Efter generalforsamlingen d. 31. marts har NGO´en Axis fået ny formand, og valget faldt på den 30-årige RUC-studerende Jon Clausen.
Jon Clausen har været aktiv i Axis siden 2005, hvor han startede som frivilligt udsendt engelsk-underviser i Peru. Siden da har han arbejdet med forskellige projekter i Axis, inden han i 2010 blev medlem af bestyrelsen.
Ud over arbejdet i Axis læser Jon Clausen journalistik og kulturstudier på Roskilde Universitetscenter. Han er lige hjemvendt fra et lille års ophold i Bolivia, hvor han var i praktik på den danske ambassade.
Jon Clausen overtager formandsposten efter Ea Helth Øgendahl.
Axis har samtidig valgt at ansætte Bettina Ringsing som ny projektmedarbejder på deltid.
Hun har mere end 10 års erfaring med udviklingsarbejde, som omfatter både projektudvikling, administration, monitorering og medlemsinddragelse. Hun er uddannet kultursociolog med erhvervsøkonomi som bifag.
Bettina Ringsing har tidligere været ansat i og udsendt for IBIS og arbejdet for Mellemfolkeligt Samvirke.
Se mere om Axis på http://www.axisngo.dk