Ikke engang én nordjyde ud af 100 vælger at trykke på donations-knappen til Folkekirkens Nødhjælp og FNs Børnefond (UNICEF) på flaskeautomaten i COOPs forretninger, skriver DR online tirsdag.
Knappen sidder lige ved siden af den normale knap, der udskriver en bon med et beløb, man kan handle for i forretningen. Støtten fra Nordjylland er kun halvt så stor som københavnernes.
– Vi er selvfølgelig glade for alt, hvad vi får, men vil arbejde målrettet med at udbrede budskabet, så ALLE ved, hvordan de kan støtte med deres flaskepenge, siger Sander Schwartz fra Folkekirkens Nødhjælp.
Kun 0,9 procent af de nordjyske kunder vælger at støtte mod 1,1 procent på landsplan.
Hovedstads-regionen topper listen. Her vælger 1,8 pct. at hjælpe andre i nød via flaske-automaterne.