MSF: Indisk dom beskytter fattiges adgang til livsvigtig medicin

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Indiens High Court har fastslået, at landet fortsat skal have frihed til at producere billig medicin.

Det er en klar sejr for de syge i den fattige verden, erklærer den internationale humanitære organisation, Læger uden Grænser (MSF), i en presseudtalelse mandag.

Afgørelsen er resultatet af et sagsanlæg fra den schweiziske medicinal-gigant, Novartis, som ønskede en strengere patentbeskyttelse i Indien, men som altså tabte sagen. Havde Novartis vundet, kunne mange livsvigtige medikamenter være blevet dyrere i den fattige verden.

– Kendelsen er en lettelse for millioner af patienter i udviklingslandene, som er afhængige af medicin fra Indien, siger Tido von Schoen-Angerer, der leder MSFs Kampagne for Adgang til Livsvigtig Medicin.

Novartis lagde sag an mod den indiske regerings patentlov, fordi virksomheden ønskede, det skulle være nemmere at patentere medicin, end loven gav mulighed for. Men Novartis krav er altså blevet afvist af den indiske High Court.

Det var for at leve op til WTOs regler, at Indien i 2005 overhovedet åbnede mulighed for at tildele patenter til medicin. Indien er storproducent af billig medicin, som i vid udstrækning anvendes i den fattige verden.

Men Indien har formuleret sin patentbeskyttelse, så kun egentlige nyskabelser kan patenteres. Firmaer kan ikke patentere mindre justeringer af molekyler, som allerede er opfundet.

Det var denne bestemmelse, Novartis søgte at få fjernet. Var det lykkedes, ville det have begrænset produktionen af billig medicin i Indien betydeligt – medicin som er livsvigtig i behandlingen af sygdomme over alt i u-landene.

Hele 84 procent af den livsforlængende medicin, som MSF udskriver til sine hiv-patienter, stammer fra Indiske firmaer, ligesom regeringer i u-landene og hjælpeorganisationer som UNICEF og Clinton Foundation er helt afhængige af billig medicin fra landet.

Flere end 420.000 verden over har underskrevet en anmodning til Novartis om at lade sagen mod Indien falde på grund af de alvorlige konsekvenser den kunne have for fattiges adgang til livsvigtig medicin.

– Vi anmoder nu de internationale medicinalvirksomheder om at lade Indiens patentlovgivning i fred og holde op med generelt at lægge pres for at få strengere patenter i de fattige lande, slutter Tido von Schoen-Angerer.

Yderligere oplysninger hos Morten Seifert, Informationschef, Læger uden Grænser (MSF), tlf. 39 77 56 00 / 29 70 29 79 eller Søren Brix Christensen, speciallæge, formand Læger uden Grænser (MSF), tlf. 29 70 29 78