MSF: Personalemangel største udfordring for aids-behandling

Redaktionen

“Køerne er endnu lange i venteværelset, og det er for tidligt at glæde sig,” sagde Jesper H.L. Jørgensen, udsendelses- og rekrutteringschef i den danske afdeling af Læger uden Grænser (MSF), i en tale forleden i Roskilde om aids.

– Den største udfordring ligger i dag ikke mere i hiv-infektionen, men i styrkelsen af de sundhedssystemer, som skal forebygge, teste, rådgive, behandle og følge op, anførte han ifølge MSFs website..

Jesper H.L. Jørgensen fortsatte:

FNs mål nummer 6 for 2015 hedder: At standse udbredelsen af hiv og aids og knække den opadgående kurve, der viser et stadigt stigende antal smittede.

Mål nummer 6 er et ambitiøst mål, for 40 millioner mennesker på kloden lever i dag med aids. Målet er særligt ambitiøst, fordi det står allerværst til i Afrika syd for Sahara – en region af verden, som har færrest ressourcer til at tage sig af problemet.

Her lever 25 millioner med aids – uden behandling vil de også dø af aids. For selv om nogle lande i Afrika kan fortælle om et fald i antallet af smittede – og selv om der er kommet mange i behandling i det seneste år, så dør 8.000 stadigvæk af sygdommen hver evig eneste dag – og samlet set stiger antallet af smittede stadig.

Læger uden Grænsers overordnede formål er ikke at lave forudsigelser om, hvordan verden vil se ud i 2015. Læger uden Grænser eksisterer ikke med det overordnede formål at udrydde sygdomme eller komme med statistiker, grafer og søjlediagrammer for at imponere.

Læger uden Grænser eksisterer for de mennesker, som vi behandler i hundredtusindvis af i flere end 70 lande i hele verden. Hvert år. Bl.a. har vi over 80.000 hiv-smittede i livsforlængende behandling.

Det er mange. Men vi har stadigvæk 5 millioner hiv-smittede i vore afrikanske venteværelser, som alle her og nu har brug for behandling. Og det er for mange for én organisation.

Vore sygeplejersker og læger melder fra klinikkerne i felten, at der er brug for en meget større global indsats, hvis hiv-smittede i udviklingslande skal have en reel chance – og hvis FNs mål nummer 6 skal opfyldes.

Forebyggelse og behandling går hånd i hånd. Vi har med glæde konstateret, at en årelang kamp for adgang til behandling for aids trods alt har hjulpet – også selv om man bor i et u-land. Skønt det er op ad bakke, så kommer flere og flere i behandling.

Og det er godt, for behandling er en del af forebyggelsen.

Når folk kan se, at de kan få behandling – at der er håb – så lader de sig teste. Når de bliver testet, så får de støtte, vejledning og rådgivning om livet med hiv. Og det hjælper på motivationen til at passe på andre – det forebygger yderligere smitte. Det er en positiv udvikling. Det er et skridt fremad.

Men vi rammer snart en mur i forhold til at redde de 5 millioner mennesker, som har behov for behandling nu og dermed rammer vi også muren i forhold til FNs mål nummer 6.

For nok er antallet i behandling på vej op. Og nok har nogle internationale donorer – deriblandt Danmark – skiftet kurs i de seneste år: Nu vil de ikke kun give penge til forebyggelse. Nu vil de også gerne betale for den livsforlængende medicin.

Det har holdt hårdt at få dem overbevist, men nu er de på rette kurs – et skridt i den rigtige retning er taget.

Muren, som vi rammer, består i alvorlig mangel på det sundhedspersonale, der skal til, hvis alle, der trænger, skal i behandling. De lande, der er hårdest ramt af aids, landene i Afrika syd for Sahara, har også de svageste sundhedssystemer og færrest uddannede læger og sygeplejersker pr. indbygger.

Afrika står ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) for 25 procent af verdens sygdom, men har kun 3 procent af verdens sundhedspersonale. De afrikanske læger og sygeplejersker er overbebyrdede, de er stressede, de er overvældede. Aids-lavinen vokser og vokser og det samme gør arbejdsbyrden for læger og sygeplejersker.

I Malawi kan en behandlersygeplejerske i dag se 200 patienter om dagen. I Lesotho er der 5 læger til hvert 100.000 mennesker – i Danmark har vi næsten 300 læger pr. 100.000 indbyggere – det er næsten 60 gange så mange som i Lesotho. Og her taler vi stadig om lægemangel.

Det holder ikke i længden, hverken for patienterne eller personalet. For afrikanske sygeplejersker og læger bliver også trætte. De bliver også syge. De rejser også væk i søgen efter bedre arbejdsvilkår og mere i løn, så de bedre kan tage sig af deres familier.

Der er derfor brug for en global indsats for bedre arbejdsvilkår, lønninger og for at få uddannet flere til arbejdet i de afrikanske lande.

Det har verden til gode at reagere på endnu – for alvor – at hjælpe med at tage hånd om. Verden har ikke åbnet øjnene for, at det lige nu er den største forhindring for at få flere i behandling..

Vores virkelighed i felten fortæller os, at det i dag ikke længere er infektionen, der er den største udfordring.

Den største udfordring ligger i styrkelsen af de sundhedssystemer, som skal forebygge, teste, rådgive, behandle og følge op. Det er dette store skridt, der nu skal tages.

Køerne er endnu lange i venteværelset, og det er for tidligt at glæde sig, sluttede Jesper H.L. Jørgensen sin (brand)tale.

Læs mere på www.msf.dk