Af Jakob Simonsen,
Direktør for UNDPs nordiske kontor i København
indlæg i Berlingske Tidende mandag
Som udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) rigtigt påpeger, handler udviklingsbistand om langt mere end om, hvorvidt pengepungen bugner (se telegrammet “Ulla Tørnæs: Bistand er meget godt, men der er altså rigtig meget, u-landene kan gøre selv”, 23.10.06 i rubrikken Dansk bistand).
Penge skal der dog til, og kun 5 lande i verden lever i øjeblikket op til FNs anbefaling om at yde 0,7 procent af BNP: Nemlig Luxembourg, Holland, Sverige, Norge og Danmark, hvoraf Sverige og Norge dog forfølger og har nået et mere ambitiøst 1 procents mål, mens Danmark har stillet sig tilfreds med at opnå 0,8 procent.
Men det ville absolut være enklere, hvis udviklingsdiskussionen blot handlede om bistandens størrelse end om mere komplekse størrelser såsom god regeringsførelse, harmonisering og effektivisering af bistanden.
Også den private sektor erkender, hvor kompleks en størrelse udvikling er – noget som tydeligt kommer til udtryk i følgende udtalelser fra US Chamber of Commerce:
”Makroøkonomiske reformer er nødvendige men skaber ikke i sig selv økonomisk vækst,” og ”Menneskelig kapital (lederskab og politisk vilje) samt social kapital (værdier og forhold) spiller en lige så væsentlig rolle som lokal lovgivning, institutioner, ressourcer og infrastruktur.”
Der er med andre ord bred konsensus fra både det private erhvervsliv, FN og donorer om, at udvikling og dermed bistand handler om mere end penge.
Ligesådan er der bred enighed om, at vi ikke når i mål, hvis ikke de mange tiltag er koordinerede.
Tidligere har det været et stort problem, at mange regeringer i u-landene skulle forholde sig til donorernes mangeartede betingelser, krav til indhold og kontrol af bistanden, hvilket tog ressourcer væk fra det egentlige udviklingsarbejde.
I de senere år er det i højere grad lykkedes donorsamfundet at harmonisere og koordinere indsatsen – et område, hvor FN spiller en særlig rolle i forhold til udarbejdelsen af globale mål og strategier.
Som eksempel kan nævnes, at FNs Udviklingsprogram UNDP er ansvarlig for at koordinere og monitorere (overvåge) arbejdet med 2015 Målene, som med sine 8 konkrete mål skal sikre, at verdens fattigdomsbekæmpende aktiviteter har samme endestation.
Min vigtigste pointe er dog, at koordineringen skal ske på modtagerlandets betingelser.
Det skal være udviklingslandet selv, som er herre over processen, hvis vi vil se en effektiv udvikling – alternativt vil u-landenes tid ikke blot gå med at rapportere tilbage i forhold til de modtagne midler men endnu værre føles som udefrakommende instrukser uden relation til den lokale udviklingsvirkelighed.
Det er derfor helt centralt for UNDP, at de enkelte donorer ikke stiller vidt forskellige betingelser for deres respektive bistand, men at bistanden sker på u-landenes og ikke donorernes betingelser.
Et område som glædeligt allerede er dansk officiel politik og i stigende grad virkelighed i vores bistandssamarbejde.
Indlægget stod i Berlingske Tidende mandag den 23. oktober 2006
