Uffe Torm
Uffe Torm (1944) har i mere end 45 år arbejdet med dansk udviklingsbistand og international udviklingspolitik som journalist, redaktør, projekt- og oplysningskonsulent, projektkoordinator, programdirektør og var fra februar 1998 til februar 2012 sekretariatsleder for Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U).
Han har tidligere arbejdet for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), FN-forbundet, Mellemfolkeligt Samvirke (MS), Danida, Folkekirkens Nødhjælp (FKN), Red Barnet og Det lutherske Verdensforbunds afdeling for Mission og Udvikling (LWF/DMD) i Geneve og var medstifter af de danske udviklingsjournalisters klub, Nairobi-klubben i 1976.
Kristendom og udvikling – kan tro flytte bjerge? (2015).
Se alle Uffe Torms blogindlæg på Globalnyt
Taberne i den danske Finanslov for 2016 er naturligvis først og fremmest de fattige mennesker i u-landene, som den danske udviklingsbistand direkte eller indirekte skulle hjælpe til en bedre fremtid.
De danske NGO’er, som refleksagtigt og rituelt protesterede mod besparelserne, er imidlertid også blandt tabere. Det må give anledning til selvransagelse i NGO-miljøet.
Hvordan kunne det gå så galt?
Besparelserne kom jo ikke som nogen overraskelse. Den forrige regering opgav hurtigt valgløftet fra 2011 om gradvist at øge u-landsbistanden til 1 procent af BNP og anvendte også bistandsmidler til dækning af de voksende asyludgifter i Danmark. Og Venstre bebudede i god tid før valget de nu gennemførte besparelser. Alligevel lykkedes det ikke NGO’erne at mobilisere en bred folkelig bevægelse mod besparelserne i tiden op til og under valgkampen.
Mellemfolkeligt Samvirke indsamlede ganske vist godt 50.000 underskrifter mod besparelserne. Men det er jo ikke imponerende i disse IT-tider. NGO’erne henviste desuden til opinionsundersøgelser, som viser et flertal for eller stor opbakning til en høj dansk u-landsbistand – når der spørges isoleret herom.
Men underskrifter og meningsmålinger afgør ikke størrelsen på den danske u-landsbistand. Det er i stemmeboksen på valgdagen, at vælgerne prioriterer hvilke spørgsmål, der på kort sigt er de vigtigste for dem selv, og stemmer herefter. Her kommer u-landsbistand ikke højt på listen og derfor heller ikke højt på den politiske dagsorden.
Behov for en debat, der peger fremad
Det har været deprimerende at følge debatten om besparelserne både før, under og efter valget.
I kampagnen mod besparelserne brugte mange NGO’er et dramatisk sprogbrug med anvendelse af udtryk som f.eks. ”blodbad” og ”massakre”.
På hvem? De fattige i u-landene – eller de danske NGO’er?
Mon ikke mange danskere steg af på denne voldsomme sproglige udladning og fik det indtryk, at organisationerne mere kæmpede for egen omsætning og egne jobs?
NGO’erne fik ikke for alvor adresseret den forståelige voksende skepsis overfor bistandens nyttevirkning efter mere end 50 års u-landsbistand.
Optimismen i bistandens begyndelse om, at det kun var et spørgsmål om ét eller få årtier, før de fattige lande var bragt op på et stade, hvor de kunne klare sig selv, holdt ikke vand.
Sådan er det jo ikke gået. Så hvorfor og hvor længe skal vi så fortsætte med at yde en traditionel udviklingsbistand, som åbenbart ikke virker?
Det var der ikke mange bud på. Blandt NGO’erne er der ikke megen debat om bistandens dilemmaer.
Fokus var endnu engang på bistandens størrelse – ikke på bistandens indhold og kvalitet eller på, hvad bistanden trods sine begrænsninger er god til og derfor bør fokusere på.
De danske NGO’er har ikke formået at omsætte den folkelige opbakning, de måtte have, til politisk indflydelse. De fleste NGO’er er sårbare, fordi de stadig er for afhængige af de statslige bevillinger, selv om afhængigheden de senere år er blevet mindre.
Måske har de i for høj grad plejet de fælles interesser med embedsværket i udenrigsministeriet og forsømt det politiske arbejde på Christiansborg og ude i landet, selv om det bistandspolitiske flertal på Christiansborg begyndte at smuldre allerede for snart 15 år siden.
NGO’erne er stadig tilbøjelige til at overdrive udviklingsbistandens og især egen betydning. Og de taler ofte et indforstået konsulentsprog, og deres budskaber til offentligheden modsiger tilsyneladende hinanden.
I september måned i forbindelse med kampagnen ”Verdens bedste nyheder” om opnåelsen af FN’s 2015-udviklingsmål fremhæves det med rette, at der gøres store fremskridt især indenfor sundhed og uddannelse (men det er især Kina og Indien, der har trukket læsset, ikke Afrika).
I januar/februar i forbindelse med ”Danmarksindsamlingen” er nøden imidlertid pludselig igen stor. De fattige er på ny afhængige af danskernes barmhjertighed.
