Den dansk-afghanske forfatter, dokumentar-instruktør og journalist, Nagieb Khaja, fik tirsdag tildelt danske globale journalisters hæder, Nairobi-prisen, på prisuddeleren, Nairobi-klubbens, generalforsamling i København.
Nagieb Khaja vandt med overvældende flertal foran prominente kandidater som kronprinsesse Mary og lægen Inge Genefke ved en afstemning blandt Nairobi-klubbens medlemmer.
Han er født (i 1979) og opvokset i Avedøre ved København med en afghansk far og blev uddannet som journalist fra Syddansk Universitet i 2004.
Nagieb Khaja har igennem årene arbejdet for både fjernsyns- og avismediet og primært beskæftiget sig med terror, menneskerettigheder, krigen i Afghanistan og de kriminelle miljøer i Danmark – se mere på http://da.wikipedia.org/wiki/Nagieb_Khaja
Hvor andre journalister er rejst ud i krigszonerne med de vestlige styrker, eller har undersøgt den politiske baggrund for Danmarks deltagelse i krigen, har Nagieb Khaja sat sig for at beskrive krigen fra afghanernes synspunkt.
I bogen ”Historien der ikke bliver fortalt” fra 2011 fortæller han om sine rejser i Afghanistan, sine møder med krigens ofre, og med Taliban.
Og i sin dokumentarfilm fra 2012, ”Mit Afghanistan – livet i den forbudte zone”, overlader han kameraet til nogle almindelige afghanere, som fortæller os hvordan det er at bo i Helmands krigszone.
Det er, som titlen på hans bog siger, en historie som ellers ikke bliver fortalt. Det er samtidig en historie det er nødvendigt at fortælle, så meget desto mere som resultatet af den danske militære indsats står og falder med, om det lykkes at vinde afghanernes sympati, deres ”hearts and minds”.
Denne vigtige historie er svær at fortælle, hvis ikke man som Nagieb Khaja er af afghansk afstamning, kender kulturen i landet og taler et af dets hovedsprog.
På det seneste har han også været på farefulde reportagerejser til det voldsramte Syrien.
Det var journalist Ulrikke Moustgaard, der indstillede Nagieb Khaja til årets Nairobi-pris. Her er hendes indstilling:
Nåede ud hvor andre ikke kom
Da Danmark i 2002 sendte sine første soldater til Afghanistan som led i den internationale NATO-mission, havde få forestillet sig, hvor langvarigt opholdet ville blive, hvor svær, missionen ville blive – eller at Afghanistan ville blive det u-land, der fik den største post på Danmarks udviklingsbistandsbudget: I de kommende fire år vil landet blive den største modtager af dansk udviklingsbistand.
Dermed vil Afghanistan overhale Tanzania, der ellers har været dansk donordarling i flere årtier.
Afrika har indtil nu været det geografiske og økonomiske centrum for dansk udviklingsbistand, siden den opstod for 50 år siden. Det afspejler sig også i dansk u-landsjournalistik.
Vi har fantastisk dygtige journalister, der kan Afrika, har været der længe nok til og har set nok til at gøre os andre, læserne og seerne, mere vidende. De har netværk, kender lokalbefolkningen, kender kilderne, også i ministerierne, på aviserne og i organisationerne.
Men hvad med journalister i Afghanistan? Det største danske donorland fremover?
Få danske journalister har været i landet, og de, der har, har for størstedelens vedkommende været embedded med enten militæret eller med en ngo. Fordi det er farligt at være i Afghanistan.
Rent u-landsjournalistisk betyder det, at vi – læserne og seerne –ikke ved ret meget om, hvad der foregår, eller hvordan der ser ud hos de mænd, kvinder og børn, som vores penge går til.
Og når der endelig er en journalist i marken, der kan interviewe helt almindelige afghanere, er det ikke ligesom i Tanzania, hvor mange taler engelsk, i Mozambique – på fransk, eller i Bolivia – på spansk. Nej, journalisterne taler ikke pashto, de må have en oversætter.
Men der er én undtagelse. Han hedder Nagieb Khaja.
Engagement, mod og faglighed
Nagieb Khaja har som freelancejournalist dækket Afghanistan i flere år, har rejst uden militær og NGOer og været alle de steder, andre danske journalister ikke kom.
Med sit store engagement, sit utrolige mod, sin stærke journalistiske faglighed og sin afghanske baggrund har Nagieb Khaja lavet historier om afghanerne og Afghanistan, som vi ellers ikke ville have haft muligheden for at opleve.
Nagieb Khaja har dækket meget i Afghanistan. Men det, der gør særligt indtryk, er hans engagement i civilbefolkningen.
Mens de fleste andre journalister, der har været i landet, sender historier hjem om systemet: Hvordan går det med Afghanistans politi, parlamentet eller med skoleoprettelser, skaber Nagieb Khaja et indblik i helt nyt rum: Livet, fra mandag til mandag, hos helt almindelige afghanere.
Senest har Nagieb Khaja lavet dokumentarfilmen ”My Afghanistan”, hvor seks tilfældigt udvalgte afghanere filmer deres hverdag med en mobiltelefon. Samtidig har han lavet et site på internettet, hvor man kan følge med i personernes hverdag og stille spørgsmål, som de vil besvare.
Blev bortført
Nagieb Khaja er også modig. Under en af sine Afghanistan-rejser blev han kidnappet af Taliban og slap kun fri, fordi der var en afghansk familie, der hjalp ham – med livet som indsats.
Jeg indstiller hermed Nagieb Khaja til Nairobi-prisen for hans unikke, grundige, innovative og fagligt helt ekstraordinært professionelle dækning af Afghanistan, der må siges at være helt i særklasse.
U-landsjournalistik er ikke længere, hvad det var, da ”Nairobi-klubben” blev dannet. Det håber jeg, at I vil markere ved at give Nagieb Khaja prisen i år”, slutter hun.
Se også Henrik Døckers anmeldelse af Nagieb Khajas bog “Historien, der ikke bliver fortalt”, på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/12-12-11/journalist-med-mod-og-mandshjerte-om-afghanistans
Han fik hædersprisen Kristian Dahls mindelegat i foråret for bogen – se telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/navnenyt/m-rkedage/fornem-h-der-til-nagieb-khaja
