Kim Hartzner
Kim Hartzner er grundlægger af hjælpeorganisationen Mission Øst, hvor han nu engagerer sig i fundraising. Organisationen arbejder i otte lande ud fra kontorer i København, Berlin og Bruxelles og er medlem af Integral Alliance, der har 22 medlemmer medlemsorganisationer, der tilsammen arbejder i 90 lande.
Han grundlagde Mission Øst sammen med sin far René Hartzner i 1991 – kort efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud. I dag er han fuldt engageret i at rejse midler i Danmark og Tyskland til gavn for 250.000 nødlidende, som er direkte afhængige af Mission Østs hjælpearbejde.
Mens den irakiske storby Mosul bliver befriet fra Islamisk Stats terrorvælde, står vi i Mission Øst klar med nødhjælp til tusinder af mænd, kvinder og børn, der flygter ud af den irakiske storby. Hjælpen ydes i tæt samarbejde med et netværk af internationale hjælpeorganisationer under ledelse af FN.
FN regner med op mod 200.000 fordrevne de første uger af Mosul-offensiven. I værste fald kan op mod en million mennesker blive fordrevet. Mellem 1,2 og 1,5 millioner mennesker ventes at blive stærkt påvirket af kamphandlingerne.
Mission Øst bidrager med overlevelsespakker til tusinder af fordrevne. Pakkerne indeholder førstehjælpsudstyr, hygiejneartikler, dunke, tæpper og liggeunderlag. Når familierne ankommer til flygtningelejrene, modtager de desuden etableringspakker med madrasser, komfur og kogegrej.
Blikket for den enkelte
I en så storstilet hjælpeaktion er det vigtigt at bevare blikket for den enkelte nødlidende. Når vi som nødhjælpsorganisationer bliver store og effektive, må vi for alt i verden ikke blive nødhjælpsmaskiner, der mister hjertet for den enkelte: Kvinden, der måske er blevet voldtaget, pigen, der har været holdt fanget som sexslave, drengen, der har set sine kammerater blive skudt eller manden og faderen, der har set alt dette ske uden at kunne gribe ind.
Det er sådanne fuldstændig ubærlige beretninger, de fordrevne fortæller, når jeg og Mission Øst uddeler nødhjælp. At være nødhjælpsarbejder må ikke blive et job fra otte til 16. Vi må virkelig se dem, vi hjælper, sætte os ind i deres vilkår og føle deres smerte.
Det handler nemlig om nød-hjælp, altså hjælp til mennesker i en så dyb nød, at vi bliver rystet, når vi sætter os i deres sted. Når vi erkender det, kan vi formidle mere end mad, tøj, sæbe osv. Vi formidler også kærlighed, nærvær og fremfor alt håb for en bedre fremtid. Så kan en ramt familie leve videre på det og genopbygge deres tilværelse.
Hjertevarm nødhjælp bliver ikke kun overlevelse, men en vitaminindsprøjtning til et bedre liv.
”Nød” er faktisk for lille et ord. Det, vi taler om, er jo katastrofer og krige, hvor folk får smadret alt. Vi taler om millioner af mennesker, som kollektivt rammes af noget helt sindssygt. Det er millioner af menneskers tragiske skæbne, vi står over for.
Her giver vi et menneske noget i hånden, som hjælper dem til at overleve – vand, mad, husly eller mulighed for at tjene penge. Og har vi hjertet med – fordi vi ser menneskene ind i øjnene, mærker deres angst, føler deres sorg, og bare er der sammen med dem – så kan nødhjælpen blive et udtryk for kærlighed, et udtryk for håb. Du føler kærlighed til det menneske, og du ønsker at bruge dit liv på det menneske, som står lige netop dér. Og du gør det, fordi du så inderligt håber, at det hjælper.
I den handling sker der noget. Idet du giver, får modtageren et eller andet med sig at leve videre på. Det er det, jeg kalder en vitaminindsprøjtning. Og det glemmer personen aldrig. Eller den befolkningsgruppe, du har stået solidarisk sammen med.
Begyndte med nødhjælp til Østeuropa
På fredag den 18. november kan Mission Øst fejre 25 års jubilæum. Det hele startede spontant med, at jeg og min far rejste med nødhjælp til Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen efter Jerntæppets og Berlinmurens fald. Kort efter fik Mission Øst ansvar for tusindvis af menneskers overlevelse i det sydlige Armenien.
Vi var der i ”de mørke år” i Armeniens historie, årene hvor landet var ramt af en tredobbelt katastrofe: Et jordskælv i 1988, Sovjetunionens sammenbrud i 1990 og samtidig en krig med nabolandet Aserbajdsjan.
