U-landsorganisationen IBIS og Folkekirkens Nødhjælp gør i et notat status over de førende industrinationers løfter op til denne uges topmøde i G8-gruppen i Nordtyskland.
2 år efter MAKEPOVERTYHISTORY
Status på G8 landenes løfter
Holder G8 landene hvad de lover?
– Gennemsnitsalderen i Afrika er kun 46 år
– 41 procent af afrikanerne lever for under en dollar (5,50 kr.) om dagen
– Hver dag bliver 7.700 afrikanere smittet med hiv
– Hvert år dør en million afrikanske børn af malaria
2005 blev et helt usædvanligt år for fattigdomsbekæmpelse. Den britiske Afrika Kommission med Bob Geldof i spidsen satte i årets begyndelse en ny global dagsorden. Live8 koncerterne blev fulgt af 3 milliarder.
Over 15 millioner europæere tog del i MAKEPOVERTYHISTORY kampagnen ved at købe hvide armbånd. I Danmark oplevede mere end 200.000 danskere kampagnen i.f.m. koncerter og events rundt om i landet. Alt dette satte G8 landene under et helt ekstraordinært stort pres.
G8 landene lovede bl.a.:
– 50 milliarder US dollar ekstra i udviklingsbistand i 2010 – heraf halvdelen til Afrika. Det indebærer en fordobling af Afrikas nuværende udviklingsbistand
– 100 procent gældseftergivelse til 24 af verdens mest gældsplagede lande.
– Aids-medicin til alle med aids i udbrud inden 2010 og en 85 procent reduktion i malariatilfældene i 2015.
– Et gennembrud i forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen (WTO) til fordel for verdens fattigste.
Der er nu gået 2 år siden verdens rigeste lande i Gleneagles gav de historiske løfter og det er tid til at gøre status. Den danske MAKEPOVERTYHISTORY kampagne bedømmer G8 landenes indsats som rutinepræget og særdeles mangelfuld. Karakteren kan derfor kun blive et 6-tal.
Men håbet lever endnu og sammen med resten af verden stiller vi G8 landene til ansvar for deres egne løfter, når de mødes i Heiligendamm. En kvinde og 7 mænd kan forsat gøre fattigdom til historie, hvis ellers viljen er til stede, hedder det.
Bistanden til Afrika falder
På overfladen ser det imponerende ud. Udviklingsbistanden fra verdens rigeste lande var i 2005 på det højeste niveau nogensinde med 106,8 milliarder US dollar. Alligevel er der grund til bekymring.
Udviklingsbistanden faldt nemlig igen i 2006 til 103,9 milliarder dollar – det første fald i den globale bistand siden 1997 og OECD forudser at bistanden vil falde yderligere i de kommende år.
G8 landene forventes i 2008 at levere mellem 1,7 og 2,3 milliarder dollar, hvilket er omkring en tredjedel af de 6,2 milliarder, som skal på bordet for at efterleve Gleneagles løfterne. Men med det nuværende tempo vil G8 landene kun nå op på omkring 20 milliarder dollar af de 50 milliarder ekstra i bistand i 2010, man lovede i Gleneagles.
Det betyder forskellen på liv og død for verdens fattigste. Ifølge den store britiske NGO, Oxfam, kunne 30 milliarder dollars redde minimum 5 millioner menneskeliv, hvis de blev investeret i sundhedsindsatser til kvinder, børn og hiv-smittede.
Den direkte faldende bistand til verdens fattigste er en noget overraskende udvikling i lyset af løfterne fra G8 mødet i Gleneagles.
Dette skyldes især gældsaftalerne med de olierige lande Irak og Nigeria, som har fået gældseftergivelsen til at eksplodere og bringer de 2 lande til tops på listen over modtagere af global udviklingsbistand i 2005.
Da gældseftergivelse som oftest er en skrivebordsøvelse, som flytter penge mellem forskellige ministerielle kasser i de rige lande, bliver der i praksis kun tilført begrænsede nye midler til verdens fattigste lande.
Fratrækker man f.eks. de rige landes gældseftergivelse til Nigeria i 2005, så faldt den samlede bistand til Afrika syd for Sahara med 2 procent i forhold til året før. Derfor slår indsitrilandenes samarbejdsorganisation (OECD) alarm og efterlyser større ansvarlighed fra de rige lande.
Den langsommelige bistandsstigning risikerer at få alvorlige konsekvenser. Det er nemlig helt urealistisk at forestille sig, at verdens fattigste lande er i stand til at mangedoble deres indsats på f.eks. sundheds- eller uddannelsesområdet, medmindre udviklingen sker gradvist over en årrække.
