De mange øremærkninger i dansk u-landsbistand – som vi også så i fuldt flor på statsministerens Afrika-konference – er useriøse i forhold til det langsigtede udviklingsarbejde, skriver generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær, i en leder i seneste udgave af organisationens månedlige nyhedsbrev.
Af Henrik Stubkjær
Lad det være sagt med det samme: Folkekirkens Nødhjælp hilser enhver satsning i forhold til Afrika velkommen. Skal 2015 målene kunne nås, er det på høje tid at satse på Afrika.
Så regeringen kan vente vores fulde opbakning omkring øget bistand til Afrika. Men der skal bæredygtige indsatser og konkrete beløb på bordet.
Og begejstringen sættes lidt i relief, når man betænker, at på trods af alle de flotte ord så er den samlede bistand til Afrika over 200 millioner kr. LAVERE nu, end den var i 2001.
Da regeringen trådte til i novembver 2001, trak man sig hovedkulds ud af flere afrikanske lande. Og som bekendt skar regeringen 2 milliarder kr. i udviklingsbistanden. Siden er u-landsbistanden faldet hvert eneste år.
Den danske exit fra Malawi viser med al tydelighed, hvad der sker, når pludselige kovendinger i bistandspolitikken rammer.
I efteråret besøgte jeg landsbyen Nkawa i det sydlige Malawi, hvor jeg mødte ludfattige bønder, der i øjeblikket gennemlever flere års sult og tørke – med erindringen om besøget fra udsendinge fra Danmark, der lovede hjælp til overrisling og dæmningsbyggeri, men som pludselig forsvandt.
For ikke at nævne de 545 kvinder med hønsehold, som blev efterladt af Danida – i dyb gæld og uden høns.
Regeringen har i sit Afrika-udspil bebudet, at i de kommende år skal støtten til Afrika opprioriteres. I øjeblikket går ca. 60 procent af den danske bistand til Afrika.
Frem mod 2010 vil procenten stige til 67 procent. Denne ”Afrika-satsning” blev voldsomt profileret i forbindelse med statsministerens Afrika-konference i begyndelsen af maj.
Men spørgsmålet er, hvor pengene til en øget satsning i Afrika skal tages fra ?
I år når vores u-landsbistand ned på 0,8 procent af bruttonationalindkomsten (BNI), hvilket regeringen har betegnet som det fremtidige niveau.
Ved en uændret økonomisk vækst vil det betyde en øget bistandspulje på ca. 600 mio. kroner i 2007. Der vil være flere penge til u-landsbistand i 2007 – men det er penge, som kommer til veje på grund af den almindelige økonomiske vækst i vores velfærdssamfund.
Hvis pengene til en øget Afrika-indsats – som antydet af udviklingsministeren – skal tages fra f.eks. Bolivia, vil det betyde nye katastrofale kovendinger i dansk u-landsbistand.
Det vil desuden være meningsløst at ofre gode erfaringer og godt udviklingsarbejde i Bolivia for at starte nye tiltag i nye lande i Afrika.
Af de nuværende programsamarbejdslande kan det kun være Vietnam, som man med nogenlunde rimelighed kan udfase over en årrække.
Vi vil anbefale, at regeringen finansierer en øget satsning i Afrika med de penge, som kommer i en øget bistandspulje på grund af den øgede vækst i samfundet, samtidig med at man også kan kigge i den efterhånden store ”diverse-konto”, som flytter midler fra traditionel fattigdomsbekæmpende u-landsbistand til de kritiserede erhvervssektorprogrammer, til terrorbekæmpelse, flygtningeindsats i Danmark og lignende.
I forhold til den fremtidige satsning på Afrika vil jeg anbefale, at regeringen genlæser Paris-erklæringen om en effektivisering af udviklingsbistanden, som Danmark tilsluttede sig i marts 2005.
I denne erklæring slås det fast, at bistanden i højere grad bør gives som budgetstøtte, så regeringernes egne udviklingsprogrammer styrkes.
De mange øremærkninger, som vi desværre også så i fuldt flor på den sidste dag af statsministerens Afrika-konference, er useriøse i forhold til en langsigtet opbygning af de afrikanske regeringers kapacitet.
De gør bistanden usmidig og er med til at cementere en gammeldags og udlevet tænkning hos donorer og modtagere, slutter Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær.
