På mødet i U-landsrådet den 10. maj var Danidas udkast til handlingsplan for dansk støtte til u-landenes erhvervsudvikling med titlen, “Erhverv, vækst – udvikling”, på dagsordenen.
Udkastet til planen mangler imidlertid instrumenter, der sikrer, at øget vækst fører til en bedre fordelingspolitik, som igen sørger for, at de mindst privilegerede også får del i vækstfesten, skriver formanden for Mellemfolkeligt Samvirke, Søren Hougaard, i en skarp kommentar mandag på organisationens hjemmeside.
Han fortsætter:
HANDLINGSPLANEN, der skal udstikke linierne for Danmarks kommende indsats for erhvervsudvikling i udviklingslandene, er på mange områder et godt papir. Det beskriver hvad, der er nødvendigt for at gøre den samlede samfundskage i u-landene større, således at det – ifølge forfatterne – kan reducere fattigdommen i disse lande.
Det understreges i indledningen til papiret, at det drejer sig om ”en socialt- og miljømæssigt afbalanceret vækst for at bekæmpe fattigdom” og at ”gevinsterne ved handelsreformer dog ikke opstår automatisk”.
Men når man gennemlæser papiret i sin helhed, skal man lede med lup for at finde eksempler på instrumenter, der sikrer, at denne forøgede vækst fører til en bedre fordelingspolitik, som sørger for, at de mindst privilegerede i disse lande også får del i vækstfesten.
Al erfaring viser, at vort gamle udsagn “Når det regner på præsten, drypper det på degnen” ikke virker uden en besluttet og gennemført politik. En politik, der vel at mærke handler om, at væksten skal fordeles mellem de mennesker, der har været medvirkende til væksten.
Den eneste måde, hvorved man kan opnå en sådan fordelingspolitik, er gennem et stærkt og organiseret civilsamfund. Herunder en fagbevægelse, der kan stille krav til virksomheder og myndigheder om at få bedre vilkår og sikre sig at få del i væksten.
Betydningen af sådan en kraft er fraværende i handlingsplanen. Det er forbavsende og bekymrende, at Danmark, som et af de få lande i verden, hvor der bl.a. i kraft af et stærkt civilsamfund er opnået en rimelig grad af lighed, ikke fremhæver denne afgørende forudsætning. Det har ikke meget at gøre med at udnytte den erfaring, vi har i Danmark.
Vi skal selvfølgelig påvise og afhjælpe de barrierer, som er relevante for udviklingen af en stærk privat- og erhvervssektor i udviklingslandene. Men ligeså stærkt bør vi påvise de instrumenter, der skal til for at sikre, at den vækst, der formodentlig opstår, også kommer de bageste i disse samfund til gode.
Det gør man ikke ved alene – som en slags “pynt på lagkagen” – at drysse et afsnit om”Virksomhedernes etiske, sociale og miljømæssige ansvar” ud over det hele som afslutning på papiret. Det er et ansvar, der lægges op til, at de selv skal definere.
På engelsk hedder det Corporate Social Responsibility eller CSR. Forkortelsen er også blevet oversat til Corporate Self Regulation.
Det er simpelt hen ikke godt nok. Danmark må kunne gøre det bedre, slutter Søren Hougaard.
Kilde: www.ms.dk
