NGO-forum, der er samarbedsorgan for ca. 30 danske u-landsorganisationer, kritiserer statsministeren og inviterer udviklingsministeren til tættere samarbejde
På et møde tidligere i december har det stående udvalg i NGO-forum besluttet at sende 2 breve på vegne af medlemsorganisationerne, anfører Projektrådgivningen i sit seneste elektroniske nyhedsbrev torsdag.
Det ene brev er sendt til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udtrykker NGO-forums forundring over at statsministeren i forskellige interviews betegner civilsamfundet som “sådan noget abstrakt fluffy noget, som ingenting giver…”, roser Etiopiens fredsbevarende indsats i Somalia samt opfordrer til opgør med “udviklingssocialismen”. Disse udtalelser afspejler ikke den oplevelse, NGO-miljøet har af de pågældende spørgsmål.
Det andet brev er sendt til udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og er en opfordring til, at Danida sætter mere system i inddragelsen af NGO-miljøet i fremtidige politik- og strategiudviklingsprocesser.
Der er gode erfaringer med bl.a. opdateringen af Civilsamfundsstrategien, mens andre processer har været præget af alt for korte høringsfrister og manglende gennemskuelighed.
NGO-forum har nedsat en arbejdsgruppe om civilsamfundets inddragelse, som hermed inviterer ministeren og ministeriet til tættere samarbejde.
Se begge breve på
www.prngo.dk/Files/Billeder/PRNGO/Nyhedsbreve/E2008/NGO-forum_breve_UT_og_AFR_dec_2008.pdf