MS vil sikre sin fremtid i større internationalt netværk

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Mellemfolkeligt Samvirkes bestyrelse ser på mulighederne i at tilslutte sig det nye internationale “Action Aid” netværk, der er under opbygning i disse år med forankring i de fattigste lande.

Det handler om at sikre foreningen en fremtid på længere sigt, siger Søren Hougaard i et interview, der bringes i det seneste nummer af “Magasinet Indflydelse” (nr. 2. 2007).

Af Peter Bischoff
Informationsmedarbejder i MS

1. juni besluttede Mellemfolkeligt Samvirkes bestyrelse at foreslå generalforsamlingen at indlede realitetsundersøgelser af muligheder og risici ved at tilslutte sig Action Aid netværket. Vi bad MS-formand Søren Hougaard om at uddybe disse overvejelser.

Hvad er baggrunden for forslaget?

– Jeg vil starte med at understrege, at det er en åben undersøgelse, hvor beslutningen ikke er truffet på forhånd. Men bestyrelsen foreslår det selvfølgelig, fordi vi tror på, at det rummer spændende nye og vigtige muligheder for foreningens fremtid. Vi har spurgt os selv, om vi kan organisere os på en anden måde, hvor vi sammen med partnere i syd skaber et globalt fællesskab, der både gør os stærkere og stiller alle mere lige.

– Baggrunden er, at verden omkring os forandrer sig, og vores handlefrihed er betinget af, at vi følger med. I nogle år har vi haltet efter udviklingen og det må ikke ske igen. Globaliseringen betyder, at beslutninger flytter fra det nationale til det overnationale niveau – samtidig med at det lokale niveau er vigtigt. Og som civilsamfund bliver vi nødt til at følge med, så vi kan forbinde en stærk global indsats med det lokale arbejde. På den globale scene er MS en alt for lille spiller.

– Samtidig ser vi, at civilsamfundet i Syd er blevet meget stærkere og kan en masse selv. Det er naturligt at spørge os selv, hvor længe vi skal have selvstændige kontorer i syd, som arbejder parallelt med dygtige nationale organisationer. Der kommer et tidspunkt, hvor det er lykkedes at opbygge stærke organisationer i civilsamfundet, og vi ikke længere er nødvendige på den samme måde. Det er naturligt, at roller og samarbejdsformer udvikler sig og finder nye veje.

Hvad kan et internationalt netværk byde på her?

– Det vil styrke vores lobby- og informationsarbejde. På områder som politik og fundraising vil det give os langt større energi, fordi der sidder så mange andre og arbejder med de samme spørgsmål. Vi får adgang til information og langt større analytisk kapacitet.

– Til et netværk med over 100 politikmedarbejdere, hvor de fleste sidder i Syd, men hvor der også sidder folk i beslutningscentre som Washington og Bruxelles. Og til et energisk hold af programmedarbejdere, der kan øge den professionelle kvalitet af vores arbejde og gøre det mere effektivt.

Hvorfor netop Action Aid?

– Det handler om at placere MS i fremtidens verden. Action Aid er et netværk under opbygning, som vi kan være med til at skabe. De ligner os politisk og arbejder med partnerskaber som os. De er startet som en engelsk velgørenhedsorganisation med fadderskaber – og det er stadig en del af deres profil udadtil – men de er siden landet på en mere politisk tilgang, der ligner vores.

– De har kontorer i 30-40 lande, og lige nu er de i gang med en proces, hvor disse kontorer sættes fri som selvstændige organisationer i syd.

– Vi har undersøgt andre – f.eks. Oxfam-familien, som også ligner os politisk. Men Action Aid ønsker at udvide deres medlemsbase i Europa og de er meget interesserede i at få os som medlem – samtidig med at de skaber de autonome NGOer i Syd, som vil blive lige medlemmer af netværket.

– Processen er åben og interessant nu, fordi den lige er startet, og meget lidt har fundet sin endelige form. Det giver os mulighed for indflydelse, og her har vi en masse at tilbyde – især med vores demokratifokus.

