Tidl. udviklingsminister Poul Nielson (S) går i et indlæg i Berlingske Tidende torsdag skarpt i rette med Ulla Tørnæs for hendes påstand om manglende debat om u-landshjælpen.
Af Poul Nielson
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) skrev 10. januar om diskussionen om Udenrigsministeriets økonomiske støtte til Copenhagen Consensus.
Hun mener, at konferencen i 2008 “vil styrke bistandens placering på dagsordenen og brede den ud til flere end dem, der til daglig er en del af den bistandsfaglige elite”.
Ministeren har også den mening, at det i mange år har været en udbredt holdning, at så længe Danmark lå i den internationale sværvægtsklasse med hensyn til størrelsen af bistanden, så var der ingen, der behøvede at beskæftige sig med indholdet af den.
Denne beskrivelse er forkert.
Når Danmarks udviklingspolitik i OECDs eksamination blev beskrevet som en “inspiration for andre” – både kvantitativt oig kvalitativt”, var dette ikke noget, vi var kommet til ved blot at sætte debatten på autopilot.
Der lå en håndfast og bevidst prioritering bag koncentrationen på et begrænset antal programsamarbejdslande, ligesom udviklingen fra projekter til bredere sektorprogrammer og valget af sektorer i disse lande skete på baggrund af en bred og kvalificeret debat.
Det var bestemt også sådan, at Danmarks politik med “aktiv multilateralisme” var udtryk for en prioritering og en klar politik, der aftvang international respekt.
Der er ifølge ministeren noget galt med “den bistandsfaglige elite”, og metoden til at rette op på dette er, at “CCC08 med dens inddragelse af særdeles kompetente og anerkendte forskere fra hele verden nok skal formå at sætte udviklingspolitikken på dagsordenen i medierne også – og dermed bredt i den danske befolkning”.
Ministeren mener altså, at, at det ikke er et problem at give eliten en særlig rolle i debatten om bistandspolitikken, blot det ikke er den bistandsfaglige elite, der er tale om.
Man skal aldrig gå for snævert til værks, når det drejer sig om udviklingssamarbejde. Faktisk er multidisciplinær tværfaglighed et væsentligt træk ved “den bistandsfaglige elite”.
Problemet med Copenhagen Consensus er imidlertid først og fremmest, at selve arbejdsmetoden med at stille forskellige sektorer og brede problemstillinger op overfor hinanden og afveje disse i et kvantificeret illusionsmageri, der sælges til offentligheden som “cost benefit analysis”, ikke er fagligt holdbar.
Den kritik, der har været af konklusionerne fra Copenhagen Consensus, er seriøs og har stort set været ubesvaret.
I det gode samarbejdes ånd bør nogen advare udviklingsministeren mod at lade Bjørn Lomborg få rollen som skrædderen i Kejserens nye klæder, slutter Poul Nielson.
Poul Nielson var udviklingsminister 1994-99 og derpå EUs udviklingskommissær. Indlægget stod under Opinion i Berlingske Tidende torsdag den 12. januar 2006.
Læs også telegrammet “Tørnæs: Ny Lomborg-konference skal styrke u-landsdebatten i den brede befolkning i 2008”, dato 10.01.06, under Dansk bistand.
