ord er scoren faldet i takt med, at (VK)-regeringen har skåret i bistanden. Så det er en lidt uheldig analyse for regeringen.
Når nu Udenrigsministeriet ønsker at profilere sig med fine statistikker, er det et kedeligt selvmål at lave, når man blot kan klikke sig ind på statistikkerne og se, at Danmarks rolle som verdensmester i bistand er dalende.
Noget helt andet er, at der er forskellige måder at opgøre bistand på. I Center for Global Developments statistikker er medtaget poster, som normalt udelades af OECDs udviklingskomite (DAC).
Det gælder f.eks. erhvervsstøtte, samt støtte til militær- og politisamarbejde. Man kan jo sætte spørgsmålstegn ved, hvor stor en del af erhvervssektorprogrammerne, der tjener Danmarks egne interesser, og hvad der kommer u-landene til gode.
Må vi også minde om, at ifølge DAC fører Sverige og Norge verdensmesterskabet om bistand, idet begge lande yder 1 procent af deres BNI i perioden 2006-2009, hvorimod Danmark er nede på 0,8 procent – alt i alt en kedelig udvikling for Danmark.
Indlægget stod i Berlingske Tidende tirsdag den 13. september 2005.