Ny forskning: Oceanerne optager langt mere varme end hidtil antaget

39910444760_ecdc589401_b
Thomas Jazrawi

Verdenshavene optager langt størstedelen af den varme, der følger af drivhusgasser i atmosfæren. I den seneste rapport fra FN’s Klimapanel er der tale om 90%, men et nyt studie vurderer, at det er en stor underdrivelse. 

Og det betyder, at indsatsen mod klimaforandringer skal være mere benhård end man hidtil har troet. 

Det fremgår af en artikel på BBC, der bygger på ny forskning publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature

Studiet konkluderer ifølge BBC, at hvert år i de seneste 25 år er 150 gange den energi, der er brugt til at skabe energi på kloden, endt som opvarmning i oceanerne.

Det er 60% mere end man hidtil har troet.  

En udfordring

Det er noget af en udfordring for beslutningstagerne, da det ikke blot betyder, at langt mere varme er optaget af oceanerne, men også, at de klimaskadelige gasser er årsag til mere hede, end vi troede. 

Den seneste rapport fra FN’s Klimapanel advarede mod en temperaturstigning på over 1,5 grader. Denne forskning viser, at der skal reduceres 25% mere i de globale udledninger for at nå målsætningen om at holde den globale opvarmning under 2 grader, skriver BBC.

Den globale klimapagt, Paris-aftalen, har et mål om at holde temperaturstigningen et pænt stykke under 2 grader og arbejde for, at den ikke overstiger 1,5 grader – begge dele i forhold til det nvieau, der var gældende før industrialiseringen og den følgende udledning af de mange forurenende gasser.