Hvis de rige lande venter til sidste øjeblik f.eks. i 2009-2010 med bistandsstigningen, vil risikoen for fejlinvesteringer og korruption øges og den folkelige opbakning til udviklingsbistanden risikerer at blive svækket.
MAKEPOVERTYHISTORY opfordrer de rige lande i Heiligendamm til at vise reel vilje og sætte klare tidsfrister for den manglende finansiering.
Samtidig er der brug for, at lande som Danmark går helt i front i den bistandspolitiske superliga og lægger et moralsk pres på resten af verden om at følge efter. Et dansk tilbagevenden til én procent af bruttonationalindkomsten i udviklingsbistand vil sende et vigtigt signal.
En handelspolitisk koldkrigssituation
Manglen på resultater på handelsområdet er katastrofal. Selv om WTO ministermødet i Hong Kong i december 2005 undgik et egentligt sammenbrud, blev der hverken afskaffet unfair toldmure eller handelsforvridende landbrugsstøtte.
Siden da er den ene deadline efter den anden blevet overskredet. Det har i praksis fået de rige lande til at bevæge sig væk fra de multilaterale forhandlinger og i stedet søge imod regionale og bilaterale handelsaftaler.
For mange er målet ikke til at tage fejl af: Når der ikke kan opnås global enighed i WTO, må de fattige u-lande makke ret i bilaterale forhandlinger. Der er allerede adskillige eksempler.
I de seneste 12 handelsaftaler, der er indgået mellem USA og u-lande, er patentreglerne langt skrappere end i WTO. Aftalerne mindsker f.eks. udviklingslandenes muligheder for parallelimport og udstedelse af tvangslicenser, selv for lande som er hårdt ramt af hiv/aids.
Ydermere truer USA med at suspendere de fattige landes adgang til det amerikanske marked, hvis ikke de deltager aktivt i regionale frihandelsforhandlinger med USA.
På den anden side af Atlanten forlanger EU nu markedsadgang til 78 lande i Afrika, Stillehavet og Caribien, hvilket er en klar forringelse af tidligere handelsaftaler mellem EU og verdens fattigste. Forhandlingerne skal være afsluttet inden udgangen af i år.
Omkring en tredjedel af Afrikas befolkning er underernæret og sultkatastrofer hærger næsten dagligt det afrikanske kontinent. For verdens fattigste lande er det altafgørende at ændre den enorme ubalance i handel med landbrugsvarer som har eksisteret i årtier.
Men udenfor WTO er liberaliseringen af landbrugssektoren i industrilandene slet ikke til diskussion og fattige udviklingslande har ikke den samme forhandlingskraft og særlige status. De bilaterale forhandlinger minder mest om en skolegård, hvor de store drenge tæver de små, mens gårdvagten er til kaffepause.
Desværre er der ingen tegn på bevægelse. Den amerikanske og europæiske vilje til at bekæmpe global fattigdom ved hjælp af handel befinder sig på et historisk lavpunkt.
MAKEPOVERTYHISTORY opfordrer de rige lande i Heiligendamm til at vise fornyet vilje til at genoptage de globale handelsforhandlinger med fokus på markedsadgang for de fattigste lande, handelsrelateret bistand og en liberalisering af landbrugssektoren i de industrialiserede lande.
Gældseftergivelse betyder færre penge
Foreløbig har 18 afrikanske lande fået reduceret deres gæld. Men ifølge det europæiske netværk EURODAD har landene kun fået 64,4 procent gældslettelse og 100 pct., som ellers var stillet i udsigt.
Det vil i fremtiden give problemer med bæredygtigheden i gældseftergivelsen og landene risikerer at ende i en ny gældsfælde. I 2007 vil landene således spare 1,25 milliard dollar i gældsafbetalinger, men skal forsat betale 1,43 milliarder.
Værre er det at gældseftergivelse til verdens fattigste er gået hen og blevet en ny afløbsmekanisme, som sikrer at de rige lande lever op til egne eller internationalt vedtagne bistandsmål.
Helt konkret går omkring en fjerdedel af EU landenes samlede udviklingsbistand til gældseftergivelse, men kun en brøkdel af disse frigøres reelt til investeringer i sundhed eller uddannelse.
Pengene til fattige landes gældseftergivelse forlader nemlig slet ikke Danmark eller andre EU-lande, men ender i stedet i en ministeriel kassetænkning. Dette til trods for at verdens rigeste lande på FN-konferencen om “Finansiering af Udvikling” i 2002, tilsluttede sig en erklæring om, at gældseftergivelse ikke måtte belaste udviklingsbistanden og derfor ikke skal medregnes i den normale udviklingsbistand.
Faren ved denne øvelse er naturligvis, at indbyggerne i EUs medlemslande tror, at Afrika modtager store summer til fattigdomsbekæmpelse, selv om det langtfra er tilfældet.
