Kan man som dansker føle sig ”hjemme i Indien”?
En ny rejsebog, “Hjemme i Indien”, af Niels Erik Wegge fortæller tæt på og hudløst om en dansk families liv i en indisk hverdag med tjenestefolk, danske børn i en lokal indisk skole, støvede indiske landeveje med mangotræer, templer og surrealistisk trafik, om at miste sin professionelle identitet i en fremmed kultur, om hedebølger og skybrud, brutalitet og hjælpsomhed, velkrydret mad, hellige køer, infame myrer, spraglede markeder, tro og naturkatastrofer – og om julestemning i varme omgivelser, der døgnet rundt larmer af tempelklokker og hindi-pop.
Sådan skriver forfatteren i en pressemeddelelelse i anledning af bogens nylige udgivelse.
Ud af det daglige kulturmøde vokser spørgsmålene: Hvorfor er det lige, at man som 18-årig indisk pige aldrig har set havet, selv om man kun bor 60 km fra det? Hvordan kan indere være så blufærdige, når deres templer myldrer med erotiske udsmykninger?
Hvordan kan man have gået i skole i 10 år og stadig ikke kunne læse og regne? Kan man lave om på tusindårige traditioner med kastesystemer, arrangerede ægteskaber og medgift? Skal man det? Hvorfor er det i det hele taget så svært at forstå og at hjælpe? Og endte det måske med, at der var flere indere, der hjalp den danske familie end omvendt?
“Hjemme i Indien” giver ikke enkle svar, men tager læseren med gennem det storslåede og nådesløse land, så man forstår mottoet fra Kiplings berømte roman Kim: ”This is a great and terrible world”.
Niels Erik Wegge (f. 1960) er organist og matematiker. I 1997–2000 boede han med kone og 3 små børn i den indiske delstat Orissa – han som hjemmegående husfar, hans kone udstationeret som JPO for Danida.
Hjemme i Indien
Af Niels Erik Wegge
300 sider, 268 kr.
Bogen er udkommet på forlaget Holkenfeldt den 22. oktober.
Her bringes med forfatterens tilladelse et kapitel fra bogen som appetitvækker:
KAPITEL 1. CHANDAKA
Ankommet. Vores papirer granskes med undren. Et par søvnige forest officers kommer frem i deres lungi og kigger med over skulderen, mens de klør sig og knapper skjorten. Det er vist meget sjældent, at nogen kommer herud, og da slet ikke udlændinge.
Ingen kender noget til statens elefantreservat, Chandaka, selvom det kun er en halv times kørsel fra Bhubaneswar. Ud gennem rodede forstadskvarterer, som er vokset fra byplanlæggernes gode intentioner; forbi projekterede boligområder, hvor man ikke en gang er begyndt at bygge endnu.
Forbi Orissas filmstudie hvor oriya-plagiaterne af de store Bollywood-film laves. Forbi den sidste slum og de forældreløse børns veltrimmede SOS-landsby og endnu en klynge af boder under banyantræet ved et vejkryds; ud til rismarkerne, mangoalléerne, landevejene. Ud til den ufortyndede skønhed.
Ankommet.
Vi er stolte over at have de rigtige dokumenter og tilladelser med. Jeg har indhentet dem i dagene forud med stor og indisk møje og besøg på fem forskellige kontorer i fem forskellige dele af byen.
I papirerne står der: “Alt OK, tilladelse givet, luk dem bare ind” (i tre kopier), men dette er jo Indien, så det er ikke bare sådan lige.
De fire-fem mænd, der er kommet til, diskuterer lavmælt og langsomt i skyggen af et træ. Det er varmt, luften står stille her hen på eftermiddagen. De vender og drejer de sjaskede papirer og stiller indimellem opklarende spørgsmål, som Abdul oversætter.
Efter en halv times tid er alt på plads, vi får de rigtige stempler og kan betale de foreskrevne afgifter. To rupees pro persona og ti for bilen, det bliver omkring fire kroner i alt for hele familien plus chauffør. Kvittering i tre kopier. Det hele skrives ind i en stor bog.
Abdul sætter sig ved rattet, der kommer en guide med ombord (hvis der skulle være væltede træer eller vilddyr eller andre forhindringer på vejen, får vi at vide), hængebroen bliver firet ned med et stort jernhåndsving, og vi kører ind over voldgraven, ud ad en grusvej og ind i et tæt vildnis af buskads, lave teaktræer og andre træer, jeg ikke kender navnene på.
Vejen er smal, visse steder som en snæver grøn tunnel. Når vi kører, slår de bløde kviste mod bilen og trækker deres flade, blinde fingre af løv undersøgende hen over køleren og videre forbi vinduerne. Bagefter svupper de tilbage og kan fortsætte med at gro videre mod vejens anden side, som det er deres enøjede bestemmelse at nå.
Vi kører monotont og smukt afsted, langsomt op og ned ad små bakker, i evig siksak for at undgå de værste huller i vejen, over et udtørret flodleje af kulsort klippe, kilometer efter kilometer, mens vi spejder efter vilde elefanter. Guiden fortæller at der er 72 her i Chandaka.
