Af Poul Nielson
adjung. professor, fhv. EU-kommissær og udviklingsminister (S)
indlæg i Politiken tirsdag
Aktivist i Ibis og stud. scient.pol. Ingeborg Overby Gaarde skrev i en kommentar 12. december (i Politiken, red.) om en ”ny kløft mellem EU og Afrika”, fordi EU stiller hårde krav til nogle af de fattigste lande i verden.
Hun brugte Senegals præsident Wade som sandhedsvidne på, at forhandlingerne om et nyt handelsregime mellem EU og landene i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet er en trussel mod de fattigste lande.
Det er på tide at denne diskussion får tilført lidt mere ”scient.pol.” og lidt mindre ”aktivist”.
Præsident Wades eget land har som hørende til i kategorien mindst udviklede lande siden 2001 haft fri adgang til at eksportere ind i EU som følge af EUs beslutning om ”Everything But Arms, EBA”.
Konsekvensen i forhold til EU for Senegal af de igangværende forhandlinger vil være en sænkning af toldsatser på import fra EU over en 15-25- årig periode, men med fortsat opretholdelse af en særlig beskyttelse for følsomme varer på omkring 20 procent.
Det er i øvrigt ikke oversvømmelsen af billige varer fra EU, der udgør truslen mod Senegals økonomi. Blikket skal rettes mod Kina, Indien, Brasilien og Mexico. Se f.eks. på tekstilindustrien.
Europas mål med de aktuelle forhandlinger er ikke at sikre sig en særlig adgang til Afrikas markeder. Det fremgår allerede af grundprincipperne i WTO, at sådanne særrettigheder ikke ville kunne opretholdes.
Den helt afgørende forskel som følge af de regionale økonomiske partnerskabsaftaler (EPAer), som forhandlingerne skal munde ud i, vil være en liberalisering af handelen mellem naboerne i de forskellige regioner i Afrika samt en regional integration i øvrigt, der vil skabe mere bæredygtige markeder.
Problemet i dag er, at de afrikanske landes økonomier hver for sig typisk er for små til at tiltrække andre investeringer, end dem, der har at gøre med olie og mineraler. Hvem vil investere i produktion af maling eller sæbe i Uganda, hvis ikke man kan eksportere frit til nabomarkederne?
Der er simpelt hen for mange beskyttede nationale monopoler uden nogen effektiv konkurrence og uden noget incitament til at ekspandere i de små afrikanske økonomier.
Det er en uhellig alliance mellem traditionalister i en række afrikanske lande og NGOer, der gerne ville have, at verden i det hele taget så anderledes ud, end den faktisk gør, der har forsinket forhandlingerne. Men at argumentere for et fravær af forandring er at idømme afrikanerne fortsat fattigdom.
Tabet af statsindtægter som følge af reducerede toldsatser føres frem som en indiskutabel kendsgerning. Men moms er på vej til at være en reel skatteindtægt i flere og flere afrikanske lande som et langt bedre alternativ end told.
Alle de bekymrede regnestykker, EPA-modstanderne lægger frem, er baseret på statiske opgørelser. Ser man på dynamikken siger al erfaring, at mindre told og mere moms er bedre for staten, erhvervslivet og forbrugerne.
Landene omkring Sydafrika i toldunionen SACU fik sammen med Sydafrika nærmest med ét slag liberaliseret handelen med EU og det er væsentligt at bemærke, at dette ikke har ført til de problemer, EPA-modstanderne peger på.
Det er en uansvarlig påstand, at der er et reelt alternativ til EPAerne. Disse fattige lande må på en gradvis og planlagt måde indplaceres i verdensøkonomien.
Udviklingsperspektivet i disse aftaler er understøttet af betydelige beløb fra EU til at afhjælpe eventuelle tilpasningsproblemer, ligesom der er betydelig satsning på at styrke den regionale integration, både m.h.t. infrastruktur, administrative reformer og kapacitetsopbygning.
EU finansierer også ACP-landenes tilstedeværelse ved WTO i Geneve.
Der er i øvrigt ikke noget specielt nyt i hele sagen. Alle landene skrev under på EPA-perspektivet, da de skrev under på Cotonou-aftalen i 2000, og på det netop afviklede EU-Afrika topmøde i Lissabon er EPAerne fastholdt på dagsordenen mellem de 2 kontinenter.
Indlægget stod i dagbladet Politiken tirsdag den 18. december 2007 og er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af forfatteren.
