Det lå den nye formand stærkt på sinde, hvordan DUF ude i verden gør en forskel for at fremme demokrati og foreningsliv som katalysator for at inddrage unge i samtalen om de samfund, de lever i.
En forskel, hvor “arbejdet er båret af stærke ildsjæle, der bringer demokrati ud i verden og bringer verden hjem til Danmark – og på den måde både øger kompetencerne i og tilfører udsyn, kulturforståelse og perspektiv til de danske foreninger”, sagde den 25-årige nyvalgte, der til daglig er ungdomskonsulent i LO.
Den unge socialdemokrat afløste på lørdagens delegeretmøde Signe Bo som formand for den store parapyorganisation, hvis medlemsorganisationer dækker flere hundredtusind børn og unge.
“Politik er blevet en sportsgren”
I tiltrædelsestalen satte Kasper Sand Kjær fokus på, at politik er blevet “en sportsgren, der varetages af professionelle politikere, meningsdannere, journalister og kommentatorer, mens befolkningen efterlades som tilskuere”.
Det svækker den demokratiske samtale, og derfor understregede han i sin tale den grundlæggende tro på demokratiet, og på at demokratiske borgere er noget, vi i fællesskab opdyrker i foreningslivets forpligtende fællesskaber. Demokratiet starter og slutter ved samtalen, var kernebudskabet.
”Vores [DUFs, red.] udgave af demokratiet er mere end en styreform – det er nærmere en samfundsform – et livssyn. For vi tror på, at demokratiet skal leves og mærkes. Ikke kun, når vi sætter vores kryds på stemmesedlen”.
“Det skal gennemsyre vores samfund, vores hverdag – og vore foreninger. Gennem samtale, engagement, dialog og åbenhed,” lød det fra talerstolen til over 250 delegerede.
Åben og inddragende samtale
Den fortsatte kamp for demokratiet og en stærkere samtale om samfundet mellem danskerne kom også til udtryk i et forslag til udtalelse fra 11 af DUFs medlemsorganisationer.
En åben og inddragende samtale om dagens udfordringer og morgendagens løsninger er vejen til at sikre den fortsatte udvikling af Danmark.
”Samfundets sammenhængskraft er baseret på demokratisk deltagelse. Deltagelse i fællesskaber, deltagelse i aktiviteter og deltagelse i samtaler. Samtaler om samfundet og samtaler, hvor vi bliver klogere på hinanden og på vore egne holdninger”.
“Det er i mødet med andre interesser og synspunkter, at vores perspektiv bliver større. Det er i samtalen om, hvilket samfund vi ønsker, og hvordan vi finder de næste skridt for udviklingen af Danmark,” står der i udtalelsen.
Kasper Sand Kjær lagde ekstra til på talerstolen: ”Det er vores opgave og forpligtigelse at arbejde for en stærkere samtale om samfundet mellem danskerne – og særligt mellem de unge. Det kræver et DUF, der går aktivt ind i debatten om demokratiet og dets tilstand.”
Foreningslivet løfter mennesker
I tiltrædelsestalen lagde Kasper Sand Kjær stor vægt på, at foreningslivet netop er i stand til at give mere, end den enkelte kommer med – og at det forpligtende fællesskab skaber mulighed for at udvikle hinanden. Det er ikke det rigtige sted at spare, var budskabet.
”Foreningslivet er med til at løfte tusindvis af børn og unge til bedre muligheder end de kom med. Hver eneste dag gør frivillige ledere et kæmpe stykke arbejde. Ikke for belønningen og rosen, men fordi de tror på, at de gør en forskel. Og det ved vi, at de gør,” lød roserne, der høstede stor applaus.
Unges 15 veje til bedre inddragelse i demokratiet
Danske unge er politisk bevidste på ekstremt højt niveau, og samfundsfagsundervisningen i Danmark ligger i toppen af europæisk skole, viser undersøgelse.
Men det politiske engagement omsættes ikke til konkret handling, når der er valg i Danmark, og mange unge kobler sig ikke på samtalen om den fælles fremtid.
