Miljøorganisationen Nepenthes ser positivt på den danske tømmergigant, DLHs, ambitioner om at blive førende på markedet for bæredygtigt træ fra Afrika. Men det er meget kritisabelt, at DLH tilsyneladende på samme tid udvider sine aktiviteter i Burma, hvor tømmerhandlen er præget af brud på menneskerettighederne og skovødelæggelser.
Sådan hedder det indledningsvis i en presseudtalelse torsdag fra miljøgruppen. Det hedder videre:
Tømmervirksomheden DLH meddelte den 23. januar, at virksomheden har overtaget selskabet tt Timber Group. I den forbindelse gjorde DLH opmærksom på de mange tiltag til bæredygtig skovdrift, som tt Timber Group har gennemført. Det viser sig dog, at tt Timber Group også er storleverandør af teaktræ fra militærdiktaturet Burma.
Tove Maria Ryding, formand for Nepenthes, udtaler:
– DLH giver udtryk for, at man vil være duksen i klassen, og derfor stræber virksomheden imod at blive førende på markedet for bæredygtigt træ fra Afrika. Men i Nepenthes mener vi ikke, at DLH kan kalde sig duks, når virksomheden samtidig udvider sine aktiviteter i Burma, hvor tømmerhandlen er præget af naturødelæggelser og brud på menneskerettighederne, sat i system af et brutalt militærdiktatur.
Den nylige udvidelse af handlen med Burma står i klar modsætning til de løfter, som DLH har givet om, at virksomheden netop ikke vil udvide handlen med militærdiktaturet, anføres det.
På den baggrund siger Tove Maria Ryding:
– I Nepenthes er vi trætte af, at DLH løber fra sine løfter. I 2001 lovede DLH at trække sig ud af Burma over en 10-årig periode. I 2002 forlød det imidlertid fra DLH, at de ikke længere havde intentioner om at forlade Burma, men i stedet ville fastfryse handlen på ”2002”-niveau.
– Nu har DLH tilsyneladende endnu engang ændret holdning, og virksomheden udvider sin samhandel med Burma ved at opkøbe tt Timber Group. Det finder vi meget kritisabelt.
Tvangsarbejde og grove skovødelæggelser
Militærjuntaen i Burma er stærkt kritiseret for sin voldsomme undertrykkelse af det burmesiske folk. Anvendelse af tvangsarbejde er udbredt, ikke mindst i forbindelse med tømmerhandlen.
Samtidig foregår store dele af hugsten uden hensyn til naturen, og Burmas værdifulde skove ødelægges i stor stil. Disse skove er levested for mange sjældne dyr, bl.a. skovelefanter og tigre.
Tove Maria Ryding anfører:
– Der er ikke nogle undskyldninger for at fortsætte samhandlen med militærjuntaen i Burma. Indtjeningen fra tømmeret går til at finansiere den væbnede konflikt i landet og den fortsatte undertrykkelse af det burmesiske folk. Samtidig forekommer der brug af tvangsarbejde i forbindelse med tømmerhandlen, og Burmas værdifulde natur ødelægges med rivende hast.
Byder mere bæredygtighed i Afrika velkommen
Med overtagelsen af tt Timber Group har DLH også engageret sig i skovdrift i Afrika. DLH lover at fortsætte tt Timber Groups arbejde for at opnå en FSC-certificering i Afrika, og virksomheden ønsker at blive førende inden for handel med afrikansk FSC-træ.
Tove Maria Ryding siger hertil: – Vi ser meget positivt på DLHs ønske om at udbrede bæredygtig skovdrift i Afrika, for det er stærkt tiltrængt. Vi mener dog, det er dobbeltmoralsk, når DLH samtidig udvider sin samhandel med Burma.
Nepenthes om DLH
Dalhoff Larsen & Horneman A/S (DLH) er verdens største uafhængige forhandler af hårdttræ. Virksomheden er dansk og havde inden opkøbet en årlig omsætning på ca. 5 mia. kr. (kilde: Københavns Fondsbørs).
DLH har lovet at fastholde sin handel med Burma på ”2002-niveau”.
Nepenthes om tt Timber Groups handel med Burma
Den danske virksomhed Internationalt Hårdttræ A/S er en del af tt Timber Group. På virksomhedens hjemmeside www.iht.dk fremgår det, at man er dybt engageret i handel med teaktræ fra Burma. www.iht.dk/index.php?id=3
Mere information hos Tove Maria Ryding, Tlf. 28 78 08 83, E-mail: [email protected]
Nepenthes om Nepenthes
Nepenthes er en miljøorganisation, der arbejder for, at verdens skove bliver udnyttet på en bæredygtig og ansvarlig måde. Vores mål er at skabe bedre vilkår for både natur og mennesker, og vi udfører derfor altid vores projektarbejde i tæt samarbejde med både indfødte folk, lokalbefolkningen og lokale miljøorganisationer.
Foreningen Nepenthes blev stiftet i 1983 og har løbende kørt kampagner for bevarelse af regnskov og bæredygtig udvikling. Mest kendt er regnskovsopkøbene i slutningen af 1980erne, hvor over 200.000 danskere donerede over 8 millioner kr. til køb af regnskov. Det resulterede i et opkøb af 72 kvadratkilometer skov – et område, der svarer til 14.400 fodboldbaner. Foreningen har i dag et medlemstal på 1.600, hvoraf ca. 70 er aktive frivillige medarbejdere.
Læs også telegrammet “Udskældt tømmergigant køber miljørigtig konkurrent”, under dato 24.01.06 i rubrikken Nyt fra den 3. Verden