Med udgangen af 2007 trækker Mellemfolkeligt Samvirke sig ud af Afghanistan efter at have virket i det centralasiatiske land i over et kvart århundrede.
MS har sammen med Dansk Flygtningehjælp og ASF Dansk Folkehjælp deltaget i flygtninge- og udviklingsarbejde siden 1984 gennem bistandskonsortiet DACAAR.
Årsagen til stoppet er, at “programmets karakter ligger for langt fra vore prioriteter med lokaldemokrati og styrkelse af civilsamfundet”, hedder det i begrundelsen i MS-årsberetningen for 2006.
Årsberetningen fremlægges på Mellemfolkeligt Samvirkes årsmøde og generalforsamling i den kommende weekend.
VK-regeringen og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har sat et større bistandsprogram i gang i Afghanistan, som imidlertid lider under de ringe sikkerhedsforhold og NGOernes tilbageholdenhed med at virke i samklang med de udsendte vestlige militærstyrker, herunder de danske.
Læs mere på www.ms.dk