Naturens COP11-topmøde slutter på det jævne

Forfatter billede

Jesper Søe

28. oktober 2012

Læsetid: 6 min

Af Emilie Iess Halberg, U-landsnyt.dk Det er stadig et åbent spørgsmål, om det for alvor kommer gorillaen og tusindvis af andre stærkt truede dyre- og planterarter til gode, at verden netop har holdt naturens COP11-topmøde i Indien. Mellemfornøjet synes at være rette adjektiv at bruge om stemningen, efter biodiversitetens COP11 sluttede i sidste uge i Indien, for på trods af løfter om finansiel støtte til u-landene, er det langt fra nok til at standse tabet af biodiversitet, mener flere kilder, som U-lnadsnyt har talt med. Politiske repræsentanter fra 190 lande var samlet for at følge op på det store biodiversitets-topmøde, der blev holdt i Nagoya i Japan for to år siden. Dengang blev det klart for mange politikere, at tabet af klodens biologiske mangfoldighed er i frit fald, og at der er tale om en alarmerende tilbagegang, som allerede nu udgør en alvorlig trussel mod økosystemerne og dermed menneske-hedens eksistens-grundlag. Aftalen i Indien i sidste uge betyder, at der på globalt plan vil blive givet yderligere fem milliarder US dollar til udviklingslandene, således at puljen hvert år frem til 2015 er på ca. 10 milliarder dollar. Ikke flere penge end allerede lovet ved Rio+20 Men ifølge specialkonsulent Christian Prip, som har ledet forhandlingerne for EU i Indien på vegne af (EU-formandslandet) Cypern, er det vigtigt at understrege, at der ikke er tale om, at industrilandene giver mere i samlet ulandsbistand, end de allerede har lovet ved andre lejligheder, for eksempel i forbindelse med Rio+20 i juni. Han mener nærmere, at den største sejr fra topmødet er, at der er kommet en øget bevidsthed omkring nødvendigheden af at passe på naturen. ”Dét, at man anerkender, at hvis man ødelægger naturgrundlaget, så ødelægger man også livsgrundlaget og økonomien. Hele den tankegang sejrede i Indien. Dét at se det som en investering at give støtte til at bevare naturområder og til at udnytte skovene bæredygtigt. Det blev der talt meget om, og det er en sejr,” siger Christian Prip. På COP10 i Japan i 2010 blev der vedtaget en ambitiøs masterplan af 190 af verdens miljøministre om totalt at standse tabet af klodens biodiversitet inden 2020. Her to år efter på COP11 i Indien i sidste uge var tiden altså kommet til at finde finansiering til at indfri de gode intentioner fra 2010. NGO: Pengene rækker ikke Ifølge Ann Berit Frostholm, der er naturpolitisk medarbejder for Danmarks Naturfredningsforening, og som var eneste danske udsending på vegne af 92-gruppen, var det afgørende for parterne at få en aftale om øget finansiering på plads. Flere udviklingslande – med Kenya i spidsen – truede under vejs i forhandlingerne med at stoppe deres indsats for at indfri de 20 biodiversitetsmål, som blev vedtaget i 2010, og dermed blokere indsatsen for at standse tabet af biologisk mangfoldighed. Men selv om aftalen kan anskues som en moderat sejr i lyset af den globale finanskrise, mener mange NGOer alligevel ikke, at pengene overhovedet står mål med den indsats, der er behov for. ”Et skuffende ambitionsniveau set med NGO-briller, som hverken afspejler den værdi den biologiske mangfoldighed og økosystemtjenesterne har for vores samfund verden over, eller naturens rolle i den globale kamp for fattigdomsbekæmpelse,” skriver Ann Berit Frostholm i en pressemeddelelse fra Indien. 92-gruppen ikke tilfreds med resultatet Også koordinator i 92-gruppen, Troels Dam Christensen, er utilfreds. ”På forhånd havde mange af os regnet med, at det ville blive svært for u-landene at få større finansiering på plads på grund af finanskrisen. Så på den baggrund var det et bedre resultat end ventet, at man fik en stigning, og at der blev sat et tal på. Men det er klart, at set i forhold til behovet, er vi ikke i nærheden af at være der,” siger han. 92-gruppen mener, at forhandlingsresultatet på 10 milliarder årligt til udviklingslandene skal ses i forhold til et anslået finansieringsbehov på 200 milliarder dollar årligt, hvis tabet af biodiversiteten skal stoppes globalt, som det blev aftalt i 2010. Christian Prip, som har været helt inde i forhandlingernes maskinrum både i Indien og ved tidligere biodiversitets-forhandlinger, mener dog, at det kan være svært at sætte et eksakt tal på, hvad det vil koste at standse den negative udvikling, for det har endnu ikke været muligt at lave en præcis opgørelse. Blandt andet fordi mange af u-landene ikke har overholdt det løfte, som skulle have været udgangspunktet for