MSF: Humanitære kriser taber til fladskærme – Kommentar: Hov, hvor er u-landsnyt?

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Der er hård kamp om mediernes opmærksomhed og en humanitær krise i et fjernt land står svagt over for et konkret forbrugeremne, når der skal laves aviser.

I 2009 har der været 18 gange flere artikler om fladskærme end om den humanitære krise i Sri Lanka, fremgår det af en undersøgelse Infomedias analyseafdeling har lavet for Læger uden Grænser (MSF).

Den internationale medicinske nødhjælpsorganisation udgiver hvert år en liste over årets værste humanitære kriser, som de er oplevet af organisationens læger og sygeplejersker, der arbejder i knapt 70 lande verden over, fremgår det videre af mandagens pressemelding fra MSF Danmark.

– Som medicinsk nødhjælpsorganisation kan vi ikke umiddelbart gøre noget ved årsagerne til de kriser vi oplever. Men vi tror på, at det nytter at fortælle om de humanitære kriser, som vi er vidner til. Jo mere offentligheden ved om kriserne, jo større er chancen for at beslutningstagerne presses til at forsøge at løse problemerne, siger Jesper H.L. Jørgensen, formand for Læger uden Grænser i Danmark.

De værste humani-tære kriser i 2009 (ikke prioriteret rækkefølge):

Sudan
Pakistan
Sri Lanka
Yemen
Afghanistan
DR Congo
Somalia
Underernæring
Oversete sygdomme
Aids

Der er mange gengangere på årets liste over kriser og katastrofer. Det gælder f.eks. DR Congo og Somalia. Men Yemen optræder for første gang. I 2009 har krigen mellem regeringsstyrkerne og oprørere i den nordlige del af landet på Den arabiske Halvø medført drab på civile og hundredetusinder har måttet flygte.

Listen er i år præget af 3 tendenser:
1) At nødhjælpen møder direkte forhindringer,
2) at respekten for humanitært arbejde svinder og
3) at Vesten forsømmer sine forpligtelser i forhold til at sørge for at også syge i u-landene har adgang til medicin.

– Vi har oplevet regeringer, som har forhindret deres egen befolkning i at modtage livsvigtig hjælp. Det gælder i Sri Lanka, Pakistan og i Sudan, hvor humanitære organisationer blev udvist af Darfur, siger Jesper H.L. Jørgensen og fortsætter:

– Respekten for civiles sikkerhed og neutral humanitær hjælp svækkes. Det har vi set eksempler på i Yemen, Afghanistan, Pakistan, DR Congo og i Somalia, hvor nødhjælpsarbejdere udsættes for angreb.

Mennesker, som lider af alvorlige men i det store og hele ignorerede sygdomme, blev også 2009 forsømt af det internationale samfund. Patienter med hiv/aids oplevede, at deres muligheder for at modtage livsforlængende medicinsk behandling blev yderligere begrænset.

Nogle af de humanitære kriser på Læger uden Grænsers årlige liste har i løbet af året været veldokumenterede i de danske medier – andre katastrofer er foregået stort set uden mediernes bevågenhed.

Ifølge en undersøgelse Infomedias analyseafdeling har foretaget for Læger uden Grænser har der i 2009 tilsammen været 367 artikler i de landsdækkende og regionale dagblade om aids, malaria, tuberkulose og sovesyge. Ikke nok til at slå antallet af artikler om SP-pengene, som der har været 525 af.

Den humanitære situation i Sri Lanka, som optræder på Læger uden Grænsers liste over årets humanitære kriser, har været behandlet i 567 artikler, mens aviserne skrev 18 gange flere artikler om fladskærme.

– Der forekommer ikke at være nogen sammenhæng mellem en katastrofes omfang og pressens dækning af den. Vores undersøgelse viser, at det, der erstatter udenlandske katastrofehistorier, ofte ikke er nyheder, der bygger på væsentlighed eller aktualitet, men er underholdningsstof eller forbrugerstof, anfører Niels W. Christiansen, analysechef i Infomedia.

Se uddybende tekster om de forskellige lande/emner på Top-ti listen på www.msf.dk

Yderligere oplysninger hos Maria Dohn, kommunikationschef i
Læger uden Grænser (MSF), Kristianiagade 8, 2100 Kbn Ø
Tlf: 39 77 56 06, mobil 29 70 29 79, e-mail: [email protected] og www.msf.dk

KOMMENTAR

Hov – hvor er u-landsnyt?

Af Jesper Søe
Journalist

Det må undre såre, at en efterhånden 6 år gammel nyhedstjeneste på internettet som u-landsnyt.dk totalt er undgået Læger uden Grænsers opmærksomhed, da kommissoriet for denne undersøgelse blev lagt.

U-landsnyt har ikke blot et stadigt stigende antal læsere, men udsender også et ugentligt nyhedsbrev til nu henved 6.000 modtagere. Tjenesten tilbyder globalt interesserede danskere nyheder og indsigt om netop de emner, som Læger uden Grænser efterlyser. Og søger meget aktivt at udfylde denne opgave dag ud og dag ind – hvad enhver kan forsikre sig om ved at gå ind på tjenesten.

Det er derfor hverken et fuldstændigt eller retvisende billede af det samlede tilbud til danskerne, som denne undersøgelse giver. Men det har MSF åbenbart ikke opdaget eller valgt at se bort fra. Hvilket i grunden ikke blot er uforståeligt men temmeligt nedslående.

Også fordi u-landsnyts tal formentlig på afgørende vis ville have sat de andre mediers (manglende) dækning i relief og samtidig påvist, at det KAN lade sig gøre at give danskerne et tilbud om ordentlig og løbende dækning af forholdene i Den 3. Verden og dansk og international bistand dertil.

Og at der er læsere til et sådant tilbud. Hvilket u-landsnyts stadigt stigende antal besøgende kun alt for vel understreger.

Kommentaren er stillet til rådighed for u-landsnyt af forfatteren.