Af Mette og Alex Bjergbæk Klausen
Førstehåndberetning fra missionærparret Mette og Alex Bjergbæk Klausen. De er udsendt til Sierra Leone, hvor de hjælper den lokale kirke med at informere beboere i landdistrikerne om, hvordan de skal undgå at blive smittet med ebola.
Det er en varm og fugtig dag i den østlige del af Sierra Leone. Vi er i Kailahundistriktet, som grænser op til Guinea og Liberia. Her frygter man, at ebola-virussen allerede har bredt sig eller kommer til det.
Under halvtaget uden for landsbyhøvdingens hus underviser den anglikanske kirke i, hvordan man kan beskytte sig mod den frygtede sygdom. Mange er dukket op og lytter intenst. Kristne, muslimer, mænd og kvinder.
Det er første gang, de hører noget konkret om sygdommen udover de rygter, der for længst har spredt sig og skabt bekymringer.
Det tager cirka en time at videregive de praktiske informationer og vejledninger i hygiejne, som kan være med til at begrænse smitte af mange forskellige sygdomme.
Lige nu handler det først og fremmest om ebola-udbruddet. Der er kommet informationer om udbruddet over radioen, men der bliver ikke givet informationer om, hvad man selv kan gøre for at beskytte sig selv og sin familie.
Da vi er færdige, udtrykker den muslimske høvding sin taknemmelighed over, at kirken har taget ansvar for landsbyen, og slutter sin lille tale af med at sige: ”Det eneste, vi kan gøre, er at bede!”
Der er magtesløshed i hans stemme, og selv om der er mange forskellige ting, man kan gøre for at beskytte sig imod smitte, er spørgsmålet, om ikke høvdingen faktisk har ret.
Smittevenlige vaner
Muligvis skyldes sundhedsmyndighedernes vage udmeldinger omkring sygdomsudbruddet, at de er klar over, at det er vanskeligt – hvis ikke umuligt – at ændre så grundlæggende på folks vaner, som det er nødvendigt for at forhindre smitte.
Mennesker lever tæt i de små landsbyer, og de er fælles om næsten alt:
Man spiser omkring en fælles tallerken og bruger fingrene, man drikker af samme kop, går på jagt sammen i regnskovene, og man deler og spiser ethvert dyr, man kan fange, skønt de kan være smittebærere.
Derudover hilser man altid med håndtryk, ja, i det hele taget gør man alt det, som lige nu frarådes af de internationale sundhedsorganisationer.
Desuden er det vanskeligt at holde god hygiejne i landsbyer, hvor rent vand er en mangelvare, og hvor madlavning foregår over åben ild udenfor. Man må spørge sig selv: Hvor i alverden skal man begynde?
Én blandt mange sygdomme
I Vesten forbinder vi ebola med den amerikanske action /katastrofefilm ”Outbreak” og har derfor et levende – om end dramatisk – billede af, hvor frygtelig sygdommen er.
Vores frygt for ebola skyldes viden om, at vi ikke kan stille noget op, hvis vi bliver smittet: Der er ingen vaccine eller kur, og dødeligheden er høj. Vi er ganske enkelt magtesløse.
Derfor regnes ebola blandt en af verdens farligste sygdomme.
Det kan imidlertid være svært at forklare mennesker i de små landsbyer i regnskovene.
Her ser man ebola som én blandt mange sygdomme, der kan dræbe. Her er døden altid tæt inde på livet: Malaria, kolera og tyfus er bare blandt nogle af de sygdomme, der koster mange menneskeliv hvert år.
Selv helt almindelige sygdomme, som let kunne behandles andre steder i verden, får ofte dødelig udgang, når man bor langt fra alfarvej og dermed fra lægehjælp og adgang til medicin.
Siden ebola-sygdommen blev opdaget i 1976, er lidt over 1.600 mennesker døde. Men hvor mange dør ikke af malaria hvert eneste år?
Der findes ikke nogle klinikker eller noget trænet personale, som kan håndtere den smitsomme ebola-sygdom i Sierra Leone, og det betyder, at der alene er mistanke om smittede og døde, men ingen bekræftede tilfælde.
Ingen tal overhovedet
Reelt ved ingen, hvor mange menneskeliv, sygdommen har kostet her i den tidl. britiske koloni på Afrikas vestkyst; der er simpelt hen ingen tal. Det betyder, at mange antager, at sygdommen ikke er her – og derfor ikke ser nogen grund til at reagere.
Det er svært at overbevise folk om, at en sygdom, som har dræbt så relativt få, og endnu ikke er påvist i landet, skulle kræve så basale ændringer i deres levevis.
Sæt da vi som udsendte lever i en virkelighed, hvor gennemsnitslevealderen i forvejen kun er omkring de 40 og børnedødeligheden uhyggelig høj.
Som kirker og sundhedspersonale må vi prøve at gøre en indsats over for ebola.
Sundhedspersonale har en stor faglig viden at dele ud af, men kirker har noget, der er lige så vigtigt; vi har kontakterne, selv til fjerne landsbyer, og da kirkerne allerede er etableret i samfundet, tages kirkens stemme alvorligt:
Vi er ikke fremmede, der kommer fra en anden verden med fremmede ideer; vi er brødre og søstre.
Dette er altafgørende i et samfund som Sierra Leone, hvor relationer betyder mere end penge, prestige eller mad på bordet: Man er intet uden sine relationer.
Tilbage i Kailahundistriktet
Vores præsentation af ebola-sygdommen i denne landsby er ovre.
Vi har demonstreret, hvordan man skal vaske hænder grundigt efter kontakt med mulige smittede (det vil sige alle), og hvordan man skal bruge de udleverede handsker og hjemmelavede mundbind, når man besøger folk, som er syge.
Vi indledte præsentationen med bøn, først en kristen og derpå en muslimsk bøn, og på høvdingens opfordring slutter vi også af med en bøn.
Tilbage i bilen, på vej mod næste landsby og dagens femte præsentation, sidder vi i stilhed. Vi deler alle landsbyhøvdingens magtesløshed:
Nytter det overhovet noget, at vi kommer med vore præsentationer? Hvordan skulle landsbyboerne i praksis kunne leve op til de vejledninger, vi kommer med?
Men vi har gjort, hvad vi kan; hvor forsvindende lidt det ellers synes.
Hvad er ebola eller blødningsfeber?
Se http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/ebola.htm
Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/01-04-14/msf-rystet-over-ebola-epidemi-i-guinea-uden-fortil
Teologparret Mette og Alex Bjergbæk Klausen er udsendt for den folkekirkelige missionsorganisation Mission Afrika til Sierra Leone.
Sammen med de lokale præster og biskoppen i den anglikanske kirke i stiftet Bo har parret igangsat et uddannelsesprojekt, Teologisk Førstehjælp, der skal styrke kirken gennem videreuddannelse af præster og uddannelse af lægfolk med særlige opgaver til de små landsbyer i regnskovene.
Mette og Alex Bjergbæk Klausen er midt i 30’erne og har tidligere været udsendt for Mission Afrika tre år til Nigeria, hvor de underviste på præsteseminariet Brønnum Lutheran Seminary.
Baggrunden for projektet er, at halvdelen af stiftets præster blev dræbt under borgerkrigen, der hærgede landet fra 1991-2002. Og da uddannelsessystemet samtidig blev smadret, har der ganske enkelt ikke været overskud til at træne nye ledere til de små landsbykirker før nu.
