MS-svar på evaluering (2): Kritik af undervisningsmaterialer retter bager for smed

Redaktionen

Pressemateriale fra Mellemfolkeligt Samvirke:

Kritikken af undervisningsmaterialerne ”retter bager for smed”

MS finder brugbare anvisninger i evalueringen af organisationens undervisningsmaterialer målrettet Folkeskolen og gymnasiet. Men hovedindtrykket er, at kritikken har forkert adresse.

MS er i fuld gang med at implementere evalueringens anbefalinger om mere fokuseret materiale, herunder større satsning på fagorienteret undervisning i Folkeskolen, emneorienterede materialer til ungdomsuddannelserne samt IT-baseret undervisning.

På sidstnævnte område bedømmes vores materiale af andre til at være helt i top. F.eks. fik undervisningsspillet ”Global Island” i foråret 2003 Guldkornprisen i reklamebranchens prestigefyldte prisuddeling.

En stor del af de evaluerede undervisningsmaterialer fra MS er desværre blevet bedømt ud fra de nye målsætninger i de allerseneste reformer i Folkeskolen og gymnasiet. Uanset at materialerne er produceret ud fra målsætningerne i Folkeskoleloven af 1993, der bl.a. understregede tværfaglighed, projektarbejde og en international dimension i undervisningen.

På den måde er forudsætningerne for at få en konstruktiv dialog om værdien af evalueringen ikke gode nok, og det beklager MS.

Hensigtserklæring uden konsekvens

Vi er glade for, at MS generelt anerkendes for at producere undervisningsmaterialer af høj kvalitet.

Men når der til dels stilles spørgsmålstegn ved relevansen af materialerne, mener vi, at kritikken bør rettes mod de ansvarlige for uddannelsen af børn og unge. For det er dem, der har ansvar for at Folkeskoleloven af 1993 ikke har opfyldt sine mål om at implementere en ”international dimension”.

Et forhold, der selvfølgelig er en væsentlig forudsætning for at inddrage og udnytte de mange MS-materialer om globalisering og udviklingsspørgsmål.

Evalueringsrapporten er selv opmærksom på, at målene ikke er opfyldt, bl.a. fordi kontoen til indkøb af undervisningsmaterialer er blevet kraftigt beskåret – fra 6 procent af undervisningsbudgetterne i slutningen af 1980erne til kun 2 pct. omkring årtusindeskiftet ifølge Brancheforeningen for Undervisningsmidler.

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) forholder sig i en rapport fra efteråret 2003 også særdeles kritisk til problemstillingen. EVA fremhæver, at Folkeskoleloven fra 1993 ikke har formuleret præcise mål vedrørende ”den internationale dimension”, men blot en upræcis hensigtserklæring uden konsekvens for læseplanerne i de enkelte fag.

Resultatet har været, at kun få kommuner har haft en international dimension som erklæret indsatsområde. På de enkelte skoler har implementeringen været overladt til ildsjæle; uden sikkerhed for gennemslagskraft og kontinuitet i undervisningen.

Håndfaste mål er et ”must”

MS mener, at dette ikke er godt nok. I dag er der en almen erkendelse af, at det er uomgængeligt at udvikle børn og unges kompetencer ved at arbejde i teams og begå sig i et internationalt miljø.

Derfor må der anderledes håndfaste mål til at teste viden, færdigheder og erfaring i relation hertil. Dette ansvar skal stadig løftes af Undervisningsministeriet og skolerne ud fra det nye lovgrundlag for Folkeskolen og gymnasiet.

MS er parat til at bistå med rådgivning og kvalitativt undervisningsmateriale, der har stor relevans for denne proces.

Yderligere oplysninger:
Niels Elbæk, Chef for Oplysningsafdelingen, mobil 21 27 68 77.