Fra nytår 2008 trak Mellemfolkeligt Samvirke sig ud af samarbejdet i DACAAR, Danish Committee for Aid to Afghan Refugees – efter at have været med siden starten i 1984.
Af Peter Bischoff
informationsmedarbejder i Mellemfolkeligt Samvirke
For 23 år siden begyndte Mellemfolkeligt Samvirke at engagere sig i, hvad der startede som et mindre syprojekt for afghanske flygtningekvinder i Pakistan og siden voksede til et omfattende udviklingsprojekt i selve Afghanistan.
Projektet blev organiseret som et konsortium af 3 medlemsorganisationer under Dansk Flygtningehjælp med en særlig bestyrelse, som Mellemfolkeligt Samvirke gennem alle årene har deltaget i sammen med først ASF Dansk Folkehjælp og Caritas – og senere Dansk Flygtningehjælp som direkte medlem i stedet for Caritas.
Desuden har Mellemfolkeligt Samvirke rekrutteret mindst 16 udviklingsarbejdere til projektet – i starten til sy- og vandprojekterne i Peshawar, i de senere år som informationsrådgivere.
Projektet blev til på et tidspunkt, da MS havde mange forskellige aktiviteter og også placerede udviklingsarbejdere andre steder end i sine ”egne” landeprogrammer.
Hanne Graulund, der sad i styringsgruppen, skrev i begyndelsen af 1987 i MS-avisen: ”Hele DACAAR-projektet er et eksempel på et ønske om at afprøve et operativt samarbejde mellem nogle af Flygtningehjælpens medlemsorganisationer. Et samarbejde, der startede med et mindre kvindeprojekt, som blev en succes og trak nye opgaver med sig.”
Det indkomstskabende syprojekt svarede til Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde andre steder, og det gælder også DACAARs første vandprojekter, hvor flygtninge fik færdigheder, de senere kunne bruge, når de vendte hjem.
Men de store ingeniørprægede infrastrukturprojekter, som DACAAR kom til at stå for, var mere atypiske, og de udviklede sig, mens Mellemfolkeligt Samvirke selv skærpede sin profil til at satse mere og mere på udvikling af de menneskelige ressourcer – kapacitetsopbygning – i samarbejde med lokale partnerorganisationer.
Disse forskelle skabte debat om deltagelsen i DACAAR. Diskussionen dukkede op flere gange i 1990erne, og hver gang stod valget mellem at trække sig ud eller at prøve at præge projektet stærkere med Mellemfolkeligt Samvirkes syn på udviklingsarbejde.
Man valgte at fortsætte, fordi det var en stor udfordring, at DACAAR var ved at omstille sig fra nødhjælp til langsigtet udviklingsarbejde. Diskussionen dukkede op igen i 2004, hvor man dog først ville afvente en planlagt evaluering, og i starten af 2005 trængte en ny vigtig diskussion sig på: samarbejdet med de militære styrker.
Det militære samarbejde
Med baggrund i forsvarsforliget fra 2004, der lægger op til ”samtænkning” af de civile og militære indsatser, ønskede – og ønsker – Danida, at DACAAR skal gå mere ”proaktivt” ind i et samarbejde i Afghanistan, hvor der er danske tropper.
Hvor nødhjælpsorganisationerne har erfaring med at arbejde i katastrofeområder med militær tilstedeværelse, var det for Mellemfolkeligt Samvirke som langsigtet udviklingsorganisation en vigtig ny principiel debat.
MS var villig til at definere principper for sameksistens og arbejdsdeling med de militære enheder, men også bekymret for problemerne heri, og i første omgang afviste den politiske ledelse i marts 2005 et sådan samarbejde, fordi man fandt rollefordelingen uklar og af bekymring for, ”at NGOer bliver entreprenører for regeringens gradvise militarisering af udviklingspolitikken”.
Men efter en debat i DACAAR og bestyrelsen lykkedes det at udarbejde retningslinjer, som også Mellemfolkeligt Samvirke tilsluttede sig
Endelig beslutning om udfasning
Selv om det lykkedes at skabe fælles retningslinjer på dette vigtige område, besluttede Mellemfolkeligt Samvirke dog året efter at trække sig ud af DACAAR med virkning fra udgangen af 2007.
