En ny bog om en af missionens store tænkere og praktikere – Erik W. Nielsen – er på gaden. Han gjorde op med sin tids tankegang om at gøre kirkerne i Asien og Afrika til kopier af de europæiske kirker. I stedet var han fortaler for den missionsteologi, man arbejder efter i dag.
Heri tages der udgangspunkt i kulturen, religionen og traditionerne i de lande, man arbejder i.
”Vi skal tale i øjenhøjde til de mennesker, vi møder ude i verden. Vore verdener er forskellige, vi har ikke samme uddannelsesmæssige baggrund, men vi er ude i samme ærinde. Vi må aldrig glemme, at vi er ligeværdige med vore partnere i Asien og Afrika”.
“Vi kommer primært med pengene, og de kommer med erfaringer og problemstillinger. Det må vi være ydmyge og lyttende overfor. Det kan vi lære af Erik W. Nielsen.”
Sådan fortæller tidligere generalsekretær og programleder i Danmission, Harald Nielsen, som er aktuel med bogen “Erik W. Nielsen – og hans bidrag til efterkrigstidens missionsteologi”.
Bogen om en af missionens store skikkelser er udkommet 1. juni 2012 i anledning af Dansk Missionsråds 100 års jubilæum, skriver Danmission i en pressemeddelelse onsdag.
Ifølge Harald Nielsen er afdøde Erik W. Nielsen den dansker, der har spillet den største rolle i international mission. Han bestred vigtige internationale poster og blev bl.a. hentet til Det Internationale Missionsråd i 1950, hvor han i høj grad kom til at præge tænkningen mod en mere moderne tilgang til det missionere.
”Han var på forkant med den missionsteologi, vi arbejder efter i dag. På hans tid tog man ikke udgangspunkt i forholdene i de lande, man arbejdede i, men var opsat på at gøre kirkerne i Asien og Afrika til kopier af de europæiske kirker. Den tankegang var Erik W. Nielsen modstander af,” siger Harald Nielsen.
Da en masse breve dukkede op
De sidste to år har han læst bunker af kildemateriale, tilbragt timevis i Rigsarkivet og nydt at krybe helt ind under huden på Erik W. Nielsen.
”Han var ofte på rejser i Afrika og Asien. Dengang var det ikke så smertefrit at komme rundt som i dag, så ofte var han væk helt op til fem måneder af gangen. Derfor skrev han hver eneste uge et brev hjem til sin kone. De breve dukkede ved en tilfældighed op, da en af hans sønner for nogle år tilbage skulle flytte og ryddede op i kælderen.”
Brevene har spillet en afgørende rolle i Harald Nielsens arbejde med biografien, for i brevene beskriver Erik W. Nielsen uden filter, de ting han oplever på sine rejser.
”Han har tydeligvis ikke regnet med, at brevene nogensinde ville blive læst af andre end hans kone,” siger Harald Nielsen, der også har haft stor glæde af at dykke ned i de dagbøger, Erik W. Nielsen førte gennem det meste af livet.
Erik W. Nielsen døde pludseligt kun 53 år, da han var direktør i den internationale Teologiske Uddannelsesfond. Forinden havde han også i en årrække virket som generalsekretær for missionsområderne i Det Danske Missionsselskab.
Hvordan satte hans arbejde især aftryk?
”Han har haft afgørende indflydelse på udviklingen af det internationale kirkearbejde i efterkrigstiden. Han gik foran og introducerede en ny teologisk strømning – den kontekstuelle teologi. Hvilket vil sige, at han talte for vigtigheden af inddrage landets kultur, historie og samfundskultur, som en vigtig kilde ved siden af skriften og traditionen”.
“Med det viste han, hvor vigtigt det er, at vi behandler vore samarbejdspartnere, i de lande vi arbejder i, som ligeværdige”.
Hvad kan vi lære af Erik W. Nielsen i dag?
”At vi skal tale i øjenhøjde til de mennesker, vi møder ude i verden. Vore verdener er forskellige, vi har ikke samme uddannelsesmæssige baggrund, men vi er ude i samme ærinde. Vi må aldrig glemme, at vi er ligeværdige med vore partnere i Asien og Afrika”.
“Vi kommer primært med pengene, og de kommer med erfaringer og problemstillinger. Det må vi være ydmyge og lyttende overfor. Jeg synes stadig, at der kan være en tendens til, ”at vi ved bedst”.”
Hvad har overrasket dig i dit arbejde med bogen?
”Det overraskede mig især, hvilken stor politisk indflydelse han havde, da den statslige u-landshjælp blev etableret tilbage i 1961. Dengang lå der i betegnelsen, at et u-land var et underudviklet land og ikke et udviklings-land, som vi kalder det i dag. Den definition tog Erik W. Nielsen afstand fra”.
“Han holdt så at sige virkeligheden op for politikerne og gjorde dem bevidst om, at indbyggere i u-lande absolut ikke er underudviklede eller ubegavede, de er fuldt på højde med os, forskellen er, at de ikke har en uddannelse”.
“Han overbeviste dem om, at med den tankegang ville man blot skabe et nyt koloniherredømme – i stedet måtte man etablere et partnerskab.”