De kunne nemt stå fem meter inde i buskadset, usynlige. Vi ser ingenting, kun stammer og løv og buskads, og indimellem et monumentalt termitbo, der rager mandshøjt og ubevægeligt rødbrunt op som et tårn med mange spir.
Papegøjer med lange haler krydser glitrende grønt ind over vejen af og til. Nogle aber oppe i træernes tynde grene, ingen elefanter at se. Og hvad gør det? Anna og jeg læner os tilbage og hengiver os betaget til naturen, elefanter eller ej, og vores tre børn falder i søvn bagi.
Fremme ad vejen forsvinder en lille gruppe mennesker ind mellem træerne, væk er de. Der ligger et par landsbyer herinde fra før reservatet blev reservat, det er nok nogle af de folk, som har været ude og fælde træer. Unge træer, der burde have haft lov at stå i mange år endnu.
Måske har de brug for brænde, måske er det nogle af de teaktræs-smuglere, vi læser om i aviserne. Eller er de krybskytter? Under alle omstændigheder er det ulovligt, det kan vi se af den hast hvormed de lader sig opsluge af junglen. Guiden smiler og siger what to do, hvad skal man gøre?
Efter en time og tyve kilometer ender vejen brat foran et udsigtstårn i tre etager ved bredden af en sø, fuglesøen. Når Abdul slukker motoren og vi stiger ud, føler vi os ikke bare for enden af vejen, men for enden af hele verden og for enden af tiden og af lyden.
Alt står stille og alt er stille og evigt. Og så dette tårn.
Vi går op ad de mange trin, op ad den rå betontrappe, der firkantet omkranser tårnet, og det føles rart nu at stige opad efter så megen vandret fremadrettet, påtrængende bevægelse ind i junglen.
Vi kommer forbi to småbitte soveværelser oven på hinanden, hvor der er redt fint op og myggenettene hænger klar som om gæsterne kunne komme når som helst. Hvert værelse har endda et lille toilet. Hvilken inkongruent vision har dog materialiseret sig til sådanne faciliteter helt her ude, midt i det absolutte intet?
Øverst i tårnet er der en overdækket balkon og udsigt over den lave, tætte skov til den ene side og den store sø til den anden. Søen er opdæmmet, og midt i den står fordums træer stadig, druknede, nøgne med visne sorte grene, der har mistet deres bøjelighed. De spejler sig skarpt i det stille vand.
Der er ikke længe til solnedgang, luften er langsom og poetisk, stadig varm. Her i tårnet ved søen for enden af vejen er vi så langt væk fra folk og kultur, at jeg tillader mig at holde min kone i hånden, mens vi står tæt sammen, side om side, og indsuger sceneriet, fyldes af det.
– Jeg elsker Indien, siger Anna.
Så vækker vi børnene i bilen og får dem med ned til søens bred, det er nu fuglene kommer. Lille Anders, som lige netop kan gå, sætter sig og leger i et cirkelrundt hul, som viser sig at være et elefant-fodspor i mudderet efter sidste regn, her er altså elefanter.
– Hvor er krokodillerne? spørger Anton. Vi kan ikke se nogen af de krokodiller, der skulle bo i den lavvandede sø. Vi har kun øje for fuglene, fascineret.
Store flokke af hejrer og storke sidder allerede nu tæt og danner smukke mønstre, de hvide for sig, de sorte for sig, hundredvis, nej, tusindvis, som blomster på træernes døde grene. Nedenunder dækker andefuglenes flokke vandet i klynger.
Hele tiden ankommer der nye fugle. Storkene dukker frem højt, højt oppe i aftenrøden som prikker, der slet ikke ligner storke, og cirkler enkeltvis ned mod søen, så man tilsidst kan se deres lange næb.
Hejrerne kommer glidende i målrettede hvide flokke på 12 eller helt op til 50 ad gangen, så blødt og smygende som silke. De stiler ud mod træerne i søen, lydløst, til sidst så susende tæt på vandet, at de danner en perfekt symmetrisk formation med deres spejlbilleder i den stille overflade.
– Tror du fuglene forstår, at de andre fugle bare er et spejlbillede, far? spørger Anita, vores ældste. Seks år.
Det bliver ved og ved i endnu en halv time, hejrer, storke, ænder, hele tiden nye flokke. En gang imellem letter 500 fugle buldrende og cirkler et par gange som én kæmpe skabning, der må strække sig før den kan finde ordentlig hvile.
Intens fuglestøj, skræppen, basken, klapren. Så stilner det af, solen går ned, og det bliver mørkt, helt mørkt.
Selv børnene bliver stille i stilheden, kigger op på mælkede stjerner og ildfluers grønne morsestreger gennem luften.
Nymånens vandrette smil, tyndt og gult.
Intet lys.
Verden ophører og lykken begynder.
u-landsnyt.dk bringer senere på ugen endnu et kapitel af “Hjemme i Indien”.