Danmark, Canada og Storbritannien har udarbejdet en fælles organisationsstrategi for UNHCR -FN’s flygtningsorganisation. Evalueringen viser, at til trods for de gode intentioner, tager det tid at udvikle en fælles praksis for samarbejdet om god udviklingsbistand, skriver Udenrigsministeriet på deres hjemmeside.
De tre lande og UNHCR udarbejdede som noget nyt i 2006 en fælles organisationsstrategi med det formål at effektivisere deres samarbejde og styrke UNHCR’s kapacitet til at udføre sit mandat især indenfor de fem prioritetsområder, som strategien fokuserer på.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs udtaler: -Forsøget med en fælles strategi for de tre landes samarbejde med UNHCR har ført til styrkelse af organisationens planlægnings- og monitoreringssystem. Det er selvsagt tilfredsstillende. Mindre tilfredsstillende er det, at der ikke indtil nu kan påvises effekter af strategien på de øvrige områder, som strategien omfatter. Det er heller ikke holdbart, at strategiarbejdet giver meget ekstra arbejde og parallelle rapporteringer. Fra dansk side vil vi fortsat arbejde for at styrke donorkoordinationen omkring samarbejdet med UNHCR. Vi vil samtidig følge resultaterne af det fortsatte samarbejde nøje og justere samarbejdet, hvor det er nødvendigt.
Evalueringen konkluderer, at den fælles strategi på visse områder har vist sig som et godt redskab til at fremme donorharmonisering og til at øge donorernes indflydelse.
Den udstiller imidlertid også det paradoks, at skrappe donorkrav på kort sigt belaster en organisation som UNHCR, men på længere sigt kan styrke organisationen. De skrappe rapporteringskrav fra de tre donorer var nemlig med til at udfordre UNHCR, der i samme periode udviklede sit eget system for planlægning og afrapportering. Donorpresset var med til at få UNHCR til at opprioritere udviklingen af systemet, og det har været med til at styrke UNHCRs egen målsætning om bedre resultatmåling, således at donorerne i stigende grad vil kunne bruge UNHCRs eget system, når det tages i brug i 2010.
Men den fælles evaluering konstaterer også, at det nye samarbejde har krævet ekstra tid og ressourcer af alle de involverede parter. Generelt ser donorerne ikke samarbejdet som en afløser for deres bilaterale relationer til UNHCR, men i højere grad som et supplement hertil, og for UNHCR har strategien derfor i praksis ført til, at der i et vist omfang er skudt en ekstra partner ind oven i de eksisterende.
Det er ikke så overraskende, fordi samarbejdet er nyskabende. Men skal samarbejdet fortsætte – og det anbefaler evalueringen, at det skal – så skal parterne gøre en målrettet indsats for at gøre op med ”tidsrøverne”: de ekstra møder og konsultationer samt kravene om særskilt afrapportering.
De tre donorer – Canada, Danmark og Storbritannien – har i mange år været blandt UNHCR’s største og mest vedholdende støtter. Tilsammen bidrog de i 2007-08 med ca. 10 pct. af UNHCR’s samlede donormidler, men nok så vigtigt er, at en stor del af deres bidrag ikke er øremærkede, hvilket betyder at UNHCR selv kan prioritere brugen af dem.
