Af Eva Iversen
på vegne af styregruppen i Uddannelsesnetværket
Kommentar fra netværket til debatoplæg om VK-regeringens prioriteter for samarbejdet med Afrika
Afrika vil fremover få en endnu mere fremtrædende plads i dansk bistand, som modtager af 2/3 af bistandsmidlerne. Uddannelse er et helt centralt og uomgængeligt element i enhver udviklingsstrategi, og Afrika er det kontinent, som er længst fra at nå målene om Uddannelse for Alle år 2015.
Det undrer os derfor meget i Uddannelsesnetværket, at uddannelse i regeringens samlede strategi for bistanden til Afrika har fået en ganske ubetydelig plads.
Det står i en grel modsætning til Danidas egen baggrundsanalyse for Afrika-strategien, hvor det understreges at uddannelsesudbudet i Afrika er totalt underudviklet, og at uddannelse både er en rettighed og en stærk motor for udvikling og forandring (Making progres in Africa, Danida, 2007).
Hvorfor er det eneste konkrete handlingspunkt i strategien så, at man vil satse på at styrke erhvervsuddannelser, som lever op til virksomheders efterspørgsel?
Verdens stater blev i år 2000 ved FN topmødet om uddannelse enige om, at uddannelse skal ses i et holistisk perspektiv: Det er nødvendigt, at der skabes sammenhæng indenfor et uddannelsessystem, som både har tilbud om førskole undervisning, kan garantere både drenge og pigers ret til uddannelse – som skal være af en god kvalitet – og også (erhvervs-) relevant ungdoms- og voksenuddannelse.
Man var også enige om, at uddannelse er en forudsætning for social, politisk og økonomisk udvikling i land.
Uddannelse er nødvendig – også for at nå de andre mål i Afrika-strategien
Danida siger det selv i baggrundsdokumentet til strategien:
”Education is a part of the rights of the child, and it should be seen as a strong vehicle for change. Good quality education enables the child to make choices, and to develop self-reliance. Educational services in Africa are grossly underdeveloped. The adult literacy rate, despite improvements over the last decades, stands at 61 per cent, far below the 77 per cent literacy in other developing countries and the 99 per cent literacy rate in the developed world”.
Alle analyser peger i samme retning: F.eks. konstaterer “The Global Monitoring Report on Education for All” (EFA), at 2/3 af den gruppe lande, som er længst fra at nå EFA, er afrikanske, og anbefaler, at bistand til grunduddannelse i lavindkomstlande skal fordobles (GMR, 2007).
Ingen af strategiens mål på det sociale område kan nås uden uddannelse. 3 gode eksempler på dette:
1) For det første kan kvinders deltagelse i samfundslivet ikke realiseres, hvis ikke vi får flere piger i skole.
2) For det andet har uddannelse afgørende positiv indflydelse på forebyggelse af hiv/aids, det viser alle undersøgelser.
3) For det tredje, giver beskæftigelse via jobskabelse (strategiens hjørnesten) ingen mening uden en uddannet befolkning.
Udvikling kædes i dag nøje sammen med politisk udvikling – stabilitet, demokrati, god regeringsførelse og respekt for menneskerettigheder. Men disse værdier er yderst vanskelige at fremme i et samfund, hvor flertallet hverken kan læse, skrive eller har adgang til informationer – endsige viden om egne rettigheder og demokratisk styreform.
Det er illusorisk at tro, at de politiske lederes vilje til politisk fornyelse er nok, hvis der ikke samtidig findes en befolkning, som har de helt basale redskaber til at deltage i demokratiet.
Uddannelse for alle er en fælles global forpligtelse – hvor bliver Danmark af?
Sloganet for FN topmødet var “Meeting our collective commitments”, men hvor er Danmarks forpligtelse blevet af? Ifølge Global Campaign for Educations seneste rapport giver donorlandene samlet set kun 1/3 af det beløb, der kræves, for at alle børn kan komme i skole (GCE: Annual School Report 2007).
Uddannelsesnetværket har i Analyse af dansk udviklingsbistand til uddannelse påvist, at andelen af den bilaterale bistand til uddannelse siden 1998 har været faldende, til trods for regeringens gentagne erklæringer om, at uddannelse skulle være den største sektor i den danske bistand.
Udviklingsministeren har senest forklaret, at det væsentlige er om ”uddannelsessektoren i Danmarks samarbejdslande er tilstrækkeligt finansieret i forhold til andre vigtige sektorer” (svar på debat indlæg i Udvikling nr. 07/2006: Uddannelse er vigtigt!).
Det forekommer at være en uholdbar argumentation.
For det første befinder de 9 programsamarbejdslande i Afrika syd for Sahara sig stort set alle nederst på ranglisten, når det gælder om at nå målet om Uddannelse for Alle (GMR, 2007). Behovet for finansiering og støtte af uddannelsessektoren i disse lande er enormt.
For det andet er der en stribe andre lande i Afrika, som ikke har donorer til at finansiere deres uddannelsesplaner, og som det er muligt at bidrage til gennem puljer i det fælles donorinitiativ the Fast Track Initiative, som fortsat er meget underfinansieret.
Endelig er der de skrøbelige og konfliktramte lande, som modtager stærkt begrænset støtte til uddannelse, skønt de huser over halvdelen af verdens børn, som ikke går i skole. (iflg. Save the Children rapport: Last in Line, Last in School, 2007).
Der er brug for at støtte uddannelse I Afrika. Og der er brug for lande, som tør gå foran og sende et kraftigt signal også til de andre donor lande om, at det er på tide at leve op til de fælles forpligtelser, slutter indlægget.
Uddannelsesnetværket er et fagligt netværk af 20 danske organisationer, som arbejder med uddannelse i Syd. Indlægget er skrevet af styregruppens medlemmer: Sanne Müller (IBIS), Bo Tovby Jørgensen (Red Barnet), Jens Dolin (MFRs Venner), Erik Cramer (Axis), Tore Asmussen (Danmarks Lærerforening) og Eva Iversen (koordinator for Uddannelsesnetværket).
Se også www.uddannelsesnetvaerket.dk