– Med dette fokus vil vi blive en stærk partner, der kan noget særligt – og en af de relativt store. I øjeblikket står Action Aid UK og Action Aid Italy for 70 pct. af det samlede internationale budget. Vi vil blive den tredjestørste i netværket, dvs. vi vil stå bedre end i Oxfam. I Oxfam vil vi forsvinde. I Action Aid er vi store nok til at kunne spille med.

– Det virkeligt spændende er deres store vægt på Syd. Det ligger i virkeligheden i forlængelse af den bistandsreform, som vi selv indledte i begyndelsen af 90erne, og hvor vi nu i 15 år har arbejdet med partnerskaber i syd.

– Vi har selv haft debatten om at lægge magt i Syd. Action Aid har vendt det om, så der ikke længere er det ulige donor-modtager-forhold. De har endda flyttet deres hovedkvarter til Sydafrika. Alt det giver en større troværdighed, end hvis man blot taler på vegne af de fattige i Syd.

Hvad betyder det for MS som medlemsorganisation?

– For bestyrelsen har det været afgørende, at MS kan beholde sit navn og brand i Danmark – og det kan vi. Der røres ikke ved medlemsorganisationen MS. Det er også en forudsætning, at vi kan beholde et program med udviklingsarbejdere og bevare vores fokus på demokrati.

– Det er nogle af de ting, vi skal forhandle med netværket. Holdningen i Action Aid er positiv, og bestyrelsen har sagt, at disse krav er ultimative.

– Hvis generalforsamlingen bakker op om at undersøge mulighederne, starter vi en grundigere debat om fordele og ulemper og nærmer os en afklaring af, hvad det konkret vil betyde for især vores programarbejde i syd. Det første år vil være en ”tillidsskabende” proces, hvor vi undersøger, hvordan det fungerer i praksis.

– Næste fase starter, når og hvis vi engang i 2008 formelt beslutter at blive en associeret del af netværket. Herfra vil der så blive udarbejdet en konkret plan for, hvad der skal ske. Vore landekontorer vil blive lagt sammen med de nationale Action Aid-afdelinger – nogle steder med udgangspunkt i MS-kontoret – og det vil nok tage 2-3 år fra den formelle beslutning, hvor vi stadig har fortrydelsesret.

– Herefter er vi fuldgyldigt medlem af netværket med en plads i den internationale bestyrelse, men vi kan som selvstændig organisation altid vælge at forlade netværket.

– Vore landeprogrammer i øjeblikket er i gang med at udvikle nye landestrategier ud fra foreningens fokus på lokalt demokrati, jordrettigheder, anti-korruption og fair trade. Denne proces ændres ikke af, at vi tilslutter os netværket. De programmer, som nu er under udvikling, vil fortsætte, selv om administrationen af dem måske ændres.

Er det en overlevelsesmanøvre?

– Det er klart, at konkurrencen mellem organisationerne er blevet hårdere med en tendens til at søge tilslutning til internationale netværk. Folkekirkens Nødhjælp, Røde Kors og Care Danmark er dele af internationale netværk. Red Barnet er kommet med i Save The Children, og Ibis har sluttet sig til Alliance 2015. Så det er ikke noget nyt.

– Men jeg vil hellere vende det positivt. Med vores medlemsfremgang, vores vellykkede landsindsamling, systematiske proces med at omstille programmerne i syd og opbygge kernekompetencer inden for nogle få temaer og et rejseprogram i ekspansiv udvikling har vi et stærkt udgangspunkt for at gå aktivt ind i et internationalt netværk.

– Som en repræsentant for Action Aid sagde for nylig, betragter de MS som en stor mulighed for netværket. Vi kommer bestemt ikke krybende, og vi skal kun gøre det, hvis vi kan se, at det kan styrke vores arbejde og målsætninger. Det mener bestyrelsen, at der er gode muligheder for.

– Vi er ikke inde i en overlevelseskamp, men hvis vi skal have et stærkt MS også om 15 år, må vi være klar til at tage nogle visionære og langsigtede beslutninger nu. Derfor vil jeg opfordre alle medlemmer til at møde op og diskutere det på generalforsamlingen i september, slutter Søren Hougaard.