Kampene varede i seks år. Og fordi Aserbajdsjan blokerede den store jernbane fra Rusland til Armenien, kunne armenierne ikke modtage nødhjælp andet end med fly og på meget dårlige veje gennem konfliktområder.
Vi sendte derfor ni fly af sted over to år med 45 tons nødhjælp i hver. Samtidig brød vi blokaden i 1995, idet vi fik tyrkiske lastbiler til at køre med nødhjælp gennem Georgien til Armenien. Når armenierne tænker tilbage, ser de os som dem, der hjalp dem igennem de meget mørke år i deres historie. Vi har i dag et helt særligt forhold til det armenske folk. Vi føler os knyttet til dem.
Det hele begyndte med, at vi uddelte mad og medicin til armenske ofre for krigen – ældre og børn og gravide. Samtidig byggede vi et centralsygehus og senere etablerede vi klinikker. Fra 1994 til 1996 brødfødte vi 65.000 mennesker.
Her føler jeg, at vi gjorde mere end det. Gennem handling sagde vi: ”Vi elsker jer, og vi ønsker at give jer håb.” Der ligger noget i den handling, som har båret frugt og gjort det muligt for os at lave udviklingsarbejde meget senere.
Al hjælp – til forsømte børn, personer med handicap, mennesker, der er ramt af HIV/AIDS og så videre – har sin rod i, at vi har et tillidsforhold til befolkningen.
Vi og vores partner driver i dag syv sundhedscentre for børn og unge med handicap i landet, ligesom vi har præget den armenske skolelov, så også børn med handicap kan deltage i et normalt skoleliv med deres kammerater.
Det er i det øjeblik, hvor du gør noget for et andet menneske, at der opstår et tillidsforhold. I tillidsforholdet opstår en relation, og den relation er så stærk, at vi står sammen langt ud i fremtiden.
Befolkningen kan tage det med og bruge det til at bygge deres liv op med; til at føle, at de ikke er alene på jorden. For hvis du er i krise og uskyldigt ramt af krig eller jordskælv, er du helt nede med flaget, og så kan du tro, at du er svigtet, tilsidesat og kun et fnug på jordens overflade.
Historien fra Armenien for over 20 år siden gentager sig i Mellemøsten lige nu. I Nordirak er Mission Øst en af de organisationer, der holder hånden under yezidierne, en etnisk minoritet i Nordirak, der trues med udslettelse. Her er det igen et folk, der er havnet i en fuldstændig ubærlig situation. Det er jo en total katastrofe, at et helt folk siden sommeren 2014 er blevet rykket op med rode, fordrevet og overfaldet, voldtaget og myrdet af Islamisk Stat.
Et moralsk ansvar
Jeg tror, at der hviler et moralsk ansvar på os som hjælpeorganisation til at blive ved med at hjælpe dem. Vi skal følge dem til dørs, så vi også er med, når de en dag vender hjem. Nogle flygter ud af Irak, men langt de fleste ønsker at blive i landet. De fleste føler, at det er deres hjem og at, hvis de mister det, så mister de alt. De har deres helligdomme og deres historie, hvor de føler sig forfulgt gennem mange år. Og lige nu føler de sig truet på deres eksistens.
Når vi hjælper dem, får vi så meget kærlighed og varme igen. Vi modtager så mange positive meldinger på bl.a. facebook. De ser os som deres advokater, på samme måde, som armenierne gør: ”I var dem, der støttede os i de mørke år!”
Den form for nødhjælp bliver en vitaminsindsprøjtning, som giver afsæt til bæredygtig udvikling. For nødhjælp kan ikke stå alene. For at virkelig få bugt med nøden, skal vi stå sammen med befolkningen i det lange seje træk, der løfter hele lokalsamfund ud af forarmelse.
Et godt eksempel er vores arbejde i Afghanistan, hvor vi efter 15 år nu er langt de største inden for vand og sanitet i de tre nordlige provinser. Før drak børn vand af de samme beskidte vandhuller, som køerne havde drukket af. Kvinderne vaskede op i grøfterne. Det førte til en børnedødelighed på op mod 25 procent. Vi underviser i hygiejne og tilvejebringer vandforsyning og latriner, som bevirker, at børnedødeligheden falder fra 25 procent til næsten nul.
Jeg har siddet i landsbyer i Afghanistan med de ældste og blevet modtaget som konge, fordi de har oplevet en mærkbar forskel. Før bar de et barnelig ud hver 14. dag, og nu har der ikke været nogen dødsofre de seneste seks måneder. Så er de klar over, at der er en sammenhæng. Arbejdet har skabt en enorm tillid i lokalbefolkningen.
