Af Søren Hougaard, formand for Mellemfolkeligt Samvirke
Over 95 procent af verdens flygtninge befinder sig i nærområder i og omkring flygtningenes oprindelseslande. Derfor giver det sig selv, at en løsning af flygtningeproblemerne i særlig grad må fokusere på nærområderne. Det er der ikke noget nyt i, og det internationale samfund har gennem mange år gjort en stor indsats i nærområderne.
Længe før den nuværende danske regering begyndte at interessere sig særligt for problemstillingen, har Danmark sammen med andre lande ydet støtte til flygtningelejre, genbosætningsprogrammer osv. Men hvordan hjælpes disse mennesker bedst?
Lad os starte med at se på et par eksempler fra Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde i marken.
Uganda
I Adjumani-distriktet i det nordlige Uganda, der er nærområde til Sudan, bor der 62.000 sudanesiske flygtninge, hvilket svarer til en tredjedel af samtlige indbyggere.
Uganda har en særlig aftale med FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, om, hvordan flygtningene bliver huset. Aftalen baserer sig på ”the self reliance strategy” – flygtningene skal altså klare sig selv.
Konkret bliver bestemte områder udpeget som flygtningebosættelser (settlements). I bosættelserne får hver familie et stykke jord, hvor de kan dyrke afgrøder til eget forbrug og salg.
De lokale myndigheder er ansvarlige for skoler og klinikker i forbindelse med bosættelserne, og ugandiske naboer kan bruge de samme skoler og klinikker. Ambitionen er, at flygtninge- bosættelserne skal være en del af lokalsamfundet.
The self reliance strategy er et forsøg på at skabe anderledes og mere værdige forhold for flygtninge i nærområder. Der er næppe tvivl om, at livet i en bosættelse er bedre end livet i en teltlejr, fordi det giver flygtningene bedre mulighed for at fortsætte et aktivt liv og tage erfaringer med herfra, når de vender hjem til deres eget land.
Men det er absolut ikke et attraktivt liv: mange flygtninge lever på udpint jord efter mange års intensiv dyrkning, der er tørkeproblemer og sikkerheden er påvirket af, at store dele af det nordlige Uganda terroriseres af oprørshæren Lords Resistance Army.
Nepal
I Nepal har maoistiske oprørere i mere end 8 år kæmpet mod hæren og den regering, som den nepalesiske konge udenom de parlamentariske spilleregler har indsat.
Voldelige kampe mellem parterne er hverdag mange steder i landet. Over 10.000 mennesker har mistet livet, siden konflikten startede i midten af 1990erne. Mindst 100.000-200.000 har måttet flygte fra deres hjemegne og hører nu ind under betegnelsen internt fordrevne flygtninge.
Hvorfor flygter de? Maoisterne kontrollerer en meget stor del af landet uden for de større byer – ca. 80 procent. I disse områder er velstillede jordbesiddere, lærere, politisk aktive, politifolk og andre offentligt ansatte umiddelbart udsat for maoisternes trusler og repressalier. Mange er derfor søgt væk i retning af de større byer og hovedstaden Kathmandu.
Men over tid er det de fattigere befolkningsgrupper, der er særlig hårdt ramt. Ugentligt er der avishistorier om, hvordan folk må forlade deres landsbyer. Især yngre mennesker, særligt mænd, er under pres.
Folk flygter for at undgå direkte kamphandlinger og overgreb, men også fordi konflikten blandt andet har medført, at mange skoler i lange perioder har måttet standse undervisningen. Virksomheder lukker, jobbene forsvinder og den lokale økonomi lider.
I mange områder er der nærmest ikke noget valg: enten må man tilslutte sig den maoistiske oprørsbevægelse – som et minimum ved at deltage i politiske møder, betale krigsskat og give husly og mad – eller også må man søge væk.
Vælger man omvendt at blive, er der stor risiko for at blive arresteret af regeringshæren. F.eks. hvis man har valgt at give mad og husly til maoisterne – uanset at dette måske er sket under tvang.
Frygten for modangreb og overgreb fra regeringshæren er forståelig: Amnesty International kunne i organisationens seneste årsrapport, der udkom i august 2004, melde, at den havde modtaget 378 sager om forsvundne folk – flere end de seneste tre år tilsammen. Mange af disse mennesker er sidst set i regeringshærens varetægt.
Falske og sande problemstillinger
”Hvor får vi mest for pengene – i Danmark eller i nærområderne? For flygtningene i Uganda og Nepal er dette en falsk og meningsløs problemstilling. Den relevante problemstilling er: ”Hvordan hjælpes vi bedst – ved at få støtte til det liv vi lever som flygtninge i nærområderne eller ved at løse problemerne i det land, vi er flygtet fra, så vi kan vende tilbage og leve et normalt liv”?