Disse modsigende budskaber skaber flimmer og forvirring, der ikke styrker oplysningsarbejdets gennemslagskraft og NGO’ernes troværdighed.
Behov for øget global bistand
Der er imidlertid fortsat al mulig grund til at øge den internationale bistand til de fattige lande – ikke mindske den. Det voksende antal flygtninge og migranter især fra Afghanistan, Mellemøsten og Nordafrika, som søger mod Europa nødvendiggør en øget indsats.
Det gælder både konfliktforebyggelse, konfliktløsning og indsatser i såkaldte ”fejlslagne stater” med etniske/religiøse spændinger og humanitær hjælp til flygtninge i nabolandene (nærområderne) samt udviklingsbistand, som kan forbedre levevilkårene i de lande, migranterne især kommer fra.
Dertil kommer klimaforandringer, som utvivlsomt vil udløse nye folkevandringer fra Syd mod Nord i de kommende årtier. Det kommer til at koste mere, end vi yder i dag. Og meget mere, end vi åbenbart er parate til at afsætte i fremtiden.
Det er dog afgørende, at både statslig og privat udviklingsbistand er bæredygtig og lokalt baseret i både Nord og Syd samt har et globalt perspektiv. Og ejerskabet skal forankres i Syd. Desværre er der problemer både med bæredygtighed, ejerskab og de globale perspektiver.
Det lykkedes ikke de danske NGO’er at afværge endsige begrænse de store besparelser i modsætning til de norske NGO’er.
De fik nemlig gennem en folkelig og politisk mobilisering afværget endnu voldsommere besparelser på den norske NGO-bistand og begrænset planlagte besparelser på den statslige bistand – selv om Norge også står overfor voksende asyludgifter.
Det burde de danske NGO’er kunne lære af.
Behov for nytænkning og omstilling
Tiden for den traditionelle u-landsbistand, som vi har kendt den i de sidste ca. 50 år, er ved at rinde ud – besparelser eller ej!
Den fremtidige udviklingsbistand vil være langt mere kommerciel, markeds- og privatsektororienteret og konkurrencepræget.
De store danske NGO’er må være indstillet på at skulle omstille sig yderligere, hvis de vil overleve som spillere på den store bane.
Her bliver der sandsynligvis kun plads til de internationalt forankrede heltidsprofessionelle organisationer med nationale afdelinger i Danmark.
Dertil kommer, at mange NGO’er i Syd takket være bl.a. støtten fra NGO’erne i Nord er blevet mere kompetente og selvstændige og nu selv kan fundraise i både Syd og Nord uden hjælp fra de nordlige NGO’er.
På den lille bane vil der sandsynligvis stadig være plads til de mere folkelige og frivillige venskabs- og solidaritetsforeninger samt mindre, værdi- og trosbaserede organisationer med danske rødder og internationale partnerskaber. Men det er ikke sikkert, at staten fortsat vil støtte deres arbejde i samme omfang som hidtil. Så også her er der behov for nytænkning.
Behov for en ny folkelig bevægelse
For godt 50 år siden var det folkelige organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke (MS) og Dansk Ungdomsfællesråd (DUF), kirkelige organisationer som Folkekirkens Nødhjælp (FKN) og Dansk Missionsråd, (DMR) samt faglige organisationer som LO, der skabte det folkelige fundament, som den danske u-landsbistand kunne bygge på, selv om staten var hovedaktøren.
En af grundene til den manglende aktive folkelige opbakning er, at faglig professionalisme i stigende omfang har fortrængt det folkelige engagement i både den statslige og private u-landsbistand – selv om der ikke burde være en modsætning mellem faglighed og frivillighed. Men bureaukrati og regneark har også sneget sig ind i udviklingsbistanden.
Verden har ændret sig markant de sidste årtier. Udviklingsarbejdet foregår ikke længere i en osteklokke. Der er i dag behov for en ny folkelig bevægelse, der kan være med til at sætte en ny, fremsynet global dagsorden for Danmark.
Det giver ikke mere mening at tale om udviklingslande og udviklede lande eller om Nord og Syd (eller Øst og Vest for den sags skyld). Fattigdom og udviklingsproblemer findes i både Nord såvel som i Syd.
Det samme gør rigdom. Voksende økonomisk og social ulighed er både et globalt og et nationalt problem i de fleste lande. Det samme er miljø- og klimaproblemerne, migration, skatteunddragelse mv.
I begyndelsen af 1960’erne var det de ovenfor nævnte folkelige organisationer, som tog initiativ til et bilateralt dansk bistandsprogram.
De danske NGO’er burde i dag tage et lignende initiativ og udarbejde en ny analyse med fokus på de aktuelle globale udviklingsproblemer som oplæg til den bebudede udarbejdelse af en ny dansk udviklingsstrategi i 2016.
Der er behov for en ny vision og en ny fortælling om Danmarks globale rolle. Hvordan skal fremtidens globale udviklingspolitik udformes i sammenhæng med handels-, klima-, energi- og sikkerhedspolitik? Hvilke roller skal regeringen, erhvervslivet og civilsamfundet spille?
Kom med fremtidsorienterede konstruktive udspil i stedet for fortidsfikserede klagesange.
