62-årige Niels Elbæk, cand.comm. i kommunikation og international udvikling, blev valgt på foreningens konstituerende bestyrelsesmøde tirsdag den 26. juni 2018 i København. Han afløser journalist Arne Skadhede, som har været formand for Nairobi-klubben i de seneste to år.
Mere om Skadhede i Globalnyts omtale her.
Niels Elbæk har drevet et omfattende oplysningsarbejde om u-lande. Det skete hos Mellemfolkeligt Samvirke som forlagschef og leder af den daværende Oplysningsafdeling med produktion af bøger, magasiner, dokumentarfilm og internetprojekter. Siden har han virket i bogbranchen som butikschef, sekretariatsleder og direktør. I øjeblikket arbejder han med projekt- og presseopgaver omkring dokumentarfilm.
Niels Elbæk har bl.a. været sekretariatsleder i Campus Book Service, som er et fælles indkøbssamarbejde for 26 akademiske boghandlere på universiteter i Danmark.
Fra u-landsmiljøet vil Elbæk især være kendt for sit lange engagement i MS. Efter knap ni år som organisationens forlagsredaktør og fem år som chef for dens oplysningsafdeling holdt han her pr. 30. juni 2005. På det seneste har han oplevet mange ældres vanskeligheder med at blive på arbejdsmarkedet – læs denne kronik i Berlingske
Han forlod barndomsbyen Grindsted for 40 år siden, læs hans nylige kommentar herom i Jyske Vestkysten
Han har boet i Roskilde siden 1983.
Elbæk skriver om sig selv på linkedin:
“Jeg er en entusiastisk kommunikatør med stor flermedial og digital erfaring. Personligt trives jeg i et kreativt og tværfagligt miljø som teambuilder og inspirator. Med en formel uddannelse i Kommunikation og Internationale Udviklingsstudier fra Roskilde Universitet er jeg godt klædt på til at formidle til udvalgte målgrupper med de medier og mål, der er behov for.”
“Mere end 25 års erfaring som leder betyder, at jeg har indgående kendskab til forandringsledelse og de vækstområder, der skal håndteres i en organisation, hvor kommunikation spiller en fremtrædende rolle”.
“Jeg har arbejdet både for private firmaer, erhvervsforeninger og NGO’er, hvor jeg har fungeret i roller som direktør (Director), sekretariatsleder (Manager), koordinator, butikschef, afdelingsleder (Director Department of Development Awareness), forlagschef (Manager Publishing), redaktionschef (Chief Publishing Editor), redaktør og konsulent”.
“Mine kommunikative evner omfatter medier som magasiner, nyhedsbreve, bøger, hjemmesider, webportaler, undervisningsmaterialer, dokumentarfilm, workshops, seminarer og events”.
Se også denne artikel om hans afsked i MS
En ny virkelighed
I forbindelse med formandsvalget udtaler Niels Elbæk:
”Da Nairobi-klubben blev stiftet for 42 år siden (i 1976) havde de fleste store dagblade ansat journalister, der kun arbejdede med stof omkring u-lande. Det er en saga blot med den nye medievirkelighed”.
“Med et støt stigende medlemstal i Nairobi-klubben ser vi en ny medievirkelighed, hvor mange journalister, fotografer, dokumentarister og kommunikationsfolk gerne arbejder med formidling af udviklingsstof, men nu mere i form at freelance opgaver, projekter og kampagner. Det er spændende, og foreningen vil som noget nyt i det kommende år tilbyde unge studerende medlemskab.”
Her hans mening om danske forlags interesse for Den 3. Verden, fremsat i en kommentar i 2003.
Udover formandsposten fortsætter Niels Elbæk som kasserer i Nairobi-klubben, assisteret af Kim Dan Trong, som tidligere var suppleant. Bestyrelsens øvrige medlemmer er Bettina Gram (sekretær), Frode Højer Pedersen og suppleanterne Lotte Ærsøe og Lise Blom.
Journalist og forfatter Jan Kjær var formand for u-landsjournalisternes forening fra 2008 til 2016. Han er i dag formand for Globalnyt, den forening, der udgiver denne nyhedstjeneste.