Årsagen er, at det efter foreningens mening går for trægt med at omstille DACAARs arbejde med stor vægt på at udføre store infrastrukturopgaver til at blive en langsigtet udviklingsorganisation med tilstrækkelig fokus på kapacitetsopbygning og fortalervirksomhed.
Trods positive udviklinger ligger DACAARs 3 hovedaktiviteter – vandprogrammet, et ret traditionelt landbrugsprogram delvist i samarbejde med regeringen og et nyt indkomstskabende program med mikrokreditter – stadig for langt fra Mellemfolkeligt Samvirkes ønske om at styrke et kritisk civilsamfund og tage fat om de strukturelle årsager til fattigdom sammen med lokale partnerorganisationer og med en stærkere vægt på kønspolitik.
Det er ikke lykkedes at komme igennem med denne tilgang, og landets ustabile situation vanskeliggør denne måde at arbejde på. Samtidig blev DACAAR aldrig en integreret del af Mellemfolkeligt Samvirkes egen programudvikling, og det har gjort det svært at bruge erfaringerne i det øvrige arbejde.
– Samarbejdet om DACAAR har givet Mellemfolkeligt Samvirke mange værdifulde erfaringer med en meget nødvendig indsats for Afghanistans fattige, siger MS-generalsekretær Frans Mikael Jansen og uddyber:
– Men DACAAR-projektet ligger i dag for langt fra de former for udviklingsbistand, vi står for og er gode til, og som vi søger at fokusere alt vores arbejde på. Derfor er det tid til at trække os ud med en stor tak for det lange samarbejde gennem 23 år.
DACAARs principper for samarbejde med militæret
Med forsvarsforliget fra 2004 lagde VK-regeringen op til en ”samtænkning” af de civile og militære indsatser bl.a. i Afghanistan, hvor både danske tropper og DACAAR er aktive. Det førte til, at organisationerne bag DACAAR i juni 2005 vedtog retningslinjer for, hvad man kan gå med til.
Baggrunden er, at de amerikanske styrker i 2002 begyndte at oprette ”PRT’er”, Provincial Reconstruction Teams – små militære enheder, der arbejder sammen med lokale for at skabe øget sikkerhed, men også om humanitære udviklingsopgaver. Der er siden oprettet PRTer under NATO-kommando med en tendens til større adskillelse af de civile og militære opgaver.
I en pressemeddelelse om DACAARs princippapir hedder det, at PRTernes deltagelse i udviklingsarbejde har skabt debat om udviskningen af skellet mellem de civile og militære aktiviteter, og at der er brug for en klar politik for forholdet til PRTerne.
DACAARs daværende direktør Gorm Pedersen siger, at det er en kendsgerning, at sammenblandingen af de civile og militære aktiviteter skader NGOernes upartiskhed og gør det sværere for folk at skelne mellem de humanitære og militære aktører. Men PRTerne vil fortsætte med at operere i Afghanistan i en årrække, og derfor er det vigtigt, at NGO’er og PRTer bliver enige om en vis grad af sameksistens.
Princippapiret slår fast, at DACAAR accepterer og støtter NATOs og PRTernes tilstedeværelse som en støtte til den afghanske regering og for at skabe sikkerhed i landet. Samtidig opridses fire typer mulige relationer mellem NGO’er og PRTer:
1) sameksistens uden direkte relationer,
2) sameksistens med udveksling af informationer,
3) samarbejde om aftalte aktiviteter udført separat og
4) direkte fællesprojekter.
Papiret slår fast, at DACAAR accepterer sameksistens med udveksling af informationer om sikkerhed, genopbygning og udvikling, men at DACAAR hverken vil samarbejde om aktiviteter eller indgå i fælles projekter, og at DACAAR i internationale fora og netværk vil tale imod PRTers deltagelse i humanitære opgaver og for en klar adskillelse af de civile og militære aktiviteter.
Mellemfolkeligt Samvirke tiltrådte i juni 2005 disse principper, men præciserede, at informationer ikke må forstås som egentlige efterretningsoplysninger. Diskussionen er stadig aktuel. I maj 2007 ønskede regeringen, at danske NGOer skulle deltage i genopbygning i Helmand-provinsen, hvor danske tropper kæmper. Og ideen om ”samtænkning” af civile og militære indsatser indgår i regeringsgrundlaget for det nye VK-kabinet efter valget den 13. november.
Kilde: Magasinet Indflydelse nr. 4/2007
