Kommentar af
Søren Hougaard, formand for Mellemfolkeligt Samvirke
Når man skal vurdere sandsynligheden for, at rapporten fra Tony Blairs Afrika-kommission bliver omsat til praktisk politik, er konklusionen: Måske!
Måske er miraklernes tid ikke forbi. Måske bliver gammelkendte sandheder en dag modnet til handling ved at blive gentaget tilstrækkeligt mange gange. Sådan er det i Afrika. Rapportens anbefalinger er velkendte og uden nyhedens interesse. Så hvad er egentlig det interessante?
Svaret er timingen. Med Tony Blair i spidsen for både EU og G8-landene i andet halvår af 2005 har den britiske premierminister mere end almindeligt gode chancer for at gøre en forskel. Derfor lover det godt, at Tony Blair sætter sin prestige ind på at gennemføre væsentlige dele af rapportens anbefalinger.
Imidlertid overser rapporten tilsyneladende en helt afgørende forudsætning for, at tingene kan lykkes: Betydningen af stærke civilsamfund, der kan være kritiske med- og modspillere til de siddende regeringer og statsadministrationen.
Men i Afrika er stærke civilsamfund en udpræget mangelvare. Derfor er det er fatalt i forhold til at skabe en bæredygtig udvikling, at rapporten kun beskæftiger sig med civilsamfundet på én sølle side.
I Europa kom demokratiet ikke af sig selv. Først da bønderne sluttede sig sammen mod en feudal magtstruktur og siden hen arbejderne gjorde det samme i industrialiseringens barndom, fik vi en samfundsudvikling, hvor der blev en mere retfærdig udligning af samfundets goder.
Det er naivt at forestille sig, at det vil gå anderledes i Afrika, hvor der er stærke kulturelle traditioner for at tilgodese sin egen slægt og stamme.
Derfor er der behov for, at den danske regering tager fat i netop denne problemstilling, når de internationale forhandlinger om rapportens anbefalinger går i gang.
Der må lægges pres på for at fremme og understøtte samarbejdet med regeringsuafhængige NGOer og andre institutioner, der kan medvirke til at trække afgørende væk fra den al for velkendte ”sump” af korruption og dårlig regeringsførelse.
Desværre glimrer udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i sin første kommentar til rapporten ved temmelig ukritisk at slutte sig til rapportens anbefalinger og blot konstatere, at der ser ud til at være stort sammenfald med den nye danske Afrika-politik.
Når man i forvejen ved, at den netop lider af samme mangel på anerkendelse af civilsamfundets afgørende rolle for Afrikas udvikling, kan det selvfølgelig ikke komme som den store overraskelse. Men der er altså behov for nytænkning på området – også i den danske regering.
Det vil være dejligt, hvis Ulla Tørnæs ville bruge anledningen til at sætte sine første egenhændige fingeraftryk på dansk udviklingspolitik ved at bekymre sig langt mere om civilsamfundets rolle i den afrikanske virkelighed.
Kilde: www.ms.dk
