Chresten voksede op på en gård i Jegerup ved Vojens i Sønderjylland og fik fra barnsben en grundlæggende indsigt i et alsidigt drevet landbrug med husdyr og planteavl. Før han startede på Den Kongelige Veterinær og Landbohøjskole, arbejdede han på Statens Forsøgsstation Jyndevad, aftjente værnepligt i Gardehusarregimentet samt gik på landbrugsskole.
Chresten havde derfor en særdeles solid praktisk og teoretisk indsigt, da han i 1969 indledte sit livslange arbejde med landbrugsudvikling i Afrika, Asien og Mellemøsten; først i FAO og senere i Danida, hvor han afsluttede sin karriere som seniorrådgiver. Hans arbejde favnede meget bredt, men omfattede specielt jord- og vandkonservering, såsæd/frø-produktion og forsyning, rådgivning og uddannelse. En række store Danida projekter på disse områder blev gennemført på Chrestens initiativ og under hans ledelse. Chresten var blandt andet udstationeret gennem tre årtier i Jordan, Bahrain, Kenya, Indien, og Nepal.
Herhjemme var Chresten aktiv i flere råd og udvalg knyttet til Udviklingslandene og var derudover censor på Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole i fagområdet ’Plantekultur i Troperne’.
Chresten var pionér i forståelsen af kvinders signifikante rolle i smålandbrug. Han lyttede til og inddrog for eksempel antropologer i sit arbejde og projekter. Det var i samtiden yderst usædvanligt og mødte derfor modstand, men han kunne med evidensbaseret argumentation og praktisk handling og resultater i markerne overbevise de fleste.
Chresten var en viljefast og mentalt stærk mand med en unik personlighed, med en sjælden humoristisk og slagfærdig stil, som gjorde indtryk. Han havde udpræget næse for at gennemskue skjulte dagsordener, og han afskyede uretfærdighed, dovenskab, arrogance, mangel på faglig substans, varm luft og selvpromovering. Hans stil var ærlig, kontant og ikke altid politisk korrekt – noget som ikke alle formåede at værdsatte – men det gav ofte en dyb respekt; især i landene, hvor Chresten arbejdede. Også fordi han havde en solid praktisk grundviden om landbrug, og fordi han kombinerede en grundlæggende kultur- og kønsrespekt med evnen til at tale og kommunikere med alle – fra de fattigste bønder til ministre eller ligefrem en konge i de lande, hvor han arbejdede.
Det var et hårdt slag, da hans kære Heidi døde for nogle få år siden; de havde glædet sig til et nyt aktivt liv som pensionister. Samtidigt blev han selv ramt af alvorlig sygdom. Men også denne uretfærdige, hårde modgang bar Chresten med stædig styrke og værdighed. Chresten arbejdede helt frem til sin død på sine erindringer.
Chresten er borte og efterlader sig et stort savn, men de gode minder om en enestående mand lever videre. De minder tager alle vi, som var i hans netværk, taknemmeligt med os videre.
Møjn Chresten…
