Mellemfolkeligt Samvirkes formand, Søren Hougaard, gør sig i et indlæg fredag i Kristeligt Dagblad til talsmand for, at “nye ideer og initiativer vil give mulighed for igen at gøre dansk udviklingsbistand til en folkesag”.
Af Søren Hougaard
MAN KAN diskutere, hvad det folkelige er. Der er jo nok forskel på, hvad det var i for eksempel 1946, og hvad det er i dag. Men vi skal til stadighed sikre, at det brede mellemfolkelige samarbejde har en plads i Danmarks u-landsbistand.
Der er en kedelig tendens til, at dem, der kan beskæftige sig med udviklingsbistand, kun er den elite, der beskæftiger sig professionelt med internationale udviklingsteorier.
Der er nu længere mellem skolelæreren og mureren som aktive udviklingsarbejdere i forhold til tidligere, da disse grupper ofte havde en positiv holdning til dansk udviklingspolitik, bl.a. fordi de kendte fagfæller der havde været ”ude” med Mellemfolkeligt Samvirke (MS).
Det er et problem, som jeg gerne vil gøre noget ved. Jeg mener, at MS med sin historiske rolle i dansk udviklingsbistand har et alvorligt ansvar for, hvilken opbakning, der skal være til udviklingsbistanden.
Den professionelle bistand er blevet stadig bedre gennem årene. Det gælder også den udviklingsbistand, MS står for.
Men vi skal passe på, at impact monitorering, inception reports, LFA-formater og hvad ved jeg ikke bliver så akademisk i formen, at kun de intellektuelle eliters NGOer i Syd og de professionelle u-landsfolk i Danmark kan forstå dette ”Erasmus Montanus” sprog.
Gennem de seneste år har vi ikke været gode nok til at forhindre denne akademisering. Den har efter min opfattelse sin andel i den vigende danske opbakning til udviklingsbistanden.
Ikke i holdninger, for her viser undersøgelser til stadighed, at der er stor opbakning til, at Danmark skal yde en stor indsats. Men i praksis. Forstået som andelen af ikke-akademikere, der vælger at bruge et par år i et udviklingsland og derefter returnerer til Danmark for at blive glimrende ambassadører for udviklingslandenes problemer i den offentlige debat. Og som oftest også vælger at støtte u-landene aktivt gennem græsrodsarbejde.
Vi skal ikke nødvendigvis skrue tiden tilbage, hvor antallet af udviklingsarbejdere – og danske rådgivere i det hele taget – var langt større og erhvervsfagligt bredere sammensat.
Nu ansætter vi jo også flere lokale udviklingsarbejdere, hvilket alt sammen er fornuftigt og velbegrundet ud fra den betragtning, at det jo handler om at opbygge lokal kapacitet. Men netop derfor skal den brede lokale forankring i Danmark sikres gennem andre instrumenter i udviklingsbistanden.
Det er værd at bemærke sig, at forsvarsforliget opererer med, at Danmark permanent skal have ca. 1.000 – hovedsageligt unge – danskere udstationeret i internationale operationer. Det er langt mere end det dobbelte af det antal danske udviklingsarbejdere, vi har udstationeret.
Dette betyder et helt andet billede af dem, der i fremtiden vil formidle oplysninger om u-landene.
I årtier har vi kunnet sige, at folkelig dansk erfaring med u-landsbistand har været præget af tusinder af danskere, der er kommet hjem med erfaringer som u-landsfrivillige og andet civilt u-landsarbejde. Nu vil flertallet komme hjem med erfaringer om, hvordan det er at være soldat i udlandet.
Det vil naturligvis præge alle diskussioner på arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og andre offentlige steder, at det er den viden – og ikke viden om civil u-landsbistand – folk kommer hjem med. Det kan nok ikke undgås, at dette betyder en militarisering af tænkningen.
Derfor er tiden efter min opfattelse kommet til, at vi tager nogle enkle initiativer for at sikre, at udviklingsbistanden bliver bedre folkeligt funderet i både Danmark og u-landene.
Jeg håber i den sammenhæng på, at der efter folketingsvalget skal føres realpolitik. Altså politik, hvor regering og opposition laver lovgivning, som kan samle et bredt flertal. Jeg har en fornemmelse af, at der blandt politikerne er konsensus i forhold til at give unge danske flere internationale kompetencer og også åbne op over for et øget internationalt samarbejde mellem ngo’ere og andre repræsentanter for civilsamfundene.
På baggrund heraf håber jeg, der kan findes bred politisk opbakning til følgende 2 forslag:
Forslag 1.
En aktiv indsats for, at alle unge på erhvervsuddannelser og videregående uddannelser får mulighed for at være et kvart, et halvt, eller et helt år i udlandet som en del af uddannelsen. Der skal gives merit og økonomisk støtte til dette ophold, der både kan have form af studier ved et universitet, en mellemlang uddannelse eller et relevant praktikophold i en virksomhed eller en organisation.
Gennemføres dette forslag, omfattende såvel ophold i industrilande som u-lande, vil det gavne de næste generationers internationale mellemfolkelige forståelse. Det vil skabe venskaber for Danmark over hele kloden. Og det vil give Danmark uvurderlige internationale kompe- tencer, som vil være utroligt værdifulde i forhold til de globale udfordringer, vort lille land står over for.
MS har med sine værdifulde erfaringer fra udvekslingsarbejdet og arbejdet i Syd gode forudsætninger for at være med til at føre et sådant initiativ ud i livet.
Forslag 2.
En fond, som kan støtte græsrodssamarbejder mellem lokale græsrødder i Danmark og u-landene samt de nye EU-nabolande.
Støtten skal for eksempel gives til små udviklingssamarbejder, som kan være alt fra udvekslingsrejser mellem unge landmænd i Kenya og landboungdom i Danmark, den lokale fagforening for buschauffører i Herning og ditto i Kiev, den lokale venskabsforening i Brande til en lokal kvindeorganisation i Tanzania samt den lokale fodboldklub i Vejen og den tilsvarende i Nairobi mv.
Støtten bør også kunne gives til såkaldte twinning-aftaler mellem 2 søsterorganisationer. Der skal kunne gives støtte til rejseomkostninger ved udvekslingsbesøg og til små projekter med opbygning af bistader, brønde, skoler og kursusvirksomhed. Det bør være muligt med en mangfoldighed af aktivitetsmuligheder.
Det vigtigste krav for at få støtte skal være, at der er et reelt lokalt frivilligt engagement i de udviklingssamarbejder, der støttes.
Der skal med dette program gives mulighed for igen at gøre dansk udviklingsbistand til en folkesag, og derfor skal fonden støtte andre formål end dem, der i dag støttes gennem Projektrådgivningen, hvor de mindre u-landsorganisationer i forvejen kan opnå støtte gennem den såkaldte minipulje. Denne fond skal sigte bredere og omfatte i princippet alle civilsamfundsorganisationer med mod og lyst til at gøre en indsats.
Der skal såmænd ikke så meget til. Da vi havde Demokratifonden, så vi et langt større lokalt engagement i internationalt udviklingssamarbejder, end tilfældet er i dag. Det er samme effekt jeg går efter med dette forslag om at oprette en ny fond målrettet projekter i udviklingslandene, slutter Søren Hougaqard sit indlæg.
Indlægget stod i Kristeligt Dagblad fredag den 15. april 2005.
