USA’s ekspræsident Bill Clinton ærgrer sig givetvis over, at han under en Afrika-rejse i 1998 kom til at kalde Ugandas præsident Yoweri Museveni for en af ”den nye generation af afrikanske ledere” og sikkert også over, at han placerede Etiopiens Meles Zenawi, Eritreas Isaias Afwerki og Rwandas Paul Kagame i samme kategori.
Clinton havde nok regnet med, at Museveni og de andre nye afrikanske ledere ville bruge deres embeder til at sætte gang i udvikling og trække sig tilbage i rette tid og overlade magten til en folkevalgt efterfølger – på god vestlig, demokratisk facon.
Der var ingen grund til at tro andet om Museveni, der i 1986 ved magtovertagelsen sagde, at ”problemet med Afrika generelt og med Uganda i særdeleshed ikke er folket men ledere, som ønsker at blive for længe på magten.”
Total magtovertagelse
Ved valget i 2006 blev han mindet om sine ord 20 år tidligere, og nu forklarede han, at bemærkningen var møntet på diktatorer og ikke på demokrater som ham selv. Han var jo præsident, valgt ved frie, fair og demokratiske valg og altså et udtryk for folkets vilje.
Museveni i en nøddeskal! En sand mesterskuespiller, der kan alle roller: fra ydmyg tjener af folket over jovial guttermand til skånselsløs despot.
I starten forbød han politiske partier, fordi de ville dele Uganda langs etniske linjer, forklarede han, og fordi alle jo vidste, hvad det havde ført til under Amin og Obote.
Først da han sad så fast i præsidentstolen, at stolen ikke kunne rokkes, hævede han forbuddet. Det var i 2005, hvor han samtidig fik ændret grundloven fra 1995, så han ikke længere var begrænset af to perioder, der ville have betydet, at han skulle træde tilbage samme år. På det tidspunkt var han 61.
Efter ændringen kunne han genvælges, indtil han fyldte 75. Reglen om en aldersbegrænsning fik han elimineret tolv år senere, da han var 73, og så var vejen banet for, at han kan blive på posten resten af livet.
Museveni er stadig ved magten efter 35 år og har gentagne gange begrundet det med sin erfaring og for eksempel sagt, at ”nogle mennesker synes, at det er en dårlig ting at være i regering i lang tid. Men jo længere du bliver, jo mere lærer du. Jeg er nu ekspert i regeringsførelse.”
I 2018 sendte han et utvetydigt signal om, at han ikke har tænkt sig at træde tilbage i sin levetid, og et gæt i Uganda er nu, at hans ældste søn, Muhoozi Kainerugaba, tager over, når Museveni en dag udånder. Muhoozi er kommandør for den specialenhed, der udgør Musevenis særlige personlige sikkerhedsstyrke.
Ikke plads til rivaler
I løbet af Musevenis lange karriere har han kontinuerligt smidt folk fra oppositionen i fængsel, for det mindste der kan udlægges som ”landsforræderi”. Det har senest ramt politikere som Kizza Besigye og den unge musiker Bobi Wine, der hører til blandt de 80 procent af den ugandiske befolkning, som ikke har kendt andre præsidenter end Museveni.
Wine, der var tre år i 1986, da Museveni tog magten, stillede op til præsidentvalget den 14. januar 2020 fast besluttet på at få væltet Museveni ved at appellere til Ugandas unge befolkning og spille generationskortet.
Han kalder sin People Power-bevægelse for ”Facebook-generationen”, som er oppe imod Musevenis ”Facelift-generation”, og før valget i torsdags regnede Wine med, at ”det ugandiske folk vil rejse sig og gøre oprør.”
Det skete ikke.
Museveni (nu 76) vandt ifølge valgkommissionen med 58 procent. Bobi Wine råbte ”snyd” og blev omringet af soldater i sit hjem og er i skrivende stund i de facto husarrest.
Respekt for alderdommen
Om stemmetallene er korrekte, er umuligt at vide, eftersom ugandiske valg ifølge internationale valgobservatører aldrig er ”frie, fair og gennemskuelige”, og det var næppe heller tilfældet denne gang.
Man kan altså kun gætte, og gør man det, er det let at synge med i koret, der kalder Museveni en gudsbenådet verdensmester i valgsvindel og underbygge det med, at præsidenten med sin diktatoriske ledelsesform har en solid base af støtter omkring sig som politiet, militæret, efterretningstjenesterne og den nationale valgkommission, der ved valg sørger for, at alt ”går rigtigt for sig.”
Heroverfor står et andet gæt, der lyder, at Museveni stadig er populær i befolkningen, og at uganderne måske stemmer i forhold til en kultur, som respekterer alderdom.
Moussa Mara, en ung politiker på den anden side af kontinentet, i Mali, sagde under et interview i 2017 til undertegnede, at den kultur råder overalt i Afrika, og at mange stater derfor regeres af oldinge, mens befolkningerne er purunge.
Moussa Mara stillede selv op til præsidentvalg i Mali, men var ikke optimistisk:
”Let bliver det ikke. Ikke i et land, hvor respekt for de ældre betragtes som en grundlæggende værdi, en ufravigelig pligt, fordi alderdom er lig med visdom, og ungdom signalerer uerfarenhed.”
Moussa Mara måtte altså vente nogle år på en bedre chance, når han var blevet ”gammel nok,” sagde han.
Om Maras tese gælder overalt på kontinentet, skal være usagt, men det forekommer undertegnede efter fire år i Uganda i 1990’erne og flere senere besøg, at der klart er noget om snakken i ”Afrikas Perle”. De ældre skal respekteres. En ung m/k, der ikke viser den forventede respekt, er en ballademager. Men derfor kan det godt være, at Wine vandt. Det er der nok ingen, der ved med sikkerhed.
