MSFs internationale medarbejdere tilbage i Somalia

Redaktionen

Internationale medarbejdere fra Læger uden Grænser (MSF) er nu tilbage i felten i dele af Somalia.

Siden 3 af organisationens hjælpearbejdere blev dræbt den 28. januar i byen Kismayo, har projekterne i Somalia udelukkende været drevet af nationalt ansatte, skriver MSF i sit seneste elektroniske nyhedsbrev onsdag.

For nylig gennemførte man en sikkerhedsvurdering i nogle af de i alt 14 områder, hvor Læger uden Grænser har projekter, og det blev besluttet at tilbageføre et begrænset antal internationale ansatte i udvalgte områder, hvor sikkerheden er vurderet til at være på et acceptabelt niveau.

Læger uden Grænser gennemfører nu tilsvarende sikkerhedsvurderinger i de øvrige områder, hvor man har projekter.

Humanitær hjælp en mangelvare

Volden fortsætter uafbrudt og medfører store folkevandringer. Samtidig er humanitær hjælp en mangelvare i Somalia, som i dag er rammen om en af verdens mest alvorlige humanitære kriser.

Læger uden Grænser er meget bekymret over, at den dårlige sikkerhedssituation i landet forhindrer organisationen i at nå frem til flere syge og nødlidende.

MSF har arbejdet i Somalia i mere end 16 år og tilbyder i dag medicinsk hjælp i 11 af landets regioner. I 2007 åbnede organisationen flere nye projekter som reaktion på de enorme medicinske og humanitære behov, der er opstået som følge af den fortsatte konflikt.

I 2007 gennemførte MSF flere end 2.500 kirurgiske indgreb, 520.000 konsultationer og 23.000 indlæggelser.