Både i Uganda og Nepal har flygtningene det meget vanskeligt. Uanset om de er anerkendte UNHCR-flygtninge eller ej, vil så godt som ingen af disse fattige mennesker nå frem til Danmarks grænser.
Når man modstiller det at hjælpe flygtninge i Danmark kontra nærområderne, giver svaret sig selv. Det er selvfølgelig meget dyrere at hjælpe flygtningene i Danmark med oprettelse af asylcentre og et stort og nødvendigt administrativt apparat, der drives ud fra et omkostningsniveau, som er mange gange større end i nærområderne i udviklingslandene.
Problemet er blot, at modstillingen på forhånd er irrelevant for 95 procent af verdens flygtninge.
Ud fra en snæver økonomisk betragtning kan man hurtigt erklære sig enig i, at det – isoleret set – er fornuftigt at prioritere flygtningeindsats i nærområderne kontra en indsats i Danmark.
Men sat ind i den politiske kontekst i virkeligheden, der som bekendt er al tings prøvelse, holder argumentationen ikke. Da giver den kun mening, hvis den ses i sammenhæng med en dansk flygtninge- og indvandrerdebat, hvor dagsordenen i disse år som bekendt er en helt anden, og hvor den yderste højrefløj ser det som et selvstændigt formål at begrænse tilstrømningen til Danmark mest muligt.
Uheldig kobling mellem bistand og asylpolitik
De flygtninge, der når frem til Danmark, er for flertallets vedkommende mere ressourcestærke end de millioner, der henslæber en kummerlig tilværelse i nærområderne.
Det er klart, at det ikke er problemfrit at integrere flygtninge her i landet, men de kommer i så begrænset antal – i 2003 blot 2.767 spontane asylansøgere – at opgaven burde være overkommelig.
Og de er som gennemsnits-betragtning så stærke, at de forudsat en ordentlig integration kan tilføre Danmark værdifuld arbejdskraft og viden om fremmede kulturer. Noget, der både kan berige vores tilværelse og gøre nytte i erhvervslivets eksportfremstød i en stadig mere globaliseret verden med gensidig afhængighed.
Men mens den danske regering foretager en uheldig kobling mellem dansk asylpolitik og nærområdeindsatser, er der omvendt god grund til, at Bertel Haarder rejser en bredere debat om en mere effektiv international flygtningeindsats.
Anerkendte UNHCR-flygtninge kan søge mod lejre med de mest basale fornødenheder, er beskyttede af internationale konventioner og omfattet af international økonomisk hjælp, der forsøger at bedre disse menneskers vilkår. Lejrflygtningene er imidlertid blot en blandt flere andre udsatte grupper.
Internt fordrevne flygtninge nyder ikke samme beskyttelse. ”At være internt fordreven flygtning i Nepal er næsten det samme som at være usynlig” konkluderer en rapport fra september 2004, udgivet af Norsk Flygtningeråd. Det samme gælder i vidt omfang i det nordlige Uganda.
Tilsvarende er der mange flygtninge, som er søgt til nabolandet for at undgå forfølgelse og krig, men som aldrig bliver registreret og anerkendt som flygtninge og derfor kun vanskeligt kan få andel i den internationale hjælp. Og endelig påvirkes lokalsamfund i grænseområderne voldsomt af store flygtningestrømme.
Ofte er disse “nærområder” blandt de fattigste dele af landet og langt fra indflydelse og ressourcer. Det gælder i det nordlige Kenya med flygtninge fra Sudan og Somalia, i det vestlige Zambia med flygtninge fra Angola og i det vestlige Tanzania med flygtninge fra Burundi og Congo.
Faktisk iværksatte den danske regering før Bertel Haarders tiltræden som udviklingsminister de første spæde tiltag på dette område. Der er derfor grund til at minde om, at nærområdeindsatsen er en del af Danmarks samlede udviklingsindsats. Her skal der ikke bedrives asylpolitik med det formål at begrænse antallet af asylansøgere mest muligt.
I nærområdeindsatsen skal fattige mennesker i fokus – folk der er på flugt fra krig og forfølgelse. Mennesker der søger beskyttelse og tryghed for dem selv og deres nærmeste uden “skumle bagtanker” om en fremtid i Danmark.
Ønsker man at hjælpe verdens flygtninge i nærområderne bedre, sker det ikke ved at markedsføre falske problemstillinger, der bortleder opmærksomheden fra det, som er realistisk for de 95 pct. af verdens flygtninge, der lever i nærområderne.
