Nordkoreas “Kære Leder” er død. Tilsyneladende er historier om grådkvalte studieværter og Kim Jong-Ils feticher nogle af de mest interessante for de danske nyhedsmedier.
KOMMENTAR
Af Ida Zidore, medlem af U-landsnyt.dk’s redaktion og MA of Journalism and Media
Hvis der er noget, vi danskere ikke er opdraget til, er det at tilbede despotiske ledere og totalitære systemer. Der skal være plads til det rimelige og det sandhedssøgende.
Og fremfor alt skal der være plads til det enkelte menneske.
Mediernes parodiske fremstilling af Nordkorea i disse dage trykker på nogle farlige knapper. Hvis man ikke allerede havde fordomme liggende om nordkoreanere som en flok imbecile verdensbenægtere, kan man hurtigt få dem.
Det kan undre, at farcerne får lov at dominere mediebilledet. For hvor sandhedssøgende og væsentlig er nu egentlig dén form for journalistik?
Selvom der også foreligger politiske analyser og kommentarer til lederskiftet, er vigtige elementer udeladt fra dækningen. Den nordkoreanske befolkning fremstår aldrig som andet end en identitetløs og grinagtig masse.
Det er ikke helt ufarligt. Sprog og billeder skaber distance, så farcerne får en konsekvens.
En identitetsløs flok
I mit kandidatspeciale undersøgte jeg, hvordan fjendebilleder af Nordkorea bliver skabt gennem sprogbrug i vestlige medier. Helt konkret undersøgte jeg en række lederartikler bragt i Politiken, The Guardian og The New York Times i løbet af år 2010.
I artiklerne var befolkningen stort set aldrig fremstillet som andet end identitetsløs – og derfor tenderende til ligegyldig – masse. Noget af det samme synes at have gjort sig gældende i de danske medier siden mandag.
Det er klart, at Nordkorea er et særligt tilfælde for journalister. Bare at komme ind i landet som reporter kan som bekendt være en udfordring. Men gengivelsen af de officielle nordkoreanske billeder af grædekor er stadig et valg, der ikke kun kan skyldes manglen på alternativ kildemateriale. Mange nordkoreanere lever i eksil, men kommer sjældent til orde.
Pointen er, at når de grinagtige billeder af befolkningen ikke får en modvægt, skabes distance. Set i et humanitært perspektiv er det ikke helt ligegyldigt. Distancen får nemlig konsekvenser. Kim Jong-Ils død går ind i rækken af episoder, der medvirker til et afstumpet billede af et helt land.
Ifølge FN er omkring 6 millioner mennesker i Nordkorea lige nu ramt af hungersnød. Det er måske ikke tilfældigt, at der ikke løftes mange danske øjenbryn. For hvem bekymrer sig om de, der ingen identitet har?
Den gamle “vi mod dem”
Ifølge mit speciale har distancen rødder i et sprogligt forsimplet modsætningsforhold mellem Nordkorea på den ene side og den vestlige verden på den anden.
Flere steder i lederartiklerne forekom det, at en underliggende præmis var et lighedstegn mellem ordene ‘Vesten’, ‘os’, ‘vi’ og tilmed ‘Verden’ på den ene side, og ordene ‘de’ og ‘Nordkorea’ på den anden.
Man kan vel næppe forvente, at læserne skal kunne identificere sig med andre end “vi i Verden”? Nordkorea bliver altså hurtigt en fremmet størrelse.
Der er nu ikke noget nyt i den dikotomi. Modsætningsforholdet er et sprogligt levn fra den Kolde Krig, hvor den kommunistiske blok blev portrætteret i medierne som den ‘Frie Verdens’ onde alter ego.
I det hele taget findes der adskillige historiske eksempler på, at binære modsætninger i sproget har været brugt til at skabe eller fastholde fjendebilleder.
Den græske historiker Herodot beskrev allerede omkring år 450 f.v.t. fjenden i Orienten som den direkte modsætning til den suveræne græker. Fjenden var portrætteret som irrationel, svag, tom og fremmet. Ikke langt fra det billede af Nordkorea, min analyse viste.
At præmissen stadig gør sig gældende i en tid, hvor liberale, vestlige medier hævder at være neutrale og upartiske, kan være forstemmende. Ligesom det kan være forstemmende at være vidne til den unuancerede og farceagtige dækning af Kim Jong-Ils død i disse dage.
Episoden gør det bare endnu mere aktuelt at fastholde den tåkrummende banale pointe, at det vi ser er billeder og forestillinger. Det er ikke sandheden. Der bor 23 millioner mennesker i Nordkorea.
Når fjenden bliver et umenneske
At Mission Øst er den eneste danske nødhjælpsorganisation, der uddeler mad i det sultramte land, kan være tankevækkende.
Generalsekretær Kim Hartzner har udtalt, at hungersnøden er en af verdens mest oversete katastrofer. Nordkoreanerne har desperat behov for hjælp.
Men humanitær bistand forudsætter jo helt grundlæggende en bevidsthed. Social, politisk eller økonomisk. Derfor må første skridt mod hjælp være bevidstheden om, at nordkoreanere er andet end en “ond, identitetsløse masse”.
Man danner sin egen sandhed på baggrund af det, man ser og hører. Lige siden verdens første krigskorrespondent William Howard Russell rapporterede fra Krim-krigen har journalister vidst, at vinkling betyder alt, når parterne i en konflikt kommer til orde.
Samtidig er umenneskeliggørelse via sproglig praksis helt grundlæggende for dannelsen af fjendebilleder.
I de artikler, jeg analyserede, blev Nordkorea – bevidst eller ubevidst – fremstillet som overvejende utroværdig, barbarisk, destruktiv og irrationel. Det modsatte af det ‘gode’. Menneskelighed var helt udelukket.
I disse dage kan danskerne primært se det nordkoreanske folk som en farce af et grædekor. Det er ligeså forsimplet og farligt.
————————————————————–
Ida Zidore er uddannet MA i Journalism and Media within Globalization: the European Perspective fra Swansea University, Universiteit van Amsterdam, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Aarhus Universitet. D. 15. september bestod hun sit afsluttende speciale Beyond the Enemy: North Korea and Iran in Western Newspapers.