Det kan på sigt blive et demokratisk problem, og derfor har DUF i samarbejde med Kulturministeriet og forskere undersøgt og analyseret unges inddragelse i den demokratiske offentlighed.
Det er der kommet ”Tag del i fremtiden” ud af – en antologi, der samler syv analyser af unges deltagelse i den politiske offentlighed og repræsentative demokrati.
Unge er fremtidens politiske offentlighed
Når unge ikke kobler sig på demokratiet, skyldes det bl.a. manglende politiske selvtillid og tiltro til, at de rent faktisk er ønskede bidragsydere i den politiske samtale.
Der påhviler derfor politiske aktører et ansvar om at tydeliggøre DUFs stifter, Hal Kochs, ord om, at demokrati er en livsform.
Det er ikke en hobby på linje med fodbold, men en forpligtelse, en måde at være sammen på og en mulighed for at få sin stemme hørt.
”Tag del i fremtiden” fortsætter arbejdet med at gøre unge bevidste om deres rolle og betydning for fremtidens politiske samtale i Danmark.
”Det er en vigtig diskussion og analyse, og DUF er stolte af at fortsætte traditionen fra Valgretskommissionen og sætte unges demokratiske deltagelse under lup,” siger formand for DUF (indtil lørdag), Signe Bo, og fortsætter:
”Hvis vi skal engagere de unge i vores demokrati, må vi løbende undersøge, hvordan vi gør det attraktivt at deltage”.
“Med ’Tag del i fremtiden’ lægger vi fundamentet for, at lovgiverne kan tage de rigtige beslutninger, der rent faktisk engagerer unge i demokratiet, giver unge lyst til at være en del af vores demokrati fremadrettet og forstår, hvor vigtigt det er at bidrage til demokratiet.”
15 konkrete forslag
Antologien sætter unges deltagelse i den politiske offentlighed under lup gennem tre fokusområder: unge og den politiske kommunikation, unges politiske selvtillid og unges deltagelse i de politiske strukturer.
Efter hvert fokusområde følger 15 konkrete forslag, der kan fremme unges deltagelse i den demokratiske samtale og dermed styrke Danmark som et demokratisk samfund.
De 15 forslag blev udviklet til en workshop, hvor repræsentanter for 25 ungdomsorganisationer skabte et kreativt rum og hurtigt udviklede en bred vifte af løsningsforslag til at øge unges inddragelse i den politiske samtale.
”Det var ekstremt spændende at være med til at udvikle fremtidens løsninger, der kan være med til at få flere unge til at deltage i demokratiet”, anfører Mie Hovmark, formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO)
“Jeg synes, at både forskerne og DUF var lydhøre over for vores input. Når én af de centrale udfordringer er unges demokratiske selvtillid, synes jeg, det er et godt signal, at DUF inddrager de unge og viser dem tillid,” slutter hun.
FAKTA: 15 tiltag til unges inddragelse i demokratiet
1. Kodeks for politisk dækning
2. Skrappere moderation af debatter på nettet Politisk identifikation og relationer
3. Inddrage ungdomspolitikere i den offentlige debat
4. Mere politisk tv-indhold for unge
5. Skolevalg i hele grund- og ungdomsuddannelsessystemet
6. Styrke samfundsfagsundervisning på erhvervsskolerne
7. Fremme stillingtagen gennem samfundsfagsundervisningen
8. Sikre ungdomsorganisationernes adgang til uddannelsesinstitutionerne
9. Lovligt fravær for samfundsengagement
10. Lokale folkemøder
11. Reform af den kommunale politiske styring
12. Forbedre lokalpolitikernes arbejdsbetingelser
13. Øge den lokale partistøtte Strukturer, der fremmer unges politiske deltagelse
14. Faciliteter til ungdomsorganisationernes arbejde i alle kommuner
15. Ungerepræsentation i alle kommuner
Man kan hente (downloade) eller bestille ”Tag del i fremtiden” på
http://duf.dk/materialer/demokrati-og-unges-valgdeltagelse/materiale/tag-del-i-fremtiden