Nødhjælpens indiske partner vinder ozon-pris

chandra1
Thomas Jazrawi

Der var priser til den indiske organisation, Centre for Science and Environment (CSE), ved uddelingen af The Ozone Awards i forrige uge.

Det er et valg, som varmer i Danmark. Organisationen er nemlig en af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere.

”CSE har været Folkekirkens Nødhjælps partner i mange år, og vi siger stort tillykke med gevinsten af Ozone awards. Det er en anerkendelse for det vigtige arbejde de laver, og for den stærke stemme de har i den globale klimadebat”, lyder det i en kommentar fra Birgitte Qvist-Sørensen, generaldirektør i den danske organisation.

30 års jubilæum

Prisen er uddelt af sekretariatet for arbejdet med forbedringer af ozonlaget under FN’s Miljøprogram. Det er sket i forbindelse med 30-års jubilæet for Montreal-protokollen, der bliver nævnt som en af de mest succesfulde internationale aftaler overhovedet, da den internationale indsats har gavnet, ifølge undersøgelser.

Den fornemme pris bliver givet til individer, grupper og organisationer, som har bidraget til fremgang for Montreal-Protokollen de seneste 10 år.

Det var CSEs generaldirektør, Chandra Bhushan, der fik prisen for at levere værdifulde inputs til den såkaldte Kigali Amendment. Tilføjelsen, opkaldt efter hovedstaden i Rwanda, blev underskrevet i 2016, og bidrager til at udfase de HFC-gasser, som skader ozonlaget. Disse gasser er langsomt blevet erstattet af andre, som er mere skånsomme, og ozonlaget er nu i bedring.

”Vi er rigtigt glade for at Centre for Science and Environment (CSE) får denne pris og anerkendelse. CSE er en central og anerkendt organisation, ikke blot i Indien, men også rundt om i verden”, fortæller Birgitte Qvist-Sørensen i en kommentar.

Udover prisen til generaldirektøren var der en mediepris til mediet Down to Earth, et initiativ, der er tilknyttet CSE.