Dagbladet Politikens Afrika-korrespondent siden 1995, journalist Jesper Strudsholm, bliver modtager af Nairobiprisen 2007.
Prisen uddeles af Nairobiklubben, foreningen for journalister, der i deres arbejde beskæftiger sig med udviklingsspørgsmål og udviklingsbistand i dansk og international sammenhæng, fremgår det af en pressemeddelelse fra Nairobiklubben torsdag.
Nairobiprisen kan uddeles til en person, gruppe eller organisation, som på anerkendelsesværdig måde har bragt fattige landes vilkår frem i danske medier eller stået for et perspektivrigt initiativ til gavn for befolkningsgrupper i fattige lande.
Prisen uddeles til Jesper Strudsholm for hans fremragende journalistik fra Afrika. “Hver gang man ser Jespers byline i avisen, kan man være sikker på, at det er en relevant, engageret og velfortalt historie, han bringer”, hedder det i indstillingen, som vandt fremme i en urafstemning blandt medlemmerne af u-landsjournalisternes forening
Hans bog om 2015-målene kaldes “en milepæl i u-landsjournalistikken”.
Bogen om 2015 målene hedder “Turen går til en mindre skæv verden”, og den er udgivet af Danida i samarbejde med Politikens Rejsebøger. Bogen er skrevet som en af Politikens velkendte rejsebøger i serien “Turen går til.” Men målet er altså u-landene og de problemer, FN fokuserer på med deres 2015 mål.
Der er tale om u-landsoplysning på et meget højt niveau sammenlignet med de mindre seriøse tiltag med kendte mennesker, som siden har præget mediebilledet (på initiativ af udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), red.). Bogen kan stadig fås gratis hos Danida.
– Jespers store engagement for især de fattige og underprivilegerede afrikanere, hans energiske journalistiske nysgerrighed og hans altid fyndige måde at fortælle gode historier på gør det faktisk til en gåde, at han ikke for længst har fået denne og andre priser for sit flotte arbejde, siger journalist og Afrika-ekspert, Peter Tygesen, som har indstillet Jesper Strudsholm til prisen.
Den 46-årige reporter, der har base i Kapstaden i Sydafrika, har tillige udgivet flere bøger, bl.a. “Junglen er kun en drøm” om regnskovsdebatten i 1993, og “Undskyld, hvor er den hvide kø?” om Sydafrikas overgang til flertalsstyre og demokrati i 1994.
Sidste år fik internettjenesten u-landsnyt.dk Nairobiprisen som eneste indstillede. 30 stemte for at give prisen til u-landsnyt, mens nul stemte for helt undlade at uddele prisen.
I år var der i alt indstillet 3 kandidater.
Yderligere oplysninger hos Poul Struve Nielsen, medlem af Nairobiklubbens bestyrelse, tlf. 23 34 55 09