Bille Augusts nye sydafrikansk-relaterede film “Goodbye Bafana” får verdenspremiere på filmfestivalen i Berlin på søndag (11. feb.), 17-års-dagen for Nelson Mandelas frigivelse i 1990 efter 27 års fængsel under apartheid-styret, skriver EB Online torsdag.
Filmen bygger på virkelig hændelser og tager udgangspunkt i fangevogteren James Gregory, der betragter sorte som undermennesker. Han voksede op i Transkei, hvor han lærte at tale den lokale dialekt, xhosa. Det gjorde ham til det ideelle valg som fangevogter i fængslet på Robben Island med ansvar for Mandela og hans kammerater fra ANC.
Gregory kunne nemlig også udspionere Mandela. Men Mandelas karisma og intelligens betød, at den racistiske fangevogter endte med at blive personlig ven med Mandela og ivrig tilhænger af hans kamp for et demokratisk og frit Sydafrika, anfører EB online.