Det viste sig ved at landsbyernes ældste efter Muhammedkrisen sagde, at hvis nogen kom efter os, skulle vi bare komme op til dem. De skulle nok beskytte os. Det er jo helt vildt, at mennesker, der er fjernt fra vores livsopfattelse, alligevel viser sådan en solidaritet og opbakning.
Men det skyldes det tillidsforhold, der er opbygget imellem os. De har jo set, at vi var der som de første i 2001 til at uddele mad i et område, hvor der havde været krig. Befolkningen var flygtet fra hus og hjem og kom nu tilbage til deres ejendomme, hvor alt var smadret, og der lå miner overalt. Taleban havde ødelagt deres huse, taget bjælkerne ud af loftet, fjernet brædder fra døre og vinduer, kørt hen over deres brønde og smidt døde dyr og mennesker ned i brøndene for at forgifte vandet.
Her startede vi med at uddele mad og vand, mens vi borede nye brønde. Det lykkedes også at finde vandkilder oppe i bjergene og anlægge store vandrør ned til landsbyerne i dalen. Nu fik dyr og mennesker rent vand på forskellige steder, og bønderne kunne genoptage deres landbrug. Sammen med lokalbefolkningen byggede vi veje ud til de fjerne landsbyer. Omkring en kvart million mennesker har hvert år fået hjælp til selvhjælp på denne måde.
Det personlige engagement
Det er klart min erfaring, at det er det personlige engagement, som lægger kimen til at kunne genopbygge lokalsamfund efter krig og katastrofe. Det er den nerve, der ligesom sætter sig i lokalbefolkningen og gør, at de begynder at tro på sig selv og at føle sig overbevist om, at det nok skal lykkes for dem. Smart teknologi og effektiv logistik er én ting og absolut nødvendigt, men det er ikke bæredygtigt uden formidling af kærlighed og håb.
Ja, teknologi og logistik er nødvendig, når der skal etableres sundhedscentre i Armenien, vand og sanitet i Afghanistan og planlægges undervisning og hjælp til selvforsørgelse i både Nordkorea, Burma, Afghanistan, Nepal og Tadsjikistan, hvor Mission Øst også arbejder. Men relationen er afgørende. Tillidsforholdet er bærende for fremtiden.
Bæredygtighed
Det er bæredygtighed, der vil noget. Ikke kun at en befolkning får tillid til hjælpeorganisationen, fordi alt det praktiske fungerer, og medarbejderne har hjertet på rette sted. Men i allerhøjeste grad også fordi, hjælpeorganisationen har tillid til, at befolkningen kan føre hjælpen videre og udvikle deres eget samfund.
Vi gav dem et sygehus i Armenien, men sagde fra starten, at det var dem selv, der skulle køre det. Vi gav dem tilskud og støtte og udstyr, og det har kørt lige siden.
Nøglen er at overlade ansvar. Bæredygtighed kræver, at nogen overtager ansvaret. Idet du giver håb og kærlighed og viser det i praksis, skal du også give ansvar. Giv befolkningen tro på, at de selv kan. Vi kan jo ikke redde hele verden, og de enkelte lande har jo i bund og grund ansvar for deres egen udvikling. Vi kan blot understøtte landenes egen udvikling og vise dem et eksempel, komme med gode principper og dele den relevante knowhow.
Og det kan vi netop, når vi også har stået sammen med dem, mens de havde det svært. Den kærlighed og det håb, vi har givet dem, giver os tillid, og den tillid skal nu overføres til dem, så de får en tro på, at de selv kan. Det ”drive” kan vi understøtte. Så sker der noget. Og så bliver resultatet noget, de selv kan være stolte af.
Helena fra børnehjemmet
Når jeg kigger tilbage på 25 års arbejde i Mission Øst, dukker er der ét bestemt billede op og klæber sig til nethinden. Det er billedet af en pige, der hedder Helena. Jeg mødte hende første gang, da hun var lille pige på et børnehjem i Armenien.
Det var mørkt, og børnene rendte rundt som spøgelsesgestalter. Helena havde taleproblemer og var måske også lidt udviklingshæmmet. Men hold da op, hvor var hun sød! Ti år senere så jeg hende i et supermarked, hvor hun havde arbejde med at gå til hånde, stille varer på plads og servicere kunder. Jeg fik det største smil af hende!
Vores medarbejdere så hende. Troede på hende. Og andre tog over og gav hende en chance. Det er kærlighed, håb og ansvar. Og det er livsnerven i alt nødhjælps- og udviklingsarbejde.
Også for de tusinder af Mosuls indbyggere som i øjeblikket strømmer ud af den irakiske storby, mærket af Islamisk Stats brutale overgreb, og som en dag skal vende hjem og bygge deres smukke by op igen.