forhandlingerne: At opgøre nuværende og fremtidige nationale omkostninger i forbindelse med naturbeskyttelse. ”Vi anerkender, at der er brug for langt flere ressourcer, end der er i dag, men vi har brug for at vide præcist, hvor mange der er brug for,” siger han. Han understreger også, at ODA-bistanden (den totale, officielle statslige u-landsbistand, red.) kun er en del af løsningen, for selv om man tre- eller firedoblede beløbet, ville det være svært at opfylde behovet. Behov for alternative finansieringsformer Derfor mener Christian Prip, at der skal tænkes nyt på mange områder. For eksempel gennem grøn økonomi, men midlerne skal også findes ved, at man nationalt giver højere prioritet til biodiversiteten og begynder at indregne værdien af naturressourcerne i de nationale regnskaber, giver betaling for økosystemydelser og afskaffer subsidier, som skader biodiversiteten og indfører incitamenter, der gør det modsatte, anfører han. ”Det er en bred vifte af kilder, der skal bruges, og det tror jeg også, der er en forståelse for nu. Før i tiden har der været lidt mistro fra u-landenes side, fordi de har troet, at det var i-landenes måde at slippe uden om at give bistand på. Men den holdning var der ikke denne gang. Det blev anerkendt, at ressourcerne skal komme fra alle kilder,” fortæller han. Også Troels Dam Christensen kalder på alternative måder at skaffe finansiering på. ”Hvis ikke vi kan betale ud af statskasserne, hvordan skal vi så skaffe de penge? Fra erhvervslivet, fra afgifter på flytransport, afgifter på skibstrafik eller afgifter på finansielle transaktioner?” spørger han. Greenpeace: Der mangler politisk vilje Tove Maria Ryding, som er forhandlingsekspert i Greenpeace, har fulgt biodiversitetsforhandlingerne tæt i flere år. Hun mener på linje med andre NGOer, at der skal langt flere milliarder til at genoprette naturen og foreslår, at verdens regeringer begynder at overveje, hvordan de bruger borgernes penge. ”Kan vi ikke i det mindste tage nogle af de penge, der bliver brugt til at finansiere problemet og så bruge dem på at løse problemet i stedet? Hvis man for eksempel har en industri, der ødelægger naturen, kunne man sige, at det skal vi ikke bruge statskroner på”, gør hun gældende og føjer til: “Vi lægger om, så de penge i stedet går til naturbeskyttelse. Men det er jo det, der ikke er en vilje til at støtte,” mener hun og understreger, at problemet ikke kun er økonomisk. Selv om mange udviklingslande er blevet bedre til at beskytte naturen i deres nationalparker, er det ikke altid, at forvaltningen af dem sker ordentligt, fortæller hun. ”Det er forkert at sige, at udviklingslandene ikke har en vilje til at gøre noget. Det går frem ad. Men hvis lokalbefolkningen ikke må fælde skoven i et lokalområde, fordi de skal passe på naturen, så skal der jo nogle projekter til for at sikre, at de har alternativer, og det er den infrastruktur, som mange af ulandene ikke har,” siger Ryding. Stadig håb Næste topmøde vil finde sted om to år, og til den tid vil det være nemmere at sige noget fornuftigt om, hvorvidt det vil lykkes at opfylde 2020-målene om et totalt stop af tabet af biologisk mangfoldighed, mener Christian Prip. ”Det er for tidligt at sige, at det slet ikke kan lade sig gøre. Der er sat mange ting i gang nu, og pilen peger i den rigtige retning,” siger han og fortsætter: ”Det hele afhænger af den politiske vilje i de enkelte lande. For EU’s vedkommende er jeg over bevist om, at der er vilje. EU er den største donor til biodiversiteten i forvejen, og EU er meget ’committed’ og yder meget både i form af penge til u-lande og i form af, hvad man gør på hjemmebane.” Mindre optimistiske er 92-gruppen dog. ”Aftalen efterlader et stort hul, som skal fyldes op enten af de enkelte landes egne regeringer eller gennem donationer fra fonde eller erhvervsliv. Her efterlader aftalen fra Indien alt op til hver enkelt nation, så vi kan forudse en fortsat opgave i at rejse penge til investeringer i naturen ikke bare i udviklingslandene, men også i Danmark,” skriver Ann Berit Frostholm i en pressemeddelelse. Tove Maria Ryding istemmer: ”Vore regeringer ser ikke handlekraftige ud. Det er fint at indsamle information om, hvor mange penge, der skal bruges, men vi ved jo også godt, at der er et kæmpehul i kassen allerede nu, så man skal bare passe på, at det ikke bliver en sove pude.” Næste topmøde om klodens biodiversitet løber af stablen i 2014 i Sydkorea. Man kan se IUCNs rødliste på http://www.iucnredlist.org/amazing-species Og læse mere om biodiversitets-konventionen på http://www.cbd.int/