Nok en kendt ud af kendisprojekt – går i protest mod VK-regeringen og Ulla Tørnæs u-landspolitik

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Endnu en kendt person, skuespilleren Timm Vladimir, har valgt at forlade udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) omstridte kendis-projekt, hvor kendte personer skal udvælge støtteværdige bistandsprojekter for mange millioner skatteyderkroner, fordi de er kendte.

Vladimirs farvel sker i protest mod VK-regeringens og Ulla Tørnæs u-landspolitik, skriver flere nyhedsmedier torsdag.

– Jeg hverken kan eller vil længere være med til at støtte regeringen og specielt Ulla Tørnæs i denne slet skjulte valgkampagne. Jeg er dybt uenig i deres måde at forvalte u-landsbistanden på, og jeg ser mig derfor nødsaget til at melde fra til Dilemma-projektet, siger Timm Vladimir.

Han blev ellers topscorer på en internetafstemning, hvor man kunne stemme på, hvilke 5 kendte danskere, der skulle til Afrika for at vurdere en række mulige bistandsprojekter. Timm Vladimir skulle således have været afsted til Tanzania torsdag.

Vladimir var positiv overfor, at regeringen under lørdagens DR-indsamlingsshow gav tilsagn om at ville støtte kampen mod hiv og aids i Afrika med en halv milliard kroner, men fik så oplysninger, der gjorde ham “rasende og ked af det”.

Han reagerede mod, at regeringen samtidig har slettet en halv milliard kroner af Nigerias gæld til Danmark, men vel at mærke tager den halve milliard fra de danske u-landsmidler.

– Regeringen har lavet en skinmanøvre ved at sige, at man giver en ekstra halv milliard, men i virkeligheden er der ikke et eneste menneske i verden, der kommer til at mærke det. Jeg mener, at man har fjernet penge fra u-landsbistanden under påskud af, at man har givet flere penge, siger Timm Vladimir.

Den 38-årige skuespiller og entertainer tog beslutningen mandag, men har ventet med at offentliggøre sit syn på sagen, indtil hans afløser, Karen Mukupa, var udpeget.

I forvejen skal fitnesseksperten Charlotte Bircow, Christian Stadil fra tøjfirmaet Hummel og teaterdirektørerne Martin Miehe-Renard og Jon Stephensen til Afrika i forbindelse med Kendis-projektet. Bircow til Uganda, Stadil til Ghana, Miehe-Renard til Kenya og Stephensen til Zambia.

Også TV-værten Morten Lindberg (bedre kendt som Master Fatman) har valgt at springe fra Ulla Tørnæs omstridte kendisprojekt, angiveligt på grund af manglende tid.

Læs desuden telegrammet “Endnu en kendis forlader udviklingsministerens omstridte projekt-konkurrence”, dato 12.02.07 i rubrikken Dansk bistand