Desuden må vi ike glemme, at vi selv bærer et ansvar for u-landenes store gældsbyrde. Gælden består nemlig af 20-30 år gamle eksportkreditlån, der som hovedregel blev givet med det formål at fremme vore egne virksomheders eksport snarere end at bekæmpe fattigdom. Samtidig blev lånene ofte givet til militær- og diktatorregimer, som ikke har prioriteret social og økonomisk udvikling for deres befolkning.
Norge er hidtil det eneste land, der har følt sig moralsk forpligtet til at vurdere om tidligere eksportkreditter er legitime og derfor retfærdigvis kan finansieres over udviklingsbistanden.
Derfor måtte den rød-grønne flertalsregering i Oslo sidste år erkende, at eksportkreditlån fra 1970erne bestående af norske skibsleverancer, snarere sikrede beskæftigelse til en kriseramt norsk skibsindustri end udvikling i verdens fattigste lande. Tilsvarende analyser er aldrig foretaget i såvel G8 landene som Danmark.
Et aktuelt eksempel er det borgerkrigshærgede Sudan, som forhåbentlig indenfor en årrække vil opnå varig fred og stå på spring til at modtage international gældseftergivelse.
Sudans oprindelige gæld til Danmark er på 505 mio. kr. Men med 25 års renter og renters rente vil beløbet minimum være det tredobbelte, svarende til mere end 10 års dansk udviklingsbistand til Sudan.
Burde Danmark ikke i denne situation gå forrest og vurdere om danske eksportkreditlån reelt har bekæmpet fattigdom? Danmark kan dermed sikre at gældseftergivelsen til Sudan ikke blot ender i lommerne på de europæiske finansministre – men også i praksis giver flere penge og dermed den nye chance, Afrikas største land har brug for.
MAKEPOVERTYHISTORY opfordrer de rige lande i Heiligendamm til at arbejde for, at den internationale bistandsstigning til Afrika ikke ender i et gældseftergivelsescirkus, som ikke giver flere ressourcer til global fattigdomsbekæmpelse.
Der er selvsagt intet forkert i at eftergive fattige landes gæld. Men det er helt uholdbart, når gældseftergivelsen betyder færre midler til verdens fattigste.
I enhver regeringsleder gemmer der sig en superhelt
G8 landene kan ikke redde verdens fattigste alene. Alligevel er det beskæmmende at opleve verdens mest indflydelsesrige lande løbe fra deres løfter få år efter de historiske beslutninger på G8 mødet i Gleneagles.
Udover at øge afstanden og den potentielle modstand mellem Europas befolkninger og de politiske beslutningstagere er det med til at underminere den positive bevægelse, som i de seneste år har fundet sted bl.a. i Afrika.
Verdens fattigste lande har de senere år øget kapaciteten til at bruge udviklings-bistanden, både kvantitativt og kvalitativt. Gældseftergivelse frigør væsentlige ressourcer, som investeres i f.eks. sundhed eller uddannelse og antallet af skolesøgende børn i Tanzania eller brugere af det lokale sundhedsvæsen i Uganda er eksploderet.
Et imponerende eksempel er den globale Aids-fond, som har været hovedårsagen til, at antallet af personer på hiv-medicin er øget op fra 50.000 i 2002 til hele 2 millioner i dag. Selv om der er lang vej tl de omkring 10 millioner, der forventes at have akut brug for hiv-medicin i 2010, er det en bedrift, de færreste havde troet var mulig for blot få år siden.
Vi er den første generation, som har chancen for at udrydde global fattigdom og nå de ambitiøse 2015 mål. For blot 30 år siden var den globale velstand betydeligt mindre, og det ville have krævet langt over én procent af bruttonationalindkomsten at bekæmpe den globale fattigdom.
Halvvejs inde i FNs globale fattigdomsmål må vi erkende, at med den nuværende indsats vil Afrika syd for Sahara ikke nå et eneste af målene. Opfyldelsen af 2015 målene er et fælles globalt anliggende, som kræver øjeblikkelig politisk handling.
MAKEPOVERTYHISTORY opfordrer de rige lande i Heiligendamm til at tage globalt ansvar og leve op til både gamle løfter og de nye udfordringer, der er ekstra vigtige at imødegå på grund af klimaforandringerne.
En kvinde og 7 mænd har pengene og magten til at ændre livet og hverdagen for over en milliard jordboer, som lever for mindre end en dollar om dagen. Vil de gøre det?
Yderligere oplysninger hos Vagn Berthelsen, generalsekretær i IBIS, og Henrik Bang Andersen, kampagnemedarbejder i IBIS, www.ibis.dk