Nemlig: ”Hvordan får jeg en tålelig tilværelse her og nu, og hvornår kan jeg se frem til, at forholdene i mit hjemland eller på min hjemegn er så stabile, at jeg kan vende tilbage”?
2 svar
Svarene på disse spørgsmål er delt i 2.
For det første skal man på kort sigt sørge for, at de mest basale behov kan dækkes, så der er sikre omgivelser, fravær af sult og adgang til sygdomsbehandling og grundlæggende undervisning i nærområderne.
Derudover er det vigtigt, at flygtningene bevidstgøres om betydningen af demokrati og aktiv deltagelse i samfundslivet, når de en gang vender tilbage til oprindelseslandet.
En demokratisk samfundsudvikling med krav til magthaverne om overholdelse af menneskerettigheder, demokratiske spilleregler, kvinders ligestilling og frie medier gemmer nemlig på en af nøglerne til, at forholdene i u-landene bliver stabile.
Og stabilitet fremmer vækst, som er livsnødvendig for at komme ud af den dødsspiral, som i øjeblikket desværre kendetegner mange af verdens fattigste områder. I både det nordlige Uganda og i Nepal har politisk undertrykkelse og marginalisering været en vigtig forklaring på, at konflikterne er eskaleret.
For det andet skal den rige verden øge den langsigtede udviklingshjælp, der kan afhjælpe fattigdom. Kampen om ressourcer er den mest grundlæggende årsag til, at verden i dag har så mange flygtninge. Før vi får løst fattigdomsproblemet, får vi ikke løst flygtningeproblemet. Så enkelt er det. Også i Uganda og Nepal.
Konkret handler langsigtet bistand om at hjælpe over et bredt felt med udbygning af udviklingslandenes infrastruktur, bedre uddannelse, udbygning af sundhedsvæsenet m.v.
Men lige så vigtigt er det, at de rige lande åbner deres markeder for u-landenes produkter, som er deres adgangsbillet til selvforstærkende vækst og gradvis integration i verdensøkonomien. De igangværende forhandlinger i WTO-regi ser heldigvis ud til at rumme visse muligheder herfor.
Men hverken i Uganda eller Nepal vil en generel liberalisering i sig selv komme fattige i landområderne til gode. Det kræver jordreformer, kreditadgang, og støtte til markedsføring.
Utroværdige prioriteringer
Sammenfattende kan man sige, at 3 faktorer spiller en afgørende rolle ved forebyggelse af kriser, der leder til flygtningeproblemer:
1.
En demokratisk udvikling i flygtningenes hjemlande, som kan danne baggrund for politisk stabilitet.
2.
En langsigtet fattigdomsorienteret bistand, der skaber samfundsmæssige forudsætninger for en dynamisk udvikling.
3.
Markedsadgang for produkter fra u-landene. Sammen med relativt restriktive aftaler for import af industriprodukter fra den rige verden, der tillader udviklingslandene at få gang i deres egen industri, kan dette udløse en positiv vækstspiral som den, der er foregået i de asiatiske ”tigerøkonomier”. Disse lande har over en årrække forladt deres status som deciderede udviklingslande og har forbedret deres levevilkår dramatisk.
Alle 3 faktorer hænger sammen med, at de rige lande engagerer sig i udviklingen i u-landene. Foreløbig kniber det generelt med at få hovedparten af de rige lande til at yde de 0,7 pct. af BNI, som de ellers gennem FN har forpligtet sig til.
Desuden kniber det med at holde fast i fattigdomsorienteringen. I øjeblikket er det mere moderne at interessere sig for terrorbekæmpelse uden at lade sig distrahere af, hvad der er den egentlige baggrund for terrorismens opståen.
På den baggrund klinger det hult, når der siges, at man vil hjælpe flygtninge i nærområderne 100 gange så effektivt som i Danmark.
Den danske regering har nemlig siden 2001 forringet den danske del af den fattigdomsorienterede bistand med cirka en tredjedel og dermed forsømt at fokusere på det, der ”rykker” mest i forhold til flygtningene i nærområderne: langsigtet fattigdomsorienteret bistand i oprindelseslandet.
Regeringen har så at sige brugt bistandsrammen på Finansloven som kassekredit til at finansiere nye initiativer som hjælp til flygtninge i nærområder og terrorbekæmpelse i udvalgte lande.
Det er ikke troværdigt. Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Den dag vi formår at få hævet den fattigdomsorienterede del af bistandsrammen, samtidig med at bruge flere penge på flygtninge i nærområder, begynder det at ligne noget. Ikke før.
