Danske u-landsarbejdere på civile opgaver er udsat for psykisk og fysisk stress og undertiden traumatiske oplevelser, men virkningen heraf er aldrig undersøgt. Derimod er et projekt, som skal hjælpe skadede soldater på internationale missioner tilbage til livet, gået hen og blevet en succes.
Dansk Idrætsforbund (DIFs) Soldaterprojekt er netop blevet evalueret af Team Analyse i selvsamme forbund, og resultaterne viser, at projektet har hjulpet de deltagende hjemvendte soldater med svære fysiske skader videre i livet ved hjælp af idræt, gør DIF gældende i en pressemeddelelse onsdag.
53 fysisk skadede soldater har deltaget i evalueringen af projektet “Når idræt bliver tl alvor”, der har haft som overordnet mål at få deltagerne til at se nye muligheder frem for begrænsninger.
Ens for alle soldaterne har været, at de er blevet svært skadet i krig – ofte med amputationer og store skader til følge.
Hovedkonklu-sionerne i den 71 sider lange evaluering er:
* Soldaterne har via idræts-deltagelsen helt tydeligt fået mulighed for at etablere en ny forståelse af deres livs mening igennem at finde nye sider af dem selv og deres personlighed. Dertil har idrætsdeltagelsen også rummet et oplagt samtaleemne, hvor deltagerne har reflekteret over deres individuelle og fælles oplevelser, som de alle har været igennem.
* Et flertal af soldaterne vurderer, at de i dag kan begå sig bedre uden for Forsvarets rammer. Man kan på denne baggrund argumentere for og sandsynliggøre, at DIF Soldaterprojekt har været et positivt element i de projektaktives liv.
* Over halvdelen af soldaterne svarer, at de har fået nye venner som følge af projektdeltagelsen.
* Evalueringen peger også på, at det er lykkedes at fastholde soldaterne i idrætten. Dertil sandsynliggør evalueringen, at DIF Soldaterprojekt på en række fronter har bidraget til at stimulere soldaterne i en idrætsligt set positiv retning.
Vejsidebomben i Afghanistan
Størstedelen af målgruppen har været med fra projektets start i april 2011. Én af dem er Michael Thiim Sørensen, der blev skadet i 2009 i Afghanistan, hvor hans pansrede køretøj ramte en vejsidebombe.
“Jeg har fundet et fællesskab i denne gruppe, som jeg kender det fra en godt sammentømret enhed i hæren. DIF Soldaterprojekt har højnet min livskvalitet markant og gjort, at jeg har genfundet en masse glæde ved idræt igen”.
“Idrætten gennem hele dette projekt har været en meget vigtig del af min genoptræning, både i forhold til mine fysiske skader men også i forhold til det psykiske aspekt i det, at affinde mig med den nye situation og komme bedst muligt videre derfra. Uden dette projekt ville jeg ikke være kommet så langt som jeg er i dag,” siger Michael Thiim Sørensen.
Udviklingschef i DIF Morten Mølholm siger om resultaterne i rapporten:
“Projektet har givet nogle unge mænd med store traumer en vigtig håndsrækning – både fysisk og socialt. De har været udsendt i et af verdens brændpunkter og er vendt hjem med nogle helt andre forudsætninger, end de havde regnet med”.
“Det kan være svært at acceptere og svært at komme videre derfra. Men det har de gjort med idrætten som værktøj. Det sociale ansvar er jeg glad for, at DIF Soldaterprojekt har været med til at løfte.”
Idrætskonsulent i DIF Soldaterprojekt Rune Oland har fulgt soldaterne tæt fra deres ankomst til Rigshospitalets genoptræningscenter.
Han har derfra ført dem videre i livet ved hjælp af træningssamlinger, samtaler, deltagelse i blandt andet marathon-løb, alpincamps, adventurecamp, cykelløb gennem Danmark (Ride4Rehab) samt dannelsen af et motorsportshold, Team Wounded Racing.
Fortsættes efter 2013
Projektet er indstillet til at fortsætte efter nytår 2013 – dog i en anden form end før med mere fokus på inklusion i idrætsforeninger og med mere elitesportslige mål for øje.
Om DIFs Soldaterprojekt
Udviklingsprojektet DIF Soldaterprojekt løber i en knap tre-årig periode fra 1. april 2011 til 31. december 2013.
Danmarks Idræts-Forbund (DIF) har bevilget 1,8 millioner kroner til projektet, og påtager sig dermed et ansvar for at hjælpe de soldater, der har betalt en høj pris under udsendelse i internationale militære missioner.
Projektet, der skal udvikle idrætstilbud til de sårede soldater, finder sted i et samarbejde mellem Dansk Militært Idrætsforbund (DMI) og Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF), der deles om resten af udgifterne til det 2,5 millioner kroner dyre projekt.
Man kan læse hele evalueringen af DIFs Soldaterprojekt “Når idræt bliver til alvor”på
http://pressemeddelelse.info/e10/parker/pm/eb490708d56bde6d/ot145350/download/f49984_1_N_r_idr_t_bliver_til_alvor_-_evaluering_af_DIF_Soldaterprojekt.pdf
Yderligere oplysninger hos:
Kasper Lund Kirkegaard,
forskningsansvarlig analytiker i DIF
E-mail: [email protected] og mobil: 22